Når kirke staves med stort K

Ole Lundegaard:

• præst i Herlev Baptistmenighed
• indtil 2004 underviser på ‘Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi’ (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

I september 2022 deltog jeg som BaptistKirkens delegerede ved Kirkernes Verdensråds 11. generalforsamling i Karlsruhe i Tyskland. Ni dage med taler, samtaler, workshops, bibelstudier, gudstjenester og bøn. Det var farverigt, inspirerende og lærerigt.

Farverigt

Her var koptiske kristne i farverige gevandter og hovedbeklædning, afrikanske kvinder i farvestrålende dragter, sortklædte præster med skjorte og flip, lægfolk i korte bukser og sandaler. Alene påklædningen signalerer, at vi er meget forskellige, men det var tydeligt, at her var vi sammen for at fejre glæden over den fælles tro og i anerkendelsen af, at vi trods forskelle er ét. Sammen talte vi om det vidnesbyrd, som Kirken har i verden, og som sker gennem forkyndelse af den treenige Gud og Kristus som verdens håb, men også om at møde verdens magthavere med en fælles stemme, der peger på beskyttelse af de svageste, om menneskerettigheder og om ansvar for Guds skaberværk. Vi fandt stor enhed i disse sager.

Til venstre: Afgående formand for Kirkernes Verdensråds Centralkomité, Dr. Agnes Aboum fra Den Anglikanske Kirke i Kenya, som ledte forhandlingerne. Til højre: Næstformand Mary-Ann Swenson fra United Methodist Church, USA. I baggrunden Georges Lemopoulos fra Kirkernes Verdensråds stab.  

Inspirerende

De personlige samtaler – enten i gruppesamtaler eller ved måltiderne – var lærerige og inspirerende. Men ikke mindst gudstjenesterne og bønnerne var noget særligt. Her lød sange fra hele verden, nogle højtidelige og gamle, nogle nye og ledsaget af caribiske eller afrikanske rytmer, der var salmer og nye lovsange – alt sammen smukt bundet sammen til en inspirerende helhed. For mig blev ikke mindst gudstjenesterne et højdepunkt.

Men ikke mindst gudstjenesterne og bønnerne var noget særligt.

Lærerigt

Flertallet af verdens kristne findes i dag på jordens sydlige halvkugle. De lever ikke under de privilegerede forhold, vi kender. For mange af vores søstre og brødre er hverdagen præget af fattigdom, forfølgelse, for nogle endda af afbrændinger af deres kirker, diskrimination, chikane, miljøproblemer og udfordringer, der er skabt af klimakrisen. Det var tankevækkende og lærerigt at indse, at emner, som vi i den rige verden ofte tænker på som politiske: menneskerettigheder, rigdom-fattigdom, klimaspørgsmål, forurening, er dagligdag for en stor del af verdens kristne, og kirkerne står i første linje, når det gælder at hjælpe, hvor der er nød.

Konflikterne

Der var et par vanskelige spørgsmål på generalforsamlingen. Den russisk-ortodokse Kirke såvel som de ukrainske ortodokse deltog, og det var svært at finde fælles fodslag i vurderingen af konflikten, hvor den russiske kirke jo officielt støtter Ruslands invasion – et synspunkt de stod alene med. Det var dog et klart ønske på generalforsamlingen, at begge kirker fortsat skal kunne rummes i Verdensrådet. Det blev også resultatet, om end der blev udtalt en klar fordømmelse af Ruslands invasion.

Generalforsamlingens tema – ”Kristus bevæger verden mod forsoning og enhed” – blev belyst på mange måder, bl.a. gennem bibelstudier. Her ledt af professor Jack Khalil fra Libanon. 

Et andet delikat spørgsmål var Israel-Palæstina konflikten, hvor nogle ønskede, at den israelske stat skulle fordømmes som en apartheidstat, mens andre ikke ville tillade den karakteristik. Her var følelserne stærke og mange. Man sluttede med at udtale, at de to synspunkter findes iblandt kirkerne, og at vi har brug for at arbejde mere med spørgsmålet i fællesskab.

Tænk, hvis det ikke fandtes!

Der rejses ofte kritik af Kirkernes Verdensråd. Nogle finder det for politisk, og at det er for megen snak og for lidt handling. Men pludselig under generalforsamlingen slog det mig: ’Tænk, hvis det ikke fandtes?’ Tænk, hvis der ikke fandtes et sted, hvor ortodokse, lutheranere, metodister, anglikanere, uafhængige afrikanske kirker, baptistkirker, pinsekirker og mange flere kunne samles for at prise Gud sammen, diskutere ligheder og forskelle, forholde os til verdens problemer sammen. Det ville være ulykkeligt. I en splittet verden er der brug for, at kirkerne søger enhed. Derfor er det også en glæde, at flere søger optagelse. Det gælder ikke mindst evangelikale og pentekostale kirker på den sydlige halvkugle.