Hva’ skal vi med Ånden?

Bornholms Baptistmenighed blev stiftet i 1848. Menigheden voksede i alle årene indtil 1920´erne, hvor den var størst med 786 medlemmer, 128 døbte på ét år og 1.051 deltagere i børne- og ungdomsarbejdet. I alt deltog op imod 2.000 personer i menighedens aktiviteter. Menigheden havde ni kirker og mødesale fordelt over hele øen og drev et intensivt vækkelses- og missionsarbejde, både ud fra egne lokaler og via teltkampagner. To præster, seks faste lægprædikanter, 71 søndagsskolelærere, ungdomsledere, sangkor og hornorkester havde fuld fart på.

Siden 1925 er antallet af medlemmer faldet jævnt til nu at udgøre omkring 195 medlemmer. Af ejendomme er blot kirkebygningen i Rønne og samlingspunktet Holsterodde tilbage. Alt andet er solgt.

’Helligånden giver splid’

Hvad skete der i ’20’erne på Bornholm? Der fortælles om en krise i menigheden, som angiveligt havde baggrund i, at et medlem blev grebet af den karismatiske bevægelse, mens hans bror ikke var interesseret i ‘dette med Helligånden’. En af følgerne var, at menigheden blev delt i to. I begyndelsen fortsatte den nye menighed med at låne Baptistkirken til sine gudstjenester, men da der opstod stridigheder, fordi menighederne beskyldte hinanden for at stjæle medlemmer fra hinanden, flyttede den nye menighed til andre lokaler.

Menighedens tilbagegang ligner nok mange andre menigheders udvikling de seneste årtier.

I tiden efter dette hed det sig i baptistmenigheden, at ‘man skal passe på med det der med Helligånd. For det giver splid og ballade i familierne og menigheden’. Uanset om dette er en af årsagerne til tilbagegangen, er status, at alle nulevende medlemmer af menigheden er vokset op med indtrykket af, at uanset hvad vi gør, bliver vi færre og færre medlemmer. Og det kræver vel ikke nogen stor psykologisk indsigt at konkludere, hvad dette dystre budskab gør ved den enkelte og ved fællesskabet?

Menighedens tilbagegang ligner nok mange andre menigheders udvikling de seneste årtier. Færre og færre mennesker ønsker at forpligte og engagere sig i et kristent fællesskab og missionsarbejde. Og årsagerne er mange. Men lad mig stille et spørgsmål: Som baptister lægger vi vægt på Guds Ord. Med god grund. Men har vi forsømt at tage Paulus´ ord til os, at det ”ikke er bogstaven, men Ånden som gør levende”^[1]?

Helligånden er ikke en selvfølge

Jesus betonede i dagene op til sin bortgang, at han måtte lide og dø for, at Guds Ånd kan komme til os alle: ”For går jeg ikke bort, vil Talsmanden ikke komme til jer; men når jeg går herfra, vil jeg sende ham til jer.”^[2]  I sin menneskelige skikkelse var Jesus tilsyneladende begrænset af, at han kun kunne give Helligånden til dem, han personligt stod overfor. For at Guds løfter, om at Han ville udgyde Ånden over alle mennesker, kunne fyldestgøres, måtte Jesus forlade dem.

Men Helligånden skal bydes velkommen af den enkelte for at tage bolig hos denne person.

Ifølge Ny Testamente er Helligånden den del af den treenige Gud, der tager bolig i det enkelte menneske, når det tager imod Jesus Kristus som sin personlige frelser og Herre. Det er Helligånden, som bringer os Guds kraft, Guds tale ind i vores personlige liv, Guds nådegaver, indsigt, kundskab, visdom og ikke mindst kærlighed. Det er Helligånden, som lærer os at bede og at læse Ordet i den betydning, som Gud ønsker, det skal have i vores personlige liv.

Men Helligånden er ikke en selvfølge i vores liv. Han skal bydes velkommen af den enkelte for at tage bolig hos denne person. Og ikke siden hen begrænses i sin gerning eller sendes bort af personen på grund af forbehold.

Har vi af misforstået hensyn til fred i vores forsamlinger sagt nej til det vigtigste, som Gud har skænket enhver troende, for at vi kan leve det liv fuldt ud, som Han har planlagt for os? Har vi i vores iver efter at holde kirken ’ren’ hældt barnet ud med badevandet? – Med ønsket om Helligåndens rige nærvær og velsignelse over alle troende.

¹ 2 Korintherbrev kap. 3, vers 6
² Johannes-evangeliet kap. 16, vers 7