I mit hjem var kristendommen mest en traditionel ting. Jeg fik dryppet lidt vand på hovedet og blev konfirmeret, før jeg anede, hvem Jesus var, og hvad budskabet egentlig betød.
Men alligevel har jeg lige så længe, jeg kan huske, bedt en bøn hver aften. Det fik mig til at føle mig mere tryg, og helt automatisk gav det god mening i de søvnløse nætter at tro på, at der var en Gud, der kiggede ned på mig.
Trods roen ved at bede om aftenen havde jeg alligevel en stor dødsangst, og på et tidspunkt begyndte jeg at se mig mere og mere sur på Gud, fordi jeg følte mig fortabt. Jeg søgte i mange andre retninger efter sikkerhed, men fandt intet.
Vendepunktet
Efter at være startet på gymnasiet og efter en higen efter anerkendelse blev jeg efterladt af dem, jeg troede, var mine nære venner. Jeg besluttede mig for at fjerne noget af det, som skulle give mig beundring. Det betød, at håret blev raget af.
Ubevidst blev det et symbol på beslutningen om bibelsk set at vende verden ryggen og søge sandheden. Jeg tror på, at ydmygheden i det at træde tilbage og for en gangs skyld lytte til Gud har hjulpet mig meget til at få mange svar på mine spørgsmål.
Dåben indebærer både død og genfødsel til et forandret liv med Ham, som i virkeligheden er den, der ønsker os allermest.
Jesus siger: ”Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det.”[1] Det bibelvers vækker stærk genklang i mig, og det havde stor betydning for min beslutning om at blive døbt i februar i Roskilde Baptistkirke. Dåben indebærer både død og genfødsel til et forandret liv med Ham, som i virkeligheden er den, der ønsker os allermest.
Processen med at lære Gud bedre at kende er kraftigt i gang. Jeg kan stadig blive sur på Ham ind imellem, men jeg tror fast på, at jeg er døbt sammen med Ham, og Han vil rejse mig, når jeg falder.
[1] Matthæusevangeliet kap. 16, vers 25
Giv din mening til kende