Hjælpen forpligter

I efteråret havde Baptistkirken i Danmark besøg af Jean Jacques Masabo, der er formand for Burundis Baptistkirke, UEBB. Han deltog på Diakonhøjskolens internationale kursus i Aarhus, men havde også enkelte besøg i menigheder og deltog i Landskonference 2 i Vejle.

Inden Jean Jacques vendte tilbage til Burundi sidst i november, fik jeg en god samtale med ham og fik lejlighed til at stille en række spørgsmål om hans oplevelser, indtryk og drømme for fremtiden.

For Jean Jacques har det været fantastisk at opleve en så forskellige kultur i forhold til hans egen. Han har sat stor pris på at blive modtaget med åbne arme alle de steder, han har været. Som nogle af de største forskelle eller oplevelser fremhæver han den ærlighed, han oplevede. Folk siger, hvad de mener, som oftest på en direkte men kærlig/respektfuld måde. Selvom Jean Jacques ind i mellem laver mad til familien, er han dog alligevel overrasket over det samarbejde, der er i familierne om alle de huslige opgaver, og om hvordan børnene ofte deltager på lige fod i det. Ligeværdigheden i familierne er noget af det, han har taget til sig, og som han mener, burundere kan lære noget af.

Kursus på Diakonhøjskolen

Hovedformålet med opholdet i Danmark var deltagelse i kurset på Diakonhøjskolen. Deltagerne blev præsenteret for en række konkrete arbejdsværktøjer og emner, der vil hjælpe ham i hans fremtidige arbejde. Men særligt fremhæver han undervisningen om civilsamfundets rolle for udviklingen af landet. Og ikke mindst kirkens rolle og mulighed for at ændre ting til det bedre, bl.a. til at advokere for de udsatte. Jean Jacques fortæller, at i Burundi går de fleste politikere i kirke, så det er oplagt at tage dialogen i kirkerne om samfundsrelevante problemer. På den måde kan kirkerne også påtage sig samfundsansvar (for fattige og udsatte mennesker) og være en vigtig civilsamfundsaktør. ”Kirkerne er jo lige dér, hvor ingen andre når ud!” siger Jean Jacques.

Et andet vigtigt aspekt for opholdet på Diakonhøjskolen var samværet, fællesskab og den interkulturelle udveksling. ”Jeg har fået venner for livet!” Både blandt de andre deltagere og ikke mindst blandt de mange danskere, han også mødte. Og mange har lovet, at de vil komme og besøge ham i Afrika! På højskolen var alle flinke til at hjælpe hinanden – også med for ham nye ting, såsom betjening af opvaskemaskine og vaskemaskine. Fornødenheder han ikke kendte til fra Burundi.

”Kirkerne er jo lige dér, hvor ingen andre når ud!”

Indtryk fra opholdet

Af andre ting, som Jean Jacques tager med sig hjem til Burundi, er den ærlighed, han oplever. Danmark er et samfund uden korruption og generelt tigges der ikke, hverken på gaden eller i andre sammenhænge. De fleste af dem, han har mødt, er både arbejdsomme og meget passionerede i det, de laver. Det er en værdi for mange. Konkret nævner han også den åbenhed, han har oplevet. ”Folk viste mig rundt i hele deres hus. I Burundi er det kutyme kun at være i opholdsstuen.” Dén åbenhed har tydeligvis gjort indtryk på Jean Jacques.

Men der er også et par hjertesuk.

I Burundi har man en mere kollektiv kultur. Her bor flere generationer sammen – især på gårdene ude på landet, men også i byerne. I byerne er der også tradition for, at man har et eller flere børn boende fra familie, der måske ikke har råd til at forsørge dem. Han finder det mærkeligt, at vi ikke passer bedre på vores gamle. At placere ældre på plejehjem uden daglig kontakt til børn, børnebørn og oldebørn er for Jean Jacques meget fremmedartet, og man kan se, at han næsten får ondt i hjertet på vegne af de ældre.

Jean Jeaques sammen med Hanna og Jakob Vagner i Roskilde Baptistkirke.

Jean Jacques nåede at besøge en del kirker under sit ophold. ”Der er lidt for mange ældre og for få unge til stede. Nogle steder ser kirken døende ud, så der er brug for en fornyelse af kirketraditionen i Danmark.” I Burundi har den katolske kirke vendt deres tilbagegang ved at ændre på gudstjenestens indhold. Ind er kommet mere korsang og rytmisk musik og ud er røget traditionel salmesang – med det resultat at der nu kommer flere til messer og gudstjenester.

Af de gode eksempler, han også har oplevet i Danmark, fremhæver han kirker, som formår at tiltrække unge. Kirker med et socialt engagement – og så gospelmusikken som et stærkt værktøj til at tiltrække folk. Danskerne går utroligt meget op i sundhed, så hvorfor ikke lavet et fitnesscenter med gospelmusik, der vil lede til et positivt syn på kirken, spørger han.

Nu kender jeg jer meget bedre!

Opholdet har helt sikkert været med til at forbedre partnerskabet mellem vores to kirkesamfund og skabt en bedre forståelse for BaptistKirkens ofte rigide krav til projekter og afrapportering. Jean Jacques har fået en bedre forståelse for nødvendigheden af, hvad han kalder ’at være striks på en ærlig måde’ i håndteringen af betroede midler.  ”Jeg kan se, at de midler, vi i Burundi bliver velsignet med, ikke kommer uden hårdt arbejde og passion for at hjælpe os i Burundi. Det forpligter.”

Vision for fremtiden

Opholdet i Danmark har givet ham mod på fortsat at arbejde for sin kirke og sit land, og han har mange idéer og visioner for fremtiden.

Hans vision er at se alle baptistkirker i Burundi som omdrejningspunkt for åndelig vækst og som kraftcentre for udvikling i samfundet. For at det kan ske, må præster fortsat uddannes. Mænd, kvinder og unge skal involveres og tage ansvar lokalt og i kirkesamfundet. Forvalterskab er også centralt i hans vision, både når det gælder økonomi, men også i forhold til involvering i ledelse af kirken. Kirken skal understøtte en kultur af at gøre tingene godt til Guds ære og selv tage ansvar for egen, for udsattes, for kirkens og for landets udvikling. Det kommer ikke af sig selv, og det ved Jean Jacques godt. Men med ny viden og erkendelser fra opholdet i Danmark, et godt partnerskab i ryggen og Guds Ånd til at vejlede, er fundamentet på plads.