Deres erfaringer er forskellige. I Sæby, hvor Bente tidligere var præst, og nu i Brovst har tilgangen bestået af én samlet gruppe fra samme kultur. I Pandrup drejer det sig om mennesker fra mange forskellige kulturer.
Nogle er blevet døbt – alle til Jesus Kristus, men ikke altid til medlemskab af den lokale menighed.
I Sæby søgte en meget stor gruppe chin’er fra Myanmar kirken, og det endte med, at de dannede egen menighed. I Brovst har der i flere år været et stort mindretal i menigheden, som er kommet fra Bhutan. For øjeblikket er der 30 medlemmer og 15 børn og unge med den baggrund, som regelmæssigt deltager i menighedens aktiviteter.
I Pandrup har det været anderledes Her søgte mennesker fra mange forskellige befolkningsgrupper kirken. En del af menigheden er meget passionerede omkring modtagelse af flygtninge, og det har betydet, at der gennem en del år er kommet mange forskellige befolkningsgrupper i kirken – både kristne og ikke kristne. De er kommet fra bl.a. Iran, Congo, Ukraine, Bhutan og Afghanistan. Pandrup Baptistkirke har i flere tilfælde været første menighed efter flugten. Derfor er der også nogle, som er blevet døbt – alle til Jesus Kristus, men ikke altid til medlemskab af den lokale menighed. Det har sammen med forskelle i kultur og tankegang givet en del udfordringer.
Positiv udfordring
Tilgangen af mennesker af anden farverig herkomst til menighederne har mest haft en positiv indvirkning. Menighederne opleves meget passionerede i arbejdet med nydanskerne. Anders fortæller: ”Nogle gange kan vi godt opleve, at næstekærlighed og hjælpsomhed blandt kristne er tradition og noget, vi kun taler om. Her er der pludselig mennesker i vores midte, som helt åbenlyst har brug for, at vi handler på troen.”
Her er der pludselig mennesker i vores midte, som helt åbenlyst har brug for, at vi handler på troen.
Modtagelsen af mennesker med en anden kultur giver også udfordringer i menigheden. Bente oplever, at det er svært at få ny-danskere til at tage ansvar for menighedens arbejde. Det er ikke, fordi man skal arbejde for at være med i menigheden, men fordi det er vigtigt, at alle medlemmer er med til at sætte rammerne for menighedens liv og hverdag. Det er svært at få etableret et ligeværdigt samarbejde. Det kan Anders nikke genkendende til. Det har været svært at få de nytilkomne engageret.
At sige farvel
Det har været godt for menigheden i Pandrup at genopdage det at sige farvel uden skuffelser. Mange flygtninge, som har begyndt deres menighedsliv i Pandrup, er rejst videre og har bosat sig andre steder. Enten fordi de er blevet flyttet fra flygtningecentrene og ud i en bolig et andet sted i landet eller selv har valgt at søge mod steder, hvor de kom tættere på landsmænd. ”Vi har måttet lære, at det er en velsignelse at så uden måske at kunne høste”, siger Anders. ”Det er en glæde at opleve, at mennesker etablerer sig på andre steder og får kontakt til andre menigheder, efter at de er begyndt hos os.” I dag opleves det mere naturligt, at mennesker, som vi har taget hånd om, vælger at bo et andet sted.
Nødvendige forandringer
Også menigheden i Brovst har kunnet ændre sig efter forholdene: ”Først blev der etableret en lektiecafé, hvor både voksne og børn kunne få hjælp til skolearbejdet. Nu er integrationen nået dertil, at skoledelen fylder mindre, og vi har i stedet oprettet ‘Snak-dansk-café’. Vi håber at få fat i dem, som endnu ikke er så gode til at tale sproget. Det ser ud til at lykkes.”
Det er svært at få etableret et ligeværdigt samarbejde.
Både Bente og Anders håber på en udvikling, så menighedernes arbejde og hverdag bliver båret mere ligeværdigt af de etnisk danske og de tilkomne. De er begge overbeviste om, at tiden er en væsentlig faktor. Tiden vil give de to grupper en større indsigt i hinandens måder at håndtere livet på, og derved kan alle bedre møde hinanden på lige fod.
Giv din mening til kende