Hvad ville Jesus have gjort?

Lyt til artiklen her:

Der tales om forsoning mellem mennesker. Der tales om at lade noget bag sig, at tilgive og komme videre. Forsoning og tilgivelse forudsætter viljen til at mødes og at møde hinanden. Det handler ikke om møder i traditionel kristen forstand, men om at møde hinanden – den, du mærker din uforsonlighed i forhold til – for at mærke det uforløste og stå ved det både i dig selv og den anden i konflikten. At møde hinanden på kontaktgrænsen, der hvor følelser og liv er mærkbare og transparente. Der, hvor sårbarhed er den ærlighed og vilje til hinanden, som åbner muligheden for dialog. Et møde mellem mennesker, hvis intention er at lytte for at høre, hvad der siges, i modsætning til at bruge tiden, mens den anden taler, til at forberede sit eget indlæg.

Tilgivelse er ikke at glemme

Jeg har været ude af fællesskabet i en del år og kender derfor ikke til det, der har skabt uenighed, konflikt og afstand mellem mennesker og måske menigheder. Tidligere har det været mellem de gamle og traditionelle menigheder og de, der ville mere. Begge har ønsket, at der skulle ske noget. Det ene syn forenet i ’sådan plejer vi’ og det andet i ’vi vil mere’. Og menighedsfællesskaber, såvel som venskaber, er blevet brudt op. Mennesker og menigheder er ladt tilbage. Samtalen forstummede, og man vidste, hvad de andre tænkte og mente. Og hvis – lad mig kalde det søndagsskole-opfattelsen – af tilgivelse er den fremherskende mellem os, så tror vi stadigvæk, at tilgivelse er at glemme. Men vi glemmer ikke. Vi husker. Og smerten forsvinder ikke.

Hvad ville Jesus have gjort? En væsentlig detalje i hans møde med mennesker er hans ord: ”Gør det ikke igen!” Tilgivelse er ikke at glemme, men at to er enige om, at uenigheden ikke skal hindre eller ødelægge relationen. Den samtale kræver vilje fra to parter.  Det møde og den samtale er baggrund for sand og ærlig genstart.