Fred og håb

I mandags fejrede vi Danmarks befrielse, 80 år efter Danmark blev sat fri af 2. verdenskrig. Vi blev mindet om, at vi lever i et frit land med fred, men alligevel fylder uroen så ufatteligt meget.

Jeg har altid været håbefuld, ja nærmest fyldt op af håb for verden og mine medmennesker. Nogle vil kalde mig naiv. Men uroen fylder også i mig. Den trækker mig væk fra mit billede om, at vi vil hinandens bedste.

I weekenden var jeg i svømmehallen. Der var nogle unge drenge, som opførte sig, som drenge nu gør; de sprang over i køen og tog rutsjebanen til fare for sig selv og andre. Min kone påtalte over for dem, at de skulle opføre sig ordentligt, men de fortsatte. Da drengene kom forbi os igen, ville jeg skælde ud, men min kone mødte dem med overskud og med fred. De vidste godt, de havde gjort noget forkert, og sagde undskyld. De havde ikke brug for skæld ud. De havde brug for at blive mødt i øjenhøjde.

Det kan virke mærkeligt at kæde en så banal episode sammen med fred og håb, men lige dér var håbet der igen for mig. Håbet om, at vi kan gøre en forskel i andre mennesker, når vi møder dem med fred. Møder dem i en samtale frem for diktering. Møder dem med åbne arme frem for våben.

Dette er udtryk for skribentens egen holdning.