Igennem det seneste år har mange spurgt mig om, hvordan jeg har det med at være gået på efterløn. Og hver gang har jeg sandfærdigt svaret: ”Jeg har det godt, det føles helt rigtigt.”
Men – og ja, der er et men – med den nye frihed følger også en forpligtelse til selv at fylde dagen med et jævnt og muntert virke, en forpligtelse til at vælge.
Gennem de 35 år, jeg har arbejdet som baptistpræst, har jeg hele tiden haft mange gode meningsfulde gøremål: Noget af det fik jeg gjort godt, noget fik jeg gjort halvt, og noget forsømte jeg. Der var et tydeligt dagligt kald på min tid og min opmærksomhed. Nogle dage var travle, nogle dage var stille, men jeg var aldrig i tvivl om, hvad jeg skulle tage fat på: Der var nok at gøre, jeg var forpligtet af kald, kontrakt og menighedens forventninger.
Der var et tydeligt dagligt kald på min tid og min opmærksomhed.
Jeg er en fri fugl nu, og dog er jeg ikke fri. Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-1778) skriver: ”Mennesket er født frit, og overalt er det dog i lænker”. Vi er som mennesker bundet af hinanden, af kroppens begrænsninger og af de økonomiske og sociale vilkår, vi har.
Livet drives ikke fremad af lyst alene. Der er heldigvis stadigvæk noget, der hedder pligt – også for en efterlønsmodtager.
Som fri kristen hengiver jeg mig til den gode pligt, det daglige kald, der lyder fra livet omkring mig – fra familien, fra naboerne og fra forskellige menigheder. Det er der meget frihed i!
Vi lever og ånder og tjener hinanden. Ikke for at opnå frelse; men fordi vi allerede har opnået frelse gennem Jesus Kristus.
Paulus skriver: ”Kære venner, I blev udvalgt til et liv i frihed. Men I må ikke bruge friheden som påskud for at leve, som det passer jer. I stedet skal I være som slaver og hjælpe hinanden. Hele Guds lov kan jo sammenfattes i ét bud: Du skal elske andre på samme måde, som du elsker dig selv.”[1]
[1] Galaterbrevet kap. 5, vers 13-15.
Giv din mening til kende