Anne Skare Nielsen:
- dansk fremtidsforsker, forfatter, foredragsholder og partner i Universal Futurist
- biolog og cand. scient. pol
- er sammen med Henrik Good Hovgaard aktuel med bogen: ‘Fremtidssans’
En turist tager ud i verden og møder den med nysgerrighed, mens futuristen kigger efter trends, brændpunkter, spændende opgaver, problemer og – især – gode spørgsmål.
En futurist er egentlig bare en turist med fut i.
Efterspørgsel på futurister
Siden tidernes morgen har folk vandret til oraklerne, profeterne, spåkonerne og guruerne for at høre om fremtiden. Nogle havde mere fremtidssans end andre. Som moderne orakel elsker jeg at få gode spørgsmål, der viser en oprigtig interesse for at forstå tidens trends og selv spille en aktiv rolle – at de ikke bare vil være turister, men futurister. Jeg tror, vi har glemt værdien i at tumle med et godt spørgsmål. At sætte vores egen fremtidssans i spil.
Vi har glemt værdien i at tumle med et godt spørgsmål.
Ingen udsigt uden indsigt
Oraklet fra Delphi var i tusind år verdens centrum. Hertil valfartede folk for at få svar og indsigt i fremtiden. Over templets port stod ordene: “Kend dig selv”. Kun de, der oprigtigt søgte og brugte den lange rejse til oraklet på også at kigge indad, kunne forstå budskabet. Hele sætningen lyder faktisk: “Kend dig selv, og du skal kende universet og alle guderne”.
Jeg forestiller mig, at den lange vandring har givet tid og rum til at se indad. Folk har fulgtes ad, siddet omkring lejrbålet og spurgt: ‘Hvad skal du spørge om?’ ‘Okay, fedt spørgsmål’, har de sagt til hinanden. Og 90% af værdien har garanteret været at gå med sit eget spørgsmål. Og høre de andres. Hvad oraklet så er kommet med af lirumlarum, har bare været kirsebærret på toppen.
Dit udsigtspunkt
Man stiller altid et godt spørgsmål ud fra ‘den, man er’. Det er dit udsigtspunkt, dér hvor du står i livet lige nu. Derfra ser du fremtiden. De trends, der er vigtige for uddannelsesområdet, behøver ikke være relevante for rejseselskaber, militæret eller andre brancher og vice versa. I gammel militær strategi er det den vigtige position – et højdedrag, et fort, et strategisk ståsted – man har ofret soldaters liv for at indtage. Herfra udspringer hærens magt og fordele på slagmarken.
Dit udsigtspunkt indeholder også din identitet. Om du vil det eller ej, står du altid på dit eget højdedrag. Det giver man ikke sådan lige slip på, for det afslører, hvem du (tror, du) er, og hvordan du ser verden.
Dit udsigtspunkt indeholder også din identitet.
Tag typograferne i 80erne. Jeg husker det, som om de strejkede hele min barndom. De stod overfor en ny trend i tiden: digitaliseringen. Den rev ubarmhjertigt hele deres faglighed midt over. Så vidt jeg har forstået, ville man faktisk gerne have redet med på den bølge og sluppet den gamle måde at arbejde på for at blive digitale, grafiske pionérer. Men fagbevægelsen sagde ‘Nej!’.
De spurgte ikke: ‘Hvordan griber vi fremtiden og udvikler det vi kan?’ Deres spørgsmål var: ‘Hvordan forsvarer vi fortidens faggrænser, som definerer os? Hvordan holder vi fast i dem, vi er – i vores vantage point?’ Det er ikke fremtidssans. Det er sur stædighed. Og møder man fremtiden med sur stædighed, går det sjældent godt.
Og møder man fremtiden med sur stædighed, går det sjældent godt.
At møde fremtiden
Når man møder fremtiden som en turist med et åbent: ‘Nå da, interessant’ – og et godt spørgsmål som fx ‘Gad vide, om det smager godt?’ – øver man sig i at se magien i det nye og erkende, at irritation er et budskab om, at tiden er løbet fra én, og så bliver verden utrolig meget mere åben og spændende. Så kan man sætte fut i sin turist.
Alt kan lade sig gøre
Den periode, vi lever i, er præget af, at alt er blevet kastet op i luften, og boldene venter på at blive grebet. Egoisterne, narcissisterne og stratenrøverne har haft frit spil i lang tid. Nu længes vi efter fællesskab, samhørighed, næstekærlighed, fordybelse, det lokale og nære. Trends som digitalisering sætter os netop fri til at kunne fokusere på det.
En hel kommune i Holland har fx droppet de fysiske kontorer og transformeret kommunen fra at være en bygning til at være et fællesskab. De spurgte sig selv: ‘Skal vi bruge vores sparsomme budget på et kedeligt byggeri? Eller skal vi gøre os selv til antropologer, der kan være overalt i kommunen – understøttet af digitale redskaber?’ De gjorde det sidste til stor glæde for borgerne.
Så … hvem ønsker vi at være?
Hvem har verden brug for, at vi er? Jeg skal hilse og sige fra fremtiden, at den ikke ønsker sig flere optimister eller pessimister. Ej heller flere analyser eller debatter, der graver rundt i, hvem der har skylden for hvilke problemer.
Den vil derimod rigtig gerne have dig. Med alt det gode, du kommer med, og din tro på, at vi kan løfte hinanden. Som turister og opdagelsesrejsende skal vi igen kunne søge efter de gode spørgsmål, der rykker os og udvikler os. Så vi kan bruge fremtidssansen til at finde en ny og bedre vej. Hvad det så end er … – se det er et godt spørgsmål.
Giv din mening til kende