Jul i det fremmede

Vi nød at være fri for …

Vi voksne nød julen, og at december ikke var fyldt med alt for mange julearrangementer, som ofte gør julen mere stressende end glædens tid. Vi nød ærligt talt også at være fri for at købe gaver til familien og hinanden, fordi det oftest føles, som om gaverne ikke er særlig vigtige for hverken dem eller os. Herhjemme er virkeligheden jo for de fleste, at vi er så heldige, at vi ofte blot selv køber det, vi ønsker os.

Det var anderledes i Rwanda. Her var det ikke bare i juletiden, at gaver blev efterspurgt, men vi stod løbende i situationer, hvor det var naturligt at give små og store håndsrækninger. En dag var det en fattig kvinde, som bankede på døren, som fik to par brugte sko og 2 kg. ris. En anden dag håndværkeren, der kom for at reparere noget på huset, som fik et måltid mad.

På hospitalsfængsel i Kigali

Da det blev juletid, blev pakkelegen i skolen erstattet med, at børnene hver skulle medbringe en lille gave med ris og bønner til forældreløse på børnehjem. Og juleaftensdag fik jeg mulighed for at være med til at give en helt særlig gave. Sammen med kirkens kor besøgte jeg et hospitalsfængsel i Kigali, og vi frikøbte fire mennesker, som var indsatte, fordi de ikke kunne betale deres hospitalsregning. Sikke en julegave både at modtage og give.

Vores børn syntes imidlertid, at vi sprang lidt let hen over julen i Rwanda, så de glæder sig til at holde en rigtig jul i år med julepynt, bedsteforældre og gaver. Og vi glæder os også til julehygge og juletraditioner, men julen i det fremmede vil altid stå som noget helt særligt.