Stort set alle menigheder har udfordringer med at få frivillige nok til det, de gerne vil – og skal – gøre.
”Hvervningstrappen” var en øjenåbner for flere. (Se den i Ries præsentation.) At det er spild af tid at prøve at få fremmede for kirken til at blive frivillige. Der er mere fornuft i at prikke dem, vi har relationer til, på skulderen, og spørge om de kan hjælpe med en enkel opgave. Så er der nogle få, der melder sig selv. ”Engager dem hurtigt. Vent ikke til der er tid på et menighedsrådsmøde om et halvt år, for så er de videre,” var Ries råd.
Og her er døren på hvervningstrappen – mellem den eksterne hvervning og den interne. Det første interne trappetrin er den engagerede frivillige, som er villig til at skifte ’hat’, når bare der er en attraktiv kultur i kirken. Hvis man opmuntrer hinanden og har det sjovt. Så er der den motiverede frivillige og den frivillige med ejerskab – og det var nok sådan nogle, der sad i salen i Apostolsk Kirke i Vejle hele denne lørdag.
Forstå det jeg mener
Rie havde også et vigtigt budskab om kommunikation. ”Gå ikke ud fra, at den anden er lige som dig. Kommunikation er først succesfuld, når modtageren har forstået budskabet, sådan som afsenderen har ment det.” Det siger noget om, hvor galt det kan gå, hvis vi kun kommunikerer med sms og Facebook.
Så er der motivationstyperne, den ambitiøse ’arbejdshest’, ’idealisten’, som har et kald og vil kæmpe for at gøre en forskel, ’forhandleren’, der gerne vil have noget på CV’et, ’relationisten’, som kommer for fællesskabets skyld og endelig ’udviklingssøgeren’, som udfordrer sig selv og gerne vil have ros. Alle fem er gode at have i en ledelse af en kirke.
Væk fra ”plejer”
Tre af deltagerne var fra Hjørring, Mette Worm, 25 år, uddannet i erhvervsøkonomi og psykologi, aktiv spejder lokalt og i BBU på landsplan, bl.a. i SHIP og i landsledelsen. Ole Kragh, 56 år, uddannet mekaniker, virksomhedsleder i automobilbranchen og afgående menighedsrådsformand. Og Elisabeth Andersen, aktiv amerikaner og med i menighedsrådet.
Alle tre var begejstrede for formiddagens program.
Mette fortæller, at hendes motivation for at være aktiv i ungdomsarbejdet både nationalt og lokalt er at tage ansvar og muligheden for at gøre en forskel. For hende er det vigtigt, at man går væk fra ”plejer” og ”det har vi prøvet”.
”Hvis det er sådan i en menighed, gider de unge det ikke”, siger hun.
Brug for at der er styr på det
Ole er mest til planlægning og strategi. Han ser helt forkert ud i hovedet, da jeg spørger ham efter foredraget, om han vil snakke med mig. Det er tydeligt, at det ville han gerne have vidst på forhånd. Han har brug for at vide, ”hvor vi er på vej hen og hvordan vi kommer derhen”.
Netop denne dag glæder han sig over, at det er lykkedes at få fyldt menighedsrådet med kompetente folk til valget søndag. Han kender godt til besværet med at få dækket ledige opgaver.
”Når ingen melder sig frivilligt, må vi tænke anderledes. Vores værge for kirken stoppede efter mange gode år, og der var ingen til at tage over.
Nu har vi vendt det hele på hovedet. Vi har lavet et praktisk team i stedet for og skaffet en kommunikationsplatform. Så indkaldte vi til en arbejdsdag og beskrev, hvad der skulle laves. Der var ingen tilmelding. 25 mennesker dukkede op, godt båret af den burmesiske del af menigheden. Det var nytænkning hos os,” fortæller han.
Plads til det spontane
Mette synes, at det er godt at turde starte noget nyt, ”Og bare gøre det, uden at vi har styr på det hele. Der skal være plads til det spontane. Ellers dræber vi initiativet.”
Sådan startede onsdagsspisning i Hjørring. En kvinde fik ideen. Det krævede ingen yderligere planlægning. 25-35 personer dukker op og så foregår der noget andet bagefter. Det sker spontant og er ikke med i halvårskalenderen. Det kan være i en begrænset periode, ”og vi har ikke noget krav om, at det skal fortsætte. Det kører så lang tid, som der er motivation, glæde og fællesskab,” forklarer Ole.
En menighed under forvandling
De fortæller også, at Hjørring er en menighed under forvandling. Den ældre gruppe, der har styret menigheden, har ikke længere det afgørende ord. ”Men hvis vi skal have de unge under 25 til gudstjeneste søndag formiddag kl. 10 – så skal det være med mad…”
Der er seks unge i menigheden, foruden en del burmesere, som trækker aldersgennemsnittet ned til knap 54 år.
Ole har yderligere en god idé med hjem: ”BBU tænker i ’alternativ valuta’ som belønning af frivillige. Ikke penge, men hvad vi kan se, at vi kan understøtte de enkelte med. Uddannelse, tilbud, mad og hygge. Vi skal være skarpere på at se, hvad den enkelte kan få glæde af.”
Elisabeth Andersen supplerer: ”Jeg kan nu se, at der ikke er noget galt i at spørge om konkrete, kortvarige opgaver. Jeg har aldrig tænkt på den der trappestige.”
Se præsentationen, som Rie Skårhøj brugte, her.
Læs også “Hvordan får vi flere frivillige?”
Giv din mening til kende