Bekymring og frygt er vi naturligvis ikke upåvirkede af. Alligevel har min familie og jeg følt os kaldt ud på et eventyr. Vi er draget højt mod nord for at udforske ét af de steder, som pludselig har lavet overskrifter over hele verden som et muligt centrum for nye uroligheder: Grønland.
Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod.
Efter seks måneder i Grønland er vores familie blevet grebet om hjertet. Ikke af frygt og usikkerhed, men af håb og mod. Vi har mødt et folk med store historier, traditioner og udfordringer i en natur, som er storslået, barsk og bjergtagende. Vi bor i Kangerlussuaq lige nord for polarcirklen – en lille bygd med 400 fastboende indbyggere, den tidligere største internationale lufthavn i Grønland og det eneste sted i Grønland, hvor man kan køre i bil til indlandsisen. Det er en bygd, som er præget af den storslåede omkringliggende natur. Kangerlussuaqs unikke placering gjorde den til det bedst egnede sted for amerikanerne at anlægge en militær lufthavn i forbindelse med 2. verdenskrig, og nu om stunder er det et yndet område til jagt på både moskusokser og rensdyr.
Bekymringen
Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere. Flere internationale lufthavne åbner langs den grønlandske vestkyst i de kommende år, og den nye lufthavn i Nuuk har allerede betydet, at Kangerlussuaq har mistet arbejdspladser, indtægter og indbyggere. På en lille, elsket plet grønlandsk klippe i bunden af en fjord, der er lukket for skibe af is halvdelen af året, er det ikke svært at se, hvordan et mistet arbejde kan betyde, at man er nødt til at flytte og lægge sit hjem og sin trygge hverdag bag sig.
Der er dog stor bekymring blandt bygdens beboere.
Hjemmet og hverdagen i Grønland kan desuden føles ekstra truet af den amerikanske præsident Trumps udtalte ønske om at knytte Grønland tættere til USA. Dem, vi har mødt i Kangerlussuaq, er ikke imponerede over Trumps forsøg på at ’bejle’ til grønlænderne, men modsat vækker det heller ikke store bekymringer. Måske fordi man i Kangerlussuaq er vant til at bo og arbejde side om side med danske soldater fra Arktisk Kommando og forskere fra alverdens lande, som arbejder på at blive klogere på indlandsisen og udviklingen i Arktis. Her er man vant til at samarbejde på tværs, så frygten for ’de andre’ har ikke særligt gode kår.
Man er så lille
Eller måske kan man låne lidt urokkelighed af fjeldene og de store vidder? Alle mennesker er ufatteligt små i forhold til det imponerende grønlandske landskab. Præsident eller ej. Naturen er allestedsnærværende i Kangerlussuaq, og den er en kilde til både opmuntring, ro og livets opretholdelse. Her er det heldigvis muligt at lade naturen bidrage både til sjælefred og til fryseren. En tur på fjeldet minder et menneske om at trække vejret frit og glæde sig over, at Gud har skabt mennesket til at leve tæt med naturen. Hvis man som de grønlandske jægere og fangere ved, hvordan man på en eftermiddag kan skaffe sig aftensmad til mange dage, er det en god forsikring at have det grønlandske fjeld i baghånden.
Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis.
Ydmyghed
Vi føler os meget heldige, at vi får lov at tage del i hverdagen og livet i Arktis. Det kalder på en stor ydmyghed hos os. Overfor den barske og ukontrollable natur, som ikke tager hensyn til nogen menneskelig planlægning. Og overfor de mennesker, som de sidste mange tusind år alligevel har fundet sig et hjem her. Her styrer vejret og vandet. Veje skylles væk af smeltevand, fly letter og lander, når vejret tillader det, og skibe med fornødenheder kan komme frem, når frosten slipper sit tag. Så her tager vi tingene, som de kommer. En grønlandsk kvinde fortalte mig, at danskerne altid har så travlt med at nå noget, hvorimod den grønlandske måde er at nyde nordlyset, mens det er her. Det vil jeg huske, næste gang jeg bliver urolig.
Giv din mening til kende