Støt
Du kan være med til at støtte MBCs fortsatte arbejde med jordskælvsofre ved at sende et beløb til MobilePay 330 048 eller kontonr. 3201 10042879 mærket ’Myanmar’. Gaver er fradragsberettigede efter gældende regler.
Epicentret for jordskælvene i marts 2025 lå i Sagaing- og Mandalay-regionerne i det centrale Myanmar. Omkring 4.000 mennesker mistede livet, mere end 5.000 blev såret, og hundredvis er stadig meldt savnet. Myanmar er i forvejen præget af konflikt og ustabilitet, og næsten 20 millioner ud af landets 55 millioner mennesker har nu brug for hjælp. Midt i denne tragedie rykkede Myanmar Baptist Convention (MBC) ud med nødhjælp i samarbejde med både lokale menigheder og internationale partnere – herunder Baptistkirken i Danmark.
Dansk støtte når langt ud
Baptistkirken i Danmark har dels bidraget med egne indsamlede midler og dels med cirka 1 mio. kr. fra Danish Emergency Relief Fund, som administreres af Civilsamfund i Udvikling. Støtten har finansieret mad, vand, tøj, midlertidige shelters, hygiejnesæt og kontant hjælp til familier, så de selv kan købe fornødenheder. Lederen af MBCs nødhjælpsindsats, Maung Khan Sum, fortæller: ”Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder. Mange har mistet alt, og hjælpen fra Danmark har været uvurderlig.”
Bidraget fra Danmark har været en direkte livline til mange af de mest sårbare familier i de hårdest ramte områder.
Mad, tag over hovedet og håb
Fra 20 lokale baptistkirker i området er der blevet uddelt mad, vand, tøj, presenninger, myggenet, madrasser og andre fornødenheder til tusindvis af familier. Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder. I alt er mere end 10.000 familier blevet hjulpet i perioden april til juni. MBC har arbejdet tæt sammen med andre organisationer for at identificere de mest trængende for at sikre, at hjælpen gik til de rigtige personer.
Over 3.500 familier har modtaget kontant støtte, så de selv kan købe mad og nødvendigheder.
Igen har kirken vist sit værd. De lokale kirker har fungeret som nødhjælpscentre, hvor både præster og menighedsmedlemmer har koordineret uddelingen af nødhjælpen og tilbudt samtaler og sjælesorg til de ofte traumatiserede overlevende. Maung Khan Sum fremhæver netop traumehjælpen som vigtig: ”De mange samtaler og støtte er vigtige for at give håbet tilbage, genskabe værdigheden og løfte modet hos dem, der har mistet så meget.”

Registrering af nødhjælpsmodtagere.
Samarbejde trodser forhindringer
Militæret har ofte besværliggjort hjælpearbejdet, som også har været udfordret af ødelagt infrastruktur og politiske spændinger. Da landet i forvejen er i borgerkrig, er der også sikkerhedsrisici at tage hensyn til. Alligevel er det lykkedes MBC at få hjælpen frem. I hele forløbet har der været et godt samarbejde med bl.a. Baptist World Alliance, Asia Pacific Baptist Federation, World Vision, ligesom de ungarske baptister har sendt flere nødhjælpsteams afsted til Myanmar for at assistere MBC med arbejdet.
En kærlighed, der varer ved
MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig.
MBCs indsats er mere end bare nødhjælp. Også åndelig omsorg er vigtig – udtrykt i mottoet ”From MBC with love”.[1] Når sikkerheden tillader det, er planen at åbne mobile sundhedsklinikker i landet, hvor sundhedssystemet i forvejen er i knæ efter militærkuppet i februar 2021. Mange steder er infrastrukturen ødelagt pga. borgerkrigen, og efter jordskælvet er der også et stort genopbygningsarbejde.

Uddeling af tandbørster.
Taknemligheden over støtten fra hele verden er stor. Maung Khan Sum slutter med at sige: “Jeres generøsitet bringer håb, glæde og opmuntring – og den gør det muligt for os at vidne om Kristus’ kærlighed i ord og handling og bringe håb til de mange, der lige nu oplever håbløshed.”
[1] Inspireret af 1. Korintherbrev kap. 13, vers 13
Giv din mening til kende