I søndags bød vi i Købnerkirken endnu engang et nyt medlem velkommen ind i menigheden. Hvorfor? Fordi kirken var blevet uundværlig.
Det gør mig stolt at være en del af et fællesskab, som andre finder uundværligt.
Personligt har jeg hørt hjemme i flere forskellige kirker. Men jeg har også været i kirker, hvor jeg følte mig utilstrækkelig og følte, at troen på Jesus handlede om at leve op til kirkens normer og regler. Så forstår jeg godt, at folk ikke ser det som en nødvendighed at komme i kirke. Hvem vil bruge tid på noget, som nedbryder i stedet for at opbygge?
Det vil være vildt at forestille sig, at ALLE føler sig hjemme, når de træder ind ad døren i Købnerkirken. Derfor glæder det mig også, at vi har forskellige kirker og kirkegrene, så man kan komme lige dér, hvor man føler, kirken er uundværlig.
Mit håb for den store kirke er, at vi bliver langt bedre til at anerkende, at vi er forskellige, og at troen på Jesus først og fremmest handler om kærligheden til vores næste – og vores fjende.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende