Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Forrige indlæg:
Hvilken virkelighed regner vi med?

Torsdagstanke

Hvilken virkelighed regner vi med?

Hver gang vi passerer påskemorgen, er der grund til at overveje vores svar på spørgsmålet: Hvilken virkelighed tror vi på? Hvilken virkelighed vil vi som kristne arbejde på at fremme?

I påsken i år oplever vi, at verden omkring os er af lave. Krig, lidelse og død skriver dagsordenen. Oprustning og investering i ødelæggende våben er normaltilstanden. Det sikrer freden, lyder argumentet fra politikere, generaler og præster. Og vi retter stiltiende ind.

I lørdags skrev en sognepræst: “Det virker, som om vi som kultur fuldstændigt har glemt vores kristne ophav, kristne værdisæt og dét kristne håb, der knytter sig til påskens opstandelsesberetning. Den vil sætte os fri til at leve med et nyt perspektiv på livet.”

Her dukkede påskens spørgsmål op igen: Hvilken virkelighed vil vi som kristne tjene? Hvem lytter vi til? Hvad lever vi for?

Påsken afslører ’fake news’. Det er en ’falsk nyhed’, at dét, vi normalt kalder for virkeligheden, udgør sandheden om vores fælles liv. Påsken peger på, at en ny virkelighed med liv, glæde og fred er mulig – i stedet for alt det grufulde, vi selv skaber.

Påsken forkynder, at det er dén nye virkelighed, der sejrer til sidst. Men også, at den behøver ambassadører, der vil vise, at der er gået opstandelse i blodet på os! Først da lever vi ’i påsken’. Først da tjener vi Guds nye virkelighed – allerede nu.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.

Giv din mening til kende