Det er passende, at den synode, som Baptistkirken i Danmark holder i denne weekend, falder sammen med pinsen og markeringen af Helligåndens mirakuløse komme. For vores kirkesamfund, og ikke mindst de samtaler vi står midt i, har brug for ånden, hvis vi og de skal bære frugt.
Når mennesker fra hele baptistkirken mødes i morgen, er jeg ikke med. Ikke fordi jeg ikke synes det er vigtigt, men fordi jeg ikke kan. Fordi samtalerne er for hårde. Fordi det gør for ondt.
Jeg ved, jeg ikke er den eneste, der sidder med den mavepine. At vi er flere, der håber på en vej frem for det fællesskab, vi elsker, men som det også kan gøre rigtigt ondt, at være en del af lige nu. Flere, som samtidig bliver nødt til at passe på os selv, for ikke at slå os for hårdt.
Derfor er jeg taknemmelig for de mennesker, der tager afsted med håbet om, at det gør en forskel. Og jeg beder om, at synoden såvel som Baptistkirken må være kendetegnet ved nådige, næstekærlige og nærværende samtaler fyldt med ånd og mod.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende