Denne weekend har givet mig anledning til at tænke over sorg. Jeg er blevet mindet om, at døden er en del af livet. Jeg har svært ved at være i det, både når det er min egen sorg, og som nu, hvor det er mennesker jeg kender, der bliver ramt.
Vi lever i et samfund, hvor sorgen skal pakkes væk. Hvor vi forventes at komme os over den, nærmest før vi har haft mulighed for at føle den. Hvor vi for alt i verden ikke må tale om den.
Men som mennesker har vi brug for at føle vores sorg, og vi har brug for andre at dele den med.
Vi er ikke bedre i kirken. Også hos os, er det svært at tale om sorgen, svært at tale med dem, vi ved sørger – og svært at sige, at vi er i sorg. Alt for ofte tyer vi til halvtomme floskler, fremfor virkeligt nærvær.
Jesus græder med de grædende, han sørger med de sørgende. Jeg er blevet mindet om, at det skal jeg også gøre.
Så min opfordring er – hvis du kender en, der er i sorg – spørg dem, hvordan de har det. Og lyt til dem, når de siger, at de ikke har det godt.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende