For nogle år siden var jeg til en begravelse, og nogle få ord fra præstens mindetale klinger stadig så dybt i mig, at jeg gerne vil dele dem i min Torsdagstanke.
Den afdøde var tidligere frugtavler, og blot en uges tid før sin død, havde han på et menighedsmøde fortalt en historie om dengang han som ung havde sået afgrøder på et forpagtet stykke jord. Han havde naturligvis passet og plejet jorden og afgrøderne, det bedste han havde lært, men lige inden høsten blev jorden solgt til en anden, og han fik således ikke selv del i udbyttet.
Dengang ærgrede han sig, men på menighedsmødet var hans opfordring, at vi som kirker ikke skal være bange for at så, selvom vi ikke nødvendigvis selv får udbytte af høsten.
Vi skal tjene villigt med det, vi har og kan, uden en bagtanke om, hvad vi mon selv kan få ud af det. Vi skal så i glæde, og glæde os over dem, der i høsten får glæde af vores arbejde.
Den opfordring er hermed givet videre!
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende