Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Lige muligheder og lige værd

Danmarkskanon: Kønsligestilling

Lige muligheder og lige værd

Kønsligestilling er et emne, som opfattes meget forskelligt på tværs af kulturer, religioner, verdensdele, traditioner – og familier.

’Hvem passer så dine børn, mens du er væk?’ bliver jeg typisk spurgt, når jeg er med job på rejse i Afrika. Og til modtagerens undren og bestyrtelse kan jeg oplyse, at den opgave varetages fremragende af børnenes far!

I min lille familie er far altså akkurat lige så god som mor, når det handler om at drage omsorg for børn.

Lige muligheder

Kønsligestilling handler ikke nødvendigvis om, at vi skal behandles ens. Men vi skal behandles lige. Med lige muligheder. Og det er ofte her, problemerne opstår – fordi mænd og kvinder ikke har lige muligheder. Situationen ude i verden først: Mange kvinder og piger har ikke de samme muligheder som mænd og drenge – fx for at tage uddannelse, få lån i banken, bestemme over eget liv og krop. Udgangspunktet er en opfattelse af, at mænd er mere værd end kvinder; at kvinder har en bestemt plads i samfundet – typisk i hjemmet.

Kønsligestilling handler ikke nødvendigvis om, at vi skal behandles ens. Men vi skal behandles lige. Med lige muligheder.

Også i Danmark går bølgerne ofte højt i debatter om ligestilling mellem kønnene. Det er et faktum, at kvinder og mænd ikke får lige løn for det samme arbejde. Kvinder får mindre. Det er et faktum, at der er færre kvinder på topledelsesposter og bestyrelsesposter end mænd. I den politiske verden er billedet det samme; særligt i kommunalpolitik er andelen af kvinder lav.

Barselsorlov er et kapitel for sig. Kvinder tager langt størstedelen af barslen, og forslag om at øremærke barsel til mænd kan endnu ikke mønstre flertal i Folketinget. Utroligt nok har mændene endnu ikke krævet deres ret til øremærket barsel – selvom mænds barsel har åbenlyse fordele i familiemønstre og for kvinders muligheder på arbejdsmarkedet.

 Køn og kristendom

Vi taler ofte om islam som den kvindeundertrykkende religion. Om Saudi-Arabien, burka, niqab og imamer. Men køn og kristen tro hænger også uløseligt sammen. Desværre er det sjældent for det positive – i mange lande kan kvinder endnu ikke blive præster, tale i forsamlinger (ej heller i kirken), og de er i kirkelivet ’forvist’ til et kvindedepartement, som varetager sociale omsorgsopgaver eller håndarbejde. Ikke at forklejne de opgaver, men kvinder er ofte forment adgang til magtens centrum, hvor beslutninger træffes – også i kirkelige sammenhænge.

Jesus behandlede kvinder som ligeværdige. Det er et forbillede, vi må huske også i vores moderne verden.

Men verden burde se anderledes ud. Kirken burde være frontløber for ligestilling mellem kønnene. Alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor præcis lige meget værd. Mand såvel som kvinde.
Jesus var en radikal fortaler for kvinders rettigheder. Han omgav sig ofte og gerne med dem, som ingen andre ønskede. Han behandlede kvinder som ligeværdige. Det er et forbillede, vi må huske også i vores moderne verden. Jesus gjorde ikke forskel på, om han hjalp og helbredte mænd eller kvinder eller omgav sig med kvinder, der blev betragtet som ’urene’ eller var prostituerede. Jesus var radikal – nærmest rebelsk – i sin måde at behandle alle lige. Det ønsker jeg, at alle kirker ville efterleve i dag. I Det Ny Testamente og i Paulus’ breve finder vi ganske få sætninger om kvinder – fx at kvinder skal underordne sig og tie i menigheden[1]. Desværre har de få sætninger fra Paulus fået større vægt end Jesus’ konkrete handling.

Nej, mor. Drenge er bare seje på en anden måde.

Hvis præster rundt omkring i verden brugte deres taletid på prædikestolen til at understrege, at kvinder er lige så meget værd som mænd, kunne vi for alvor rykke verden. For præster og religiøse ledere er afgørende stemmer, som taler direkte til millioner af mennesker og har adgang til at forme deres holdninger og handlinger. Fx burde kvinders rettigheder, vold mod kvinder og pigers adgang til uddannelse være øverst på agendaen for kirken , hvis vi vil være ægte efterfølgere af Jesus.

 Vi er ikke ens

En dag havde jeg taget en bluse med teksten EQUAL på. Min 4-årige datter spurgte mig, hvad der stod, og jeg svarede, at piger og drenge er lige seje. Efter lidt tid i tavshed siger hun til mig: ”Nej, mor. Drenge er bare seje på en anden måde.”

Ligestilling handler ikke om, at mænd og kvinder er ens. Vi er ikke ens. Og det er helt i orden. Men vi skal have de samme muligheder for at opnå det, vi ønsker os, i tilværelsen. Det er langtfra alle steder i verden, hvor mennesker har mulighed for at opnå alt, hvad vi ønsker, i tilværelsen – men vores køn må ikke begrænse os. Lige muligheder og lige behandling for mænd og kvinder er indbegrebet af ligestilling.

Ligestilling:

  • gennemsnitlig barselsorlov i 2015 for mænd: 20,8 dage; for kvinder: 297,6 dage
  • andelen af kvindelige medlemmer af Folketinget er 37,1%
  • ved kommunalvalget i 2017 var kun 32,9% af de valgte kvinder
  • Mænd tjener i gennemsnit 13% mere end kvinder (2017)

Kilde: Danmarks Statistik

Jeg har fået to piger. Jeg håber, de vokser op med overbevisningen om, at de er lige så meget værd som drenge og mænd. At de tror på og oplever, at intet begrænses for dem på grund af deres køn – at de får lige muligheder og lige behandling. Fordi vi alle sammen har uendelig værdi; som mennesker – mænd og kvinder. 


[1]    1. Korintherbrev kap. 14, vers 34

Giv din mening til kende