Johnnys åndelige vandring – så langt

Johnny Wendell, 57 år:

• født på Amager og bor nu på Bornholm
• gift med Ingerlise
• førtidspensionist efter en arbejdsulykke

Da jeg var 16 år, mødte jeg Ingerlise, som var baptistspejder. Så begyndte jeg at komme i Købnerkirkens ungdomsklub. Min familie var temmelig dysfunktionel, og ret hurtigt flyttede jeg hjem til Ingerlige og hendes familie. Vi var meget entusiastiske spejdere. Der var kun to ting i vores liv dengang, spejder og Ingerlises dans – det var i øvrigt til et afdansningsbal, vi mødte hinanden.

Vi etablerede et spejderarbejde, hvor vi nåede nogle af samfundets svageste børn og unge i en gammel slikfabrik. Vores nærmeste naboer var Hells Angels. Bedre hjælp kunne vi faktisk ikke have til det praktiske …

Jeg var døbt, men var jeg kristen?

Jeg fik arbejde ved militæret, vi flyttede til Bornholm, blev en del af Baptistkirken Bornholm og fik to børn. Hvis du havde spurgt mig på det tidspunkt, ville jeg sige, at jeg var kristen. Men egentlig var jeg det nok ikke. Jeg har været bange for at gøre folk kede af det. Folk var så søde. Det var pragtfuldt at komme i kirken. Vi snakkede meget godt med præsten Torben Andersen. Jeg bøjede hovedet, når der blev bedt, men tænkte på alt muligt andet. Jeg vidste jo, at Ingerlise troede, og vi var blevet døbt sammen. Dengang havde jeg brug for at tro. Men så gled troen i baggrunden, og har været det meget længe.

Jeg bøjede hovedet, når der blev bedt, men tænkte på alt muligt andet.

Faktisk er den først begyndt at blomstre igen i forbindelse med, at der kom en ny præst, og især efter at jeg er begyndt at komme i Gospelfællesskabet. Det er en kombination af, at min tro er blevet stærkere og samværet med de mennesker, jeg omgiver mig med til gospelgudstjeneste og gospelbrunch. Jeg har det dejligt. Jeg har fået en ro, jeg aldrig har haft før – med mig selv og mit liv.

”Hvordan har du det?”

Vi begyndte at huddle, dvs. at have åndelige og personlige samtaler en gang om måneden tre mennesker sammen. Inden jeg gjorde det, stillede jeg mig selv det spørgsmål, om jeg ville være interesseret i at åbne op for de traumer, jeg har haft i min fortid. Og jeg troede ikke, at jeg ville kunne gøre det. Jeg var ved at gøre det en gang til en brunch overfor en, jeg har kendt længe i menigheden. Og pludselig spurgte han, dybt fra hjertet: ”Hvordan har du det?” Jeg svarede: ”Det må du få at vide senere.”

Min tro er blevet stærkere. Jeg er begyndt at stole mere på folk og på mig selv.

Jeg blev chokeret – ja overrasket og bange – over at jeg havde lyst til at fortælle alt. Åbne for posen og hælde det hele ud. Jeg ville være bange for at blive totalt blottet, og det har jeg aldrig været før. Da jeg kom hjem, sagde jeg det ikke til Ingerlise. Jeg gik i flere dage og murrede. Hvad var det, der var sket? Hvorfor reagerede jeg så stærkt på, at Claus spurgte mig? Det har andre jo gjort før. Men der var mere end ord bag spørgsmålet.

Huddling blev nøglen

Efterfølgende blev jeg spurgt om at være med til huddling. Vi ville være personlige, men det ville aldrig komme videre. Jeg troede, jeg havde fået skubbet det med Claus fra mig. Men hele vejen hjem i bilen efter den første huddling, kæmpede jeg med, om jeg skulle eller ikke skulle lukke op. Gudskelov valgte jeg at lukke op.

Min tro er blevet stærkere. Jeg er begyndt at stole mere på folk og på mig selv. Det skyldes, at jeg har valgt at være åben overfor de to mennesker, jeg nu deler mit liv med. Jeg var rystende nervøs, da jeg begyndte at fortælle – især om mit komplicerede forhold til min mor, som jeg ikke havde set siden 1986.

Et eller andet sted tror jeg, at Gud greb ind, da jeg åbnede mig.

Lige siden har jeg følt mig fuldkommen tryg ved mine huddle-partnere. Når vi er sammen, skal jeg ikke foregive at være en anden, end den jeg er. Et eller andet sted tror jeg, at Gud greb ind, da jeg åbnede mig. Jeg svedte tran i bilen, og der gik flere dage, hvor jeg ikke var mig selv. Jeg tror, Gud fortalte mig, at jeg kunne stole på de to og åbne mig.

Forholdet til min mor

Efterfølgende snakkede jeg med Ingerlise. Måske var det Gud, der fik mig til at gøre op med mig selv, at jeg ikke kunne lave om på min mor. Hvis jeg ville være sammen med hende, måtte jeg acceptere hende, som hun er. Jeg genoptog kontakten med hende i 2014-15, lige før jeg begyndte at huddle.

Et eller andet sted fik jeg min mor tilbage. Det skulle være nu. Hvis hun lige pludselig var død, ville der være mange ubearbejdede ting. I dag er jeg glad for, at jeg har fået kontakt med hende igen. Jeg er blevet endnu mere glad, efter at det nu lader til, at hun er holdt op med at drikke. Mine børn føler, at de har fået en farmor. Jeg husker, at min datter var både spændt og nervøs, da hun kom første gang i vores hjem. Hun havde aldrig set hende.

Huddling

En huddle betyder en klump. Håndboldspillere huddler, når de stiller sig i en rundkreds og råber opmuntrende til hinanden. I kristen sammenhæng betyder huddling, at man står sammen, deler liv og beder for hinanden.

Jeg er begyndt at bede – have samtaler med Gud. Jeg har endnu ikke fået svar, men han rører mig. Jeg har en knugen i maven, når jeg læser bønner. Noget sker der, rent åndeligt. Der er ny grund, og jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Men jeg er på vej.