Da Fyodor Raychynets, baptistpræst i Bucha i Ukraine, underviste på årets sommerstævne, sagde han: ”De overbevisninger, vi former i fredstid, bliver rystet i deres grundvold af krigen.” Derfor spurgte jeg ham:
Fyodor Raychynets:
- siden 2008 præst ved baptistkirken i byen Bucha udenfor Kiev – byen blev hårdt ramt af russisk besættelse i 2022
- i 2021 hædret af det ukrainske bibelselskab med prisen: ”En mand, der forandrer verden”
- fra 1995 har han undervist teologistuderende
- uddannet baptistpræst i Ukraine 1992, Master of Theology i Prag 2001, Ph.D. i anvendt teologi i Amsterdam 2018
”Hvad sker der med vores opfattelse af Gud, når krigen bliver menneskers virkelighed?”
”’Gud beskytter os mod det onde’; ’Gud tager sig af vores behov som en god far’; ‘Gud er allestedsnærværende og almægtig’. Alle de forestillinger bliver rystet, for i krigen oplever du, at du beder Gud hjælpe og beskytte dig, men det gør Gud ikke. Krig gør det onde meget virkeligt. Pludselig er det onde ikke længere abstrakt. Det onde får et konkret ansigt og en konkret lugt, og du undrer dig over, at Gud ikke forhindrer det onde. Især for dem, der bliver personligt ramt af krigen, bliver troen på Guds almagt og nærvær rystet.
Stillet overfor krigen forandrer alle de forestillinger om Gud sig. Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig. Vi må gentænke de forestillinger, vi havde om Gud før krigen. Det er let at forestille sig, at Gud stopper det onde, når det onde ikke er nærværende, men når det onde bryder ind i dit liv, dit hjem, dit land, uden at det bliver stoppet, så er Gud enten ikke almægtig, eller også er dine tanker om Gud ikke tilstrækkeligt præcise og dybtgående.
”Jeg sagde ikke, at Gud forandrer sig, men vores forestillinger om Gud forandrer sig.”
I krigstid forandrer din opfattelse af Gud sig ikke nødvendigvis, men du bliver udfordret til at tænke dybere og bredere om Gud. Krigsoplevelsen kan være positiv og drage mennesker nærmere til Gud, men den kan også være negativ, fordi mennesker bliver skuffede – ikke over Gud, men over deres egne forestillinger om Gud.
Spørgsmålet er ikke, om der er krig. Der er altid krig – jeg har ikke oplevet en dag i mit liv uden krig. Det drejer sig om, hvor tæt på krigen du er, og hvor meget krigen berører dig. Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?
”Spørgsmålet er ikke, om der er krig, men om hvad vi vil gøre i tider med krig?”
Jeg vil ikke generalisere. Generaliseringer taler aldrig sandt. Alle mister ikke troen på Gud i krigen – nogle gør. Alle kommer ikke til at leve Gud mere nær, men nogle gør. Man kan ikke tale generelt om, hvad krigen gør ved vores tanker om Gud, for krigen gør meget forskelligt.”
“Gud med os” – er Gud med dit land i krigen eller med fjenden? Vælger Gud side?
”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?’ For jeg er ikke sikker på, at Gud vælger side i krigen. Ofte fordrer alle krigens parter, at Gud er på deres side. Selvfølgelig må man overveje, om Gud er på vores side, men for mig er det langt mere relevant at spørge: ’Vælger jeg at være på Guds side midt i krigen?’
”Jeg vil gerne omformulere spørgsmålet: ’Er vi på Guds side i krigen?”
For mig er den alvorligste udfordring at undgå at miste sin menneskelighed midt i umenneskeligheden. Derfor bliver det vigtigste spørgsmål: ’Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?’ Det gør man ved ikke blot at elske sine venner, men også sin fjende – og dermed vise sig som et menneske. Sådan kan man være sikker på at være på Guds side – midt i helvede.”
”Hvordan bliver jeg ved med at være menneskelig midt i krigen?”
Hvad gør krigen ved overvejelserne om at elske sin næste – for slet ikke at tale om at elske sin fjende?
”Jesus taler om at elske sine fjender i en konkret sammenhæng. Næsten – eller naboen, som det normalt oversættes på engelsk – er den potentielle fjende. Man kan også sige: Den farligste fjende er din nærmeste ven. Sådan er livet. Den, vi stoler på og tør være sårbar overfor, er også det menneske, der kan vende vores sårbarhed og åbenhed imod os.
Fyodor Raychynets (tv) på scenen i Mariager, hvor Lars Midtgaard tolker (Foto: Astrid Melkær Andersen)
Når Jesus siger: ”I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender”[i] – så er mit første spørgsmål: ’Er det to forskellige personer?’ Det næste er: ’Taler Jesus om at elske abstrakt eller konkret?’ Endelig taler Jesus også om, at ’I vil blive forfulgt af regeringen og religiøse ledere, men fjenden er din familie’. Det rejser det næste spørgsmål: ’Taler Jesus om at elske et menneske, vi aldrig har mødt, eller taler han om igen at elske et menneske, som har vendt sig imod os?’ Sådan læser jeg ordene om at elske sin fjende. Det drejer sig om igen at elske et menneske, der har vendt sig imod dig. Det drejer sig ikke om en abstrakt fjende, men om at elske en konkret person, som jeg har en relation til.
Buddet om at elske sin fjende handler ikke om en krigssituation, men om hverdagslivet, hvor jeg er nødt til at genopbygge en relation, der er blevet brudt. Jesus udfordrer os til at tilgive og genopbygge fællesskabet den ene gang efter den anden – for sådan handler Gud overfor os.”
Livet på krigens betingelser kalder på handling snarere end på følelser – hvordan udtrykker man næstekærlighed i handling?
”Vi besluttede, at vi ville hjælpe enhver, der har brug for hjælp – hvad enten det er fjender eller ej – bringe vand til de tørstige, mad til de sultne og dele det, vi har med dem. På den måde bevarer vi vores menneskelighed midt i umenneskelighed og krig. Det har vi gennemført. Kirken er netop kaldet til at tage hånd om de lidende, og når vi gør det, kan de lidende se Gud.”
[i] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 43-44
Links
Tre fortællinger fra Bucha
Giv din mening til kende