Fredsfyrster?

Det er som om, en ny trend breder sig. Der er prestige i at skabe fred, og der er nærmest kø for at
få lov til at forhandle og mægle. Der er konflikter nok at tage af, men mest kamp om at afslutte de
mest pressedækkede af slagsen. Det er naturligvis godt, at mennesker og nationer vil påtage sig
ansvar og medvirke til at afslutte meningsløse krige, men jeg sidder hele tiden med en lille følelse
af, at der forventes noget til gengæld.
Der er kun én fredsskaber, som jeg har fuld tillid til. Som jeg tror på ønsker og arbejder på freden
uden bagtanker om penge, adgang til råstoffer, magt, nobelpriser eller ære. Og det er ham, Esajas
skriver om:

For et barn er født os,
en søn er givet os,
og herredømmet skal ligge
på hans skuldre.
Man skal kalde ham
Underfuld Rådgiver,
Vældig Gud,
Evigheds Fader,
Freds Fyrste.
(Esajas 9,5)

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.