Før Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten i 1450 var det forbeholdt gejstlige og fornemme at læse de bibelske manuskripter, som regel på latin, oversat fra hebraisk og græsk. Bogtrykkerkunsten var en vigtig brik i de begivenheder, der førte til Reformationen tidligt i 1500-tallet. Siden tog det fart. Bibelen blev oversat til de enkelte modersmål, og som århundrederne gik, blev det almindeligt at eje en bibel, først en pr. hjem og i vores tid en pr. person.
Bibelens vigtighed
Bibelen er de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.
Bibelens vigtighed er åbenlys. Bibelen er ’Den hellige Skrifts kanoniske bøger’ – altså de vejledende, retningsgivende skrifter for kristen tro og praksis.
Det tog næsten 400 år for de første generationer af kristne at nå frem til den samling af skrifter, vi i dag kalder Bibelen. Den blev endeligt kanoniseret på et kirkemøde i år 393 i Hippo (i vore dages Algeriet) og stadfæstet på endnu et kirkemøde i 397 i Karthago (i vore dages Tunesien).
Senere, efter protestantismens fremkomst og de mange kirkesplittelser, der fulgte i kølvandet, kan man endda sige, at Bibelen blev mere og mere central – fordi den efterhånden blev kilde til mere og mere diskussion, ja, ligefrem kamp.
Bærer det, vi læser, frugt?
Men her skal det ikke handle om bibelsyn og kampen om, hvem der ’har ret’. Hvis vi tænker på Jesus´ lignelse om den store verdensdom[1], er det afgørende spørgsmål ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste – altså om Jesus´ forkyndelse har båret frugt i vores liv til gavn for vores næste.
Det afgørende spørgsmål er ikke bibelsyn eller dogmatik, men om vi har elsket vores næste.
Kanon
Det vigtige er, hvordan vi bruger Bibelen som vores retningsviser, når vi skal leve vores liv. ’Kanon’ betyder ’rettesnor’, ’retningsviser’. Ved siden af Bibelen udviklede den katolske kirke i middelalderen ’De kanoniske love’, som var bestemmelser om en lang række spørgsmål, som Bibelen ikke sagde noget præcist om, og som man derfor havde brug for at finde svar på. Det var spørgsmål som: Hvordan organiseres kirken? Hvordan fejres der gudstjeneste? Hvordan udnævnes biskopper? Hvordan forholder man sig i forbindelse med skilsmisse? osv. osv.
Bibelen som retningsviser
I protestantisk tradition har vi ikke sådanne nedskrevne love, men vi foretager naturligvis vurderingerne alligevel, bare på mindre formelle måder. Vi foretager dem igen og igen alt efter den tid og kontekst, vi befinder os i. Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.
Derfor er det, den ene tid finder ’bibelsk’, ikke altid det samme, som en senere tid finder ’bibelsk’.
Når vi finder vej i nye spørgsmål eller finder andre svar end dem, vi fandt tidligere, bruger vi Bibelen som retningsviser, for den er god at pejle efter. Vi bruger den ikke kun ved at finde sætninger og vers i Bibelen, der svarer på alt – for det moderne liv indeholder flere spørgsmål og dilemmaer end dem, Bibelen tager op. Vi bruger den ved at søge den ånd, der ligger bag ordene, når vi sætter os grundigt ind i den kontekst ordene hørte hjemme i og læser dem under bøn om Guds hjælp.
Ydmyghed
Vi må altid gå til Bibelen med stor ydmyghed. Bibelens skrifter har vi fået overdraget fra de første kristne, der – som nævnt – gennem flere hundrede år vejede skrifter mod hinanden og til sidst besluttede sig for de 39, vi har i Gamle Testamente, og de 27 i Ny Testamente. Det kalder på respekt og ydmyghed.
Inden vi i overmod fælder dom over det, vi læser – fordi vi mener, vi har udtømt betydningen, og der ikke er mere at snakke om – bør vi altid lytte endnu en gang i ydmyghed og med et åbent sind både til teksterne og til hinanden, når vi sammen søger at tolke og finde vej i vores tid og verden. Bibelens skrifter taler Guds ord til os, så vi sammen kan finde vej – også i nye tider. De er ikke tænkt som slagvåben, vi skal bruge mod dem, vi er uenige med.
Læs også ‘Men på hver sin måde’
[1] Matthæusevangeliet kap.25, vers 31-46
Giv din mening til kende