I weekenden var der førerstævne. Det var uundgåeligt, at store følelser skulle komme i spil. Vi skulle debattere hele korpsets fremtid – og om vi overhovedet troede på en fremtid for os, Baptistspejdere.
Mange kom til stævnet med ondt i maven, for med store følelser kommer ofte debatter og diskussioner, der eskalerer. Men lige her skete det ikke. De store følelser var i spil og stemmer knækkede, men hele vejen igennem blev der insisteret på den gode tone og på at fokusere på det vigtige, nemlig vores alle sammens spejderkorps. Det korps vi alle elsker.
Igennem tiden har vi i kirken også ofte diskuteret. Skal vi tillade homovielser? Hvem må være med i fællesskabet og hvem skal dømmes ude? Modsat spejderne ender vores debatter ofte med at give ondt i maven.
Vi glemmer det vigtigste, nemlig vores tro. Lad os i fremtiden inspireres af spejderne og insistere på den gode tone og på vores fælles tro på Jesus. Det tror jeg, vi alle ville vinde noget på.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Den gode tone kræver dog lydhørrighed og nysgerrighed på hinandens forskellige oplevelser, med tillid og ligeværdighed.
Nok derfor du oplever mindre ondt i maven blandt spejderne. ❤️
Vi er helt enige om, at vi skal stoppe med at tale om, hvem skal dømmes ud!
Vi er IKKE X-factor! Vi har et ansvar overfor vores fælles forpligtelser til Burundi og Rwanda, Myanmar, m.m. og vores fælles samarbejdspartnere og vagthunde i Europa og globalt (BWA, EBF, CEC), samt også herhjemme i DK (DKR)!
Der er meget mere på spil end vores individuelle behov for gudsdyrkelsesformat.
Tak for dig, Cecilie! ❤️🙏🏼