Musikkens rolle i gudstjenesten

Ole Lundegaard:

• præst i Korskirken i Herlev
• indtil 2004 underviser i Ny Testamente, græsk, homiletik og liturgik på Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi (SALT) i København og på Baptisternes Teologiske Seminarium i Tølløse

Den afgørende faktor i en gudstjeneste er fællessangen. Man kan fejre gudstjeneste uden en prædiken, men ikke uden fællessang. For i fællessangen bliver vi ét folk foran Gud, og lovprisningen af Gud er gudstjenestens egentlige formål. Når vi synger sammen, engageres vi følelsesmæssigt, fysisk og intellektuelt i lovprisningen af Gud. Vi kan læse en lovprisning fra Salmernes Bog, men der sker noget større, når vi i fællesskab synger den samme lovprisning.

I fællessangen bliver vi ét folk foran Gud.

Musik som fødselshjælper

Musikkens rolle i gudstjenesten er primært at hjælpe os med at synge sammen. At stimulere os til at åbne vores hjerter for Gud, hjælpe os med at udtrykke vores tak i fælles sang, tillære os de sandheder, som sangene taler om.

Vi bruger også musik til andet end fællessang. De fleste menigheder begynder og slutter deres gudstjeneste med musik, nogle steder fra et orgel, andre steder en sang eller musik spillet over et anlæg. Vi kan benytte meditativ musik under en tid med bøn, eller musik kan ledsage en solo. Det er alt sammen godt. Men den altovervejende funktion for musikken i gudstjenesten er at hjælpe os til i fællessangen at blive ét i lovprisningen af Gud.

Musik som pædagog

Samtidig er melodier et pædagogisk instrument. De fleste af os husker hele livet de sange, vi lærte som små. Og de fleste mennesker husker bedre den teologi, de lærer gennem sange, end den, de lytter til i prædikenen. Derfor bør den, der tilrettelægger gudstjenesten, gøre sig meget umage med at vælge gudstjenestens sange – lige så stor umage som med prædikenen.

Få – hvis noget – udtryk for menneskelig kreativitet har så stor indflydelse på os som musik.

Musik vækker stærke følelser

Musik kan gøre os glade, hjerter bliver rørt, fødder begynder at bevæge sig. Andre sange får tårerne frem hos os. Få – hvis noget – udtryk for menneskelig kreativitet har så stor indflydelse på os som musik. Af samme årsag har nogle af kirkehistoriens store skikkelser også beskæftiget sig med musikkens rolle. Det gælder fx kirkefædrene Basilios og Augustin samt reformatorerne Luther og Calvin. De både elskede musik og advarede mod, at den tog fokus fra ordet. De advarede mod manipulerende brug af musik, hvor musikken bliver mål i sig selv.

Musiksmag skifter med tiden og forbinder os også med fortiden

Efter min mening er det bedst, når musikken i en gudstjeneste er nutidig, samtidig med at der også er et element af forbindelse til fortiden. Det nytter ikke noget – i hvert fald ikke i en frikirketradition –udelukkende at bruge gammel musik i vores gudstjenester. Som frikirker er det vores opgave at forkynde og lovprise på nutidens sprog, også det musikalske sprog. Guds ord tales til os her og nu, og det er os, der her og nu lovpriser Gud.

Men samtidig er det vigtigt, at vi også bliver mindet om, at der er nogen, der er gået forud for os, at det ikke er os, der har opfundet kristendommen. Vi står på skuldrene af en lang kristen tradition, og derfor er det klogt også at bruge fortidens musikalske sprog (såvel som lyrik). Man kan på samme måde argumentere for, at gudstjenestens musik bør bære et vist præg af verdensmusik, så vi bliver mindet om, at vi er forbundet med troende i andre kulturer – at kristendommen ikke er en dansk eller vestlig opfindelse.

Derfor lyder min anbefaling: Brug nyt, brug gammelt. Brug dansk, brug udenlandsk. Brug mange instrumenter. Og hvis du er musiker – øv dig, så din musikalske ledsagelse af sangen hjælper menigheden i dens lovprisning.

Læs også på liturgi.dk under Artikler: Gudstjenestens sang og musik