Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Hvorfor skabte Gud verden?

Hvorfor skabte Gud verden?

Ifølge Bibelens skabelsesberetninger skabte Gud verden og så, at 'det var godt'. Men hvorfor Gud skaber verden, står mindre klart.

Johannes Aakjær Steenbuch:

  • formand for Teologisk Forum i Baptistkirken
  • ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
  • cand.mag. i filosofi
  • tilhører Baptistkirken Bornholm

I klassisk kristen skabelsesteologi i oldkirken blev det efterhånden en udbredt tanke, at verden er skabt god ’ud af intet’ for at modtage sin tilværelse som gave fra Gud.

Gud skaber, fordi han er god!

Athanasius af Alexandria (ca. 298-373) forklarede, at Gud skabte verden simpelthen, fordi han er god. Derfor misundte han ikke noget at være til. Gud er treenig og i sig selv en relation af fuldendt godhed og kærlighed. Gud er ikke tvunget til at skabe, men fordi Gud er god, giver Gud sig til at dele ud af sin overflod.

Skaberværkets mangfoldighed vidner om, at det er skabt af en personlig Gud, forklarede Athanasius, for hvis det hele kom af et upersonligt princip, ville der ikke være nogen mangfoldighed. Der er ikke noget ‘formål’ med skabelsen, for skabelsen er i grunden sit eget formål. Hvis der er et formål med skabelsen, er det, at verden skal glæde sig over Guds godhed.

Hvis der er et formål med skabelsen, er det, at verden skal glæde sig over Guds godhed.

Skabt ud af intet

Den kristne skabelsesteologi har på mange punkter ligheder med tidligere opfattelser, der også talte om, hvordan skaberguden glædede sig over skabelsen. Det nye ved kristendommen er tanken om ‘skabelse ud af intet’. I modsætning til andre skabelsesmyter skal Gud ikke overvinde noget for at skabe, men Gud skaber simpelthen verden ud af intet, da han skaber den ved sit Ord, som vi fx hører det i de første vers i Johannes-evangeliet.

Irenæus af Lyon (ca. 130-200) forklarede det sådan, at Gud ikke havde brug for noget uden for sig selv for at kunne skabe verden. Ordet og Ånden er Guds ‘hænder’, som han bruger til at skabe verden ‘ud af intet’.

Skaberværket tager del i Gud

Da Paulus holdt sin berømte tale på Areopagos i Athen, sagde han, at vi lever, ånder og er i Gud.1 Det forstod mange tidlige teologer sådan, at skaberværket tager del i Guds virkelighed. Origenes af Alexandria (ca. 184-253) forklarede, at hvis det skabte kunne være til af egen kraft, ville det være guddommeligt på linje med Gud. Men skaberværket kan ikke undvære Gud, og det skabte kan derfor kun være til, når det hviler i Gud.

Skaberværket er forskelligt fra Gud, for det er skabt, men det tager samtidig del i alt det gode, som det modtager fra Gud. Alt er godt, såfremt det hviler i Gud.

Tilværelsen er med andre ord en gave fra Gud, som vi aldrig kan gøre til vores ejendom, men som vi hele tiden må modtage og give videre i taknemlighed.

Skabt til at tage del i Guds Ord

Også Gregor af Nyssa (ca. 335-395) forklarede, at Gud skabte mennesket, alene fordi Gud er god. Guds Ord er, forklarede Gregor, ‘livet selv’, som giver liv til alt levende. Alt skabt tager del i Guds væren, men mennesket tager i særlig grad del i Guds Ord.

Mennesket er, som det hedder i skabelsesberetningen, skabt i Guds billede.2 Det kommer til udtryk ved, at vi kan tænke og tale og relatere til hinanden. En anden måde at sige det på er måske, at vi er skabt til at fortælle med på Guds fortælling om vores liv.

At mennesket er skabt i Guds billede ligger til grund for det klassiske kristne menneskesyn, hvor ethvert menneske har uendelig og ukrænkelig værdi – ikke fordi vi har værdi i os selv, men fordi vi er skabt til at tage del i Guds kærlighed.

Ethvert menneske har uendelig og ukrænkelig værdi – ikke fordi vi har værdi i os selv, men fordi vi er skabt til at tage del i Guds kærlighed.

Håb om genoprettelse

At verden er skabt ved Guds Ord betyder, at Jesus, som jo er Guds Ord, ikke bare er en biperson i Guds fortælling. Guds Ord er med fra første færd. Verden er skabt ved det samme Guds Ord, som vil føre hele skaberværket til genoprettelse igen, skrev Athanasius. Jesus er verdens frelser, fordi verden er skabt ved ham.

Konkurrerende bevægelser hævdede i oldkirken, at verden var skabt ond. Overfor dem insisterede kristne teologer på, at verden er skabt god. Kroppens opstandelse er ikke skidt, som kristendommens kritikere hævdede, men et led i genoprettelsen af skaberværkets oprindelige godhed. Frelse handler ikke om at flygte fra verden til ‘himlen’, men om udfrielse fra dødens magt over menneskelivet.

Frelse handler ikke om at flygte fra verden til ‘himlen’, men om udfrielse fra dødens magt over menneskelivet.

Men hvor kommer det onde så fra?

Det er naturligt at spørge, hvor det onde kommer fra, hvis verden er skabt god. Kristne teologer insisterede på, at det onde ikke har nogen selvstændig eksistens, for alt, der er til, er skabt godt. Det onde må betragtes som fraværet af det gode, et brud på verdens oprindelige godhed.

Det onde opstår, fordi menneskeheden har vendt sig væk fra livets kilde. Det onde er ikke en del af Guds skaberværk, og intet menneske er skabt til at gå fortabt. De første kristne teologer afviste, at der var mennesker, der var forudbestemt til fortabelse – en opfattelse, der alligevel blev almindelig i senere teologi, herunder den protestantiske.

Det onde må betragtes som fraværet af det gode, et brud på verdens oprindelige godhed.

Hvad gik der galt?

I protestantisk teologi har det været en udbredt opfattelse, at Gud skabte de fleste mennesker til fortabelse for at demonstrere sin magt og strenghed, men ellers uden nærmere grund. Sådan et gudsbillede har givetvis bidraget til den moderne oplevelse af verden som meningsløs og uden formål.

Her er der meget at lære af oldkirkens teologer: Gud er ikke en fjern, utilregnelig magt, men kilden til alt godt, som arbejder på hele skaberværkets genoprettelse.


1 Apostlenes Gerninger kap. 17, vers 28
2 1. Mosebog kap. 1, vers 26

Giv din mening til kende