Forsoning er en proces

Henrik Holmgaard:

• Leder af Studiecenter for Menighedsbaseret Teologi
• theol. og ph.d.-studerende ved International Baptist Study Centre (IBTS) og Vrije Universiteit, Amsterdam
• Tidligere præst i Bethelkirken, Aalborg

Ikke desto mindre findes der en kraft, som gør genopretning af brudte relationer mulig. Forsoning er centrum i Jesus’ budskab om Guds rige, og løftet er, at det nedbrudte, opbrugte og misbrugte kan forvandles. Den anglikanske teolog, Russ Parker, skriver om det: “Det er ofte blevet sagt, at helbredelse ikke er en begivenhed, men en bevægelse. Det er fordi, at kristen helbredelse ikke primært er et fysisk under eller en mental genoprejsning, hvor overraskende det end kan være. Det er ultimativt en genforening og udvikling af relationen med Gud, med andre, med os selv og med verden og det samfund, hvori vi lever.”

Tilgivelse kan være utrolig svært

Det kan føles helt umuligt, at tilgivelse er noget, vi som ‘krænkede’ skal give til ‘krænkeren’. Længslen efter retfærdighed, hævn eller bare helt at glemme kan være stærkere. De gode nyheder er, at tilgivelse og forsoning ikke begynder med en opgave eller et ansvar hos mennesket. Tilgivelse og forsoning er først og fremmest Guds gave til os. Det skrev Paulus om til menigheden i Korinth: “Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus og gav os forligelsens tjeneste.”^[1]

Længslen efter retfærdighed, hævn eller bare helt at glemme kan være stærkere.

Forsoning er både kirkens budskab og opgave, fordi vidnesbyrdet om forsoning skaber troen på, at Gud genopretter. Kristen forsoning begynder altid ved korset og fortsætter ind i de liv, vi lever, og de relationer, vi har. Forsoning handler ikke om at bagatellisere en krænkelse eller søge nemme løsninger på svære konflikter.

Forsoningens byggeklodser

Russ Parker beskriver i bogen ’Healing Wounded History’ de centrale elementer i forsoning, som her er gengivet i forkortet udgave:

• Det begynder med ihukommelse

Forsoning begynder ikke med, at vi enes og kommer videre. Vores historier skal fortælles, rummes og accepteres – og ikke trivialiseres eller ignoreres. Ihukommelse afmaskerer mørket, der hvor vi har levet i fornægtelse af, hvad vi og andre har pådraget hinanden.

• Ihukommelse fører til sorg over det, som er sket

Sorg er lidelsens sprog, og det appellerer til barmhjertighed. Udfordringen er, at vi lever i en kultur, som har glemt, hvordan man sørger, og som ønsker at komme hurtigt videre og ikke vise svaghed.

• Sorgen leder os til bekendelse

At tage ejerskab og ansvar for vores handlinger er ikke kun at sige undskyld. Det kan være svært, fordi vi skal bære konsekvensen af vores handling.

• Bekendelse er vejen til omvendelse

Bekendelse leder til omvendelse og en beslutning om at forandre den retning, vores liv har taget, og vende os bort fra de gamle mønstre, som krænker både andre og os selv.

• Omvendelse åbner for at modtage tilgivelse

Tilgivelse er en handling, hvor vi giver slip på det, som vi har imod hinanden. Tilgivelse handler ikke om at glemme eller fornægte, men at se det, som er sket, i lyset af nåden. At blive benådet forudsætter, at vi anerkender, at vi er skyldige.

Gud er den første, som tilgiver, og venter ikke med at tilbyde os forsoning, indtil vi har omvendt os. Det er tilbuddet og invitationen, som kalder os til at vende om og tage imod. 

Læs også artiklen: “Forsoning og tilgivelse i medierne”.

^[1] 2. Korinther-brev kap. 5, vers 17f.