Flertallet af mennesker, vi møder i dag, mener ikke noget andet end os. De mener slet ikke noget. De har aldrig valgt eller taget stilling til noget som helst. Hvor mennesker tidligere overvejede, om de mente det kristne budskab var sandt eller falsk, så tænker mennesker i dag, om det har en nytteværdi – eller ‘hvad er der i det for mig?’
Det var en grænseoverskridende tanke, at frelsen og det evige liv sammen med Guds store kærlighed til sin skabning er komplet uforståelige tanker for mange mennesker – og hvordan skulle vi kristne dog kunne ‘sælge’ vores Herre på en form for nytteværdi?
Erkendelsen kom efterhånden
Det var måske den samme situation, som vores Herre stod i, da han skulle prædike Guds rige på jorden for 2000 år siden. Jesus talte meget om Gud, og det skal vi også gøre, men han samlede også folk omkring sig, han helbredte deres sygdomme, og han var nærværende i den enkeltes liv.
Kampen om at ’frelse sjæle’ drejer sig i vores tid ikke så meget om andre religioner eller menneskesyn, men mere om at bekæmpe egoisme og holdningsløshed, dels fordi det drejer sig om den enkeltes frelse, og dels fordi sådanne holdninger ofte giver stor ensomhed og smerte i livet. Så Ordet skal formidles også gennem handling.
Vores mission skal være at åbne vores menigheder for mennesker, som har brug for et meningsfyldt fællesskab, støtte og hjælp. Hvis vi formår det, og tålmodigt lader troen komme bagefter, når vi mennesket i dag, og så forandrer vi verden.
Giv din mening til kende