Dorte Toudal Viftrup:
- siden 2021ansat som lektor ved Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet
- psych. og ph.d.
Verden er ikke stille. Den larmer med nyheder om krig, klimakrise, politiske konflikter og sociale medier. Selvom vi forsøger at skærme børn og unge, opfatter de langt mere, end vi tror. De lytter med, de mærker stemninger, og de tolker det usagte. De ser blikkene mellem voksne, hører de dæmpede samtaler, og de fornemmer, når noget ikke er, som det plejer. Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne. De yngste har også deres indre landskaber, hvor spørgsmål og følelser bor – ofte uden ord, men ofte med stor intensitet.
Bekymring og uro er ikke forbeholdt voksne.
Hvad mon der ligger bag?
Det er ikke altid let at få øje på. Børn og unge udtrykker sjældent deres uro direkte. De siger ikke: “Jeg er bange for verdenssituationen”. I stedet viser det sig i kroppen eller i adfærden. Et barn, der ikke længere kan falde i søvn alene. En teenager, der trækker sig fra vennerne eller pludselig bliver vred og afvisende. Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed. Og det kræver, at vi som voksne tør se bag adfærden og spørge os selv: Hvad mon ligger bag?
Uroen gemmer sig bag stilhed, mavepine og rastløshed.
Det handler ikke om at analysere børnene, men om at være nysgerrige og nærværende. At turde stille de åbne spørgsmål – og give tid til svaret. Når vi spørger: “Hvordan har du det for tiden?”, skal vi være klar til at rumme det, der kommer. Også når det er svært. Vi skal øve os i at tåle stilhed og tøven eller frustration og manglende ord, men især i at kunne tåle, at vi ikke altid har løsningen – og måske mest af alt, at der faktisk ikke er en løsning på den larmende verden, der påvirker vores børn. I stedet er det i den fælles undren, vi skaber rum for, at børn og unge kan dele det, der fylder for dem, med os.
At finde fodfæste
Børn og unge søger mening med deres liv og deres følelser og oplevelser. De har en indre drivkraft mod at forstå og håndtere livet. Når vi støtter dem i at finde deres egne måder at skabe mening, hjælper vi dem med at finde fodfæste. Det kan være gennem naturen, hvor stilheden og rytmen giver ro. Det kan være gennem leg, hvor fantasien får lov at skabe nye verdener. Det kan være gennem samtale, hvor tanker og følelser får form. Eller gennem kreativitet – tegning, musik, skrivning – hvor det indre får udtryk.

Vi kan ikke fjerne det svære for dem eller love, at alt bliver godt. Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele. At de kan lægge dem fra sig for en stund – og at det ikke er forkert at gøre det. Vi kan vise dem, at det er muligt at være glad og bekymret på samme tid. At man kan finde ro i det, der gør én glad – og vende tilbage til bekymringerne, når man er klar. Det kræver, at vi som voksne tør være ærlige og sige: “Jeg bekymrer mig også nogle gange – men jeg prøver at finde ro i det, der giver mig håb”.
Men vi kan lære børn og unge, at bekymringer ikke behøver fylde det hele.
At leve på trods
Når vi viser, at det er muligt at leve på trods, giver vi dem mod til at gøre det samme. Vi kan skabe små trygheds-ritualer: en fast godnat-samtale, en fælles morgenrutine, en ugentlig tur i skoven. Vi kan skabe bekymringsfrie zoner, hvor nyheder og skærme får pause, og hvor der er plads til bare at være. Vi kan lære dem simple afspændingsteknikker, som dybe vejrtrækninger eller visualiseringer, der kan hjælpe dem med at finde ro i kroppen.
Men vigtigst af alt: Vi kan være til stede. Med nærvær. Med respekt. Med modet til at undre os sammen med dem. For roen vokser i relationen, og i samtalen findes meningen – på trods.
Denne tekst er ikke en løsning. Den er en invitation. Til at tage børns bekymringer alvorligt. Til at lytte, selv når der ikke bliver sagt noget. Til at hjælpe dem med at finde deres egne måder at være i livet, også når det er svært. For børn og unge har brug for voksne, der tør stå ved det svære – og samtidig vise, at livet også rummer håb, glæde og mening. På trods.
Læs også artiklen “Nyd nordlyset” om at bo i et af verdens brændpunkter.


Giv din mening til kende