Kærlighedens sande væsen

Nu burde vi feste! Din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

I lignelsen om den fortabte søn får vi på en direkte og let forståelig måde, ved de tre aktører i historien at vide, hvad kærlighedens sande væsen er. En kærlighed, der er uden betingelser, uden et ”hvordan kunne du”! Nej – blot et Velkommen hjem. Guds kærlighed og tilgivelse. Kan vi begribe, hvor stort det er? Nok ikke.

Den anden bror kan heller ikke forstå det. Han brokker sig. Nu har jeg slidt og slæbt og passet mine ting hver dag. For mig fester du ikke. Ingen fedekalv! Men din søn der… (ikke længere min bror!)
Er den ældste søns reaktion ikke et billede, som vi selv kender til? Det må de fleste af os vist erkende.
Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit, lyder det fra faderen. Hvilken gave.

Kan vi begribe lignelsens budskab om kærlighedens sande væsen og det at have del i Guds Rige? Den menneskelige logik er sat ud af kraft. Der er ikke et regnskab, der skal stemme. Måske kan vi intellektuelt forstå det, men leve efter det, næppe.

Som person, som menighed og som kirke må vi alligevel fortsat forsøge.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.