Lyt til artiklen:
Åbn lyd i nyt vindueFokus var på forandringsledelse, bibelbrug og baptisters opfattelse af frelse igennem tiden.
Altså til dels praktiske tilgange til det at være præst. Og det var helsebringende og befriende at være sammen om disse emner.
Desværre var der en del af kirkesamfundets præster, der på forhånd havde meldt ud, at de ikke magtede eller havde lyst til at være en del af fællesskabet. Det skyldes givetvis, at det de seneste år har været et meget splittet præstefællesskab, og det har været svært for nogle at være en del af. Og for andre har det ikke givet mening. Det er trist. Men dette års præstekonvent var anderledes. Der var ikke fokus på vores forskelle, men en lyst til at være sammen, tale sammen, bede sammen, synge sammen, læse i Bibelen sammen. Vores forskelle er der selvfølgelig stadig. Men det var ikke dem, der var vigtige. Og skuldrene sænkedes.

Maria Bjørsted fra Vrå og Lars Midtgaard fra Bethelkirken i Aalborg i samtale over kaffen (Foto: Lone Møller-Hansen)
Tak for BaptistKirken
Det var befriende den første eftermiddag at stifte bekendtskab med Carsten Lind fra Vineyard. Han er konsulent i forandringsledelse, og førte os erfarent igennem de første samtaler, som blandt andet handlede om, hvordan vi har det med konflikter. Kan vi leve på kanten af kaos uden at gå i panik? Kan vi overleve, når vi bliver ”beskudt”. Kan vi tænke klart under pres? Er vi i stand til at se tingene fra den andens perspektiv? Og så havde han en sætning, som bed sig fast: ”Byd angsten velkommen. Gør den til din ven.” Det er vi nok mange, der har brug for at lære, hvordan man gør…
Men det var især hans hjertelige hilsen til os præster, der varmede. Han lagde vægt på, at han havde en stor kærlighed til BaptistKirken, virkelig gerne ville hjælpe os og sagde: ”Alle vi andre frikirker står jo på jeres skuldre. Det er vigtigt, at I kommer igennem den krise, I er i.”
Sådan en mand helt udefra, der ser værdien i vores kirkesamfund. Det var stort.
Kærlighed til Biblen
Andendagen blev brugt sammen med Bent Bjerring-Nielsen fra Apostolsk Kirke. Han kendte flere af deltagerne, fordi han har undervist dem på SALT, Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi, som lukkede for 15 år siden (virkelig?).
Han er nu ansat i missionsorganisationen Areopagos.
Han underviste ud fra sin bog ”Indblæst af Gud” om bibelbrug. Årsagen til vores uenigheder i BaptistKirken og baptistkirkerne er ikke nødvendigvis vores bibelsyn, men vores bibelbrug. Hvad gør vi med det, vi læser? Og hvordan forholder vi os til dem, der får noget andet ud af det end os?
Bent Bjerring-Nielsen slog fast, at vi skal sige nej til fundamentalismen:
”Vi skal genfinde kærligheden til Bibelen. Alt for ofte bliver vores bibellæsning til pligt, glædesløs, fantasiløs og åndløs.
”Det er også en udfordring, at rigtig mange – især unge – ikke længere læser i Biblen. Det er bevist, at man husker bedst det, man læser på papir i stedet for på en skærm,” kunne han fortælle.
Han slog til lyd for en ”generøs ortodoksi”, hvor vi erkender, at vi ikke forstår det hele og derfor ikke kan gøre os til dommere over hinandens forståelse af de bibelske sandheder. Men at vi kan være nysgerrige på, hvad den anden har forstået.
Læs Biblen sammen
Han talte om den ”anden naivitet”. Den første naivitet er sikkert det, vi kalder barnetro. Men selvom vi har læst mere i Biblen og fået nye indsigter, skal vi stadig være åbne for at læse og forstå med et åbent sind. Så Helligånden kan tale til os og give os nye, måske endda banale, indsigter.
Endelig opfordrede han til, at vi revitaliserer vores menigheder som et sted, hvor vi sammen fortolker skriften. At vi ikke overlader det til en eventuel præst, men at det er vores allesammens gave og opgave. Især os, der hylder det almene præstedømme – at vi alle er en form for præster.

Johannes Aakjær Steenbuch i samtale med Anne-Marie Winther fra Brande. Bente Højriis fra Brovst i baggrunden (Foto: Lone Møller-Hansen.
Baptister og frelse
Torsdag, sidste dag, kom Johannes Steenbuch, medlem af BaptistKirkens Teologisk Forum. Han er filosof med speciale i tidlig kristendom – og et utroligt vidende menneske.
Han beskrev de mange forskellige opfattelser af frelse, der har været baptisternes igennem de sidste 500 år. Nogle af de tidlige europæiske baptister mente, at Gud havde frelst alle de udvalgte på forhånd, man kunne hverken gøre fra eller til. Andre mente, at man skal være medarbejder på sin frelse. Internationalt har baptisterne været delt i generalbaptister, der har ment, at frelsen tilbydes alle. Det afgørende er, om man modtager frelsen. Og partikulærbaptisterne, der mente, at kun nogle var udvalgt til frelse. Så var der dem, der mente, at Missionsbefalingen i Matthæusevangeliet var opfyldt af apostlene, så det angik ikke os. Først i 1800-tallet opstod missionstanken – og at troen var et resultat af Helligånden og en genfødsel i det enkelte menneske. Men stadig Guds værk. I 1900-tallet opstod splittelsen med pinsevækkelsen og her slog førende baptister på, at det ikke kom an på personlige erfaringer. Det er Jesu død og opstandelse, der frelser. Ikke vores tro.
I de seneste årtier har fokus været på Guds rige og troens liv, mere end hvordan man bliver frelst.
Johannes’ konklusion var, at vores kirkesamfund altid har rummet alle de forskellige teologier, der findes i frikirkedanmark.
15 ud af 37
Der er 37 ansatte præster i BaptistKirken – heraf er ca. en tredjedel præster i en af vores menigheder med en anden etnisk baggrund end dansk.
Vi var 15 baptistpræster, der mødtes til dette års præstekonvent fra 9.-11. september i Højby på Sjællands Odde. Sambuh Langle var den nye i ”klassen” og den eneste med en anden etnisk baggrund. Og han er præst i Odense Baptistmenighed. Der var desværre ingen repræsentation fra alle vores andre etniske menigheder.
På det møde undervejs, som peger fremad, blev der lagt vægt på den gensidige omsorg. Hanne Kiel og Lone Møller-Hansen sidder som præsternes repræsentanter i Personaleudvalget. Og Bodil Højbak Møller, Christian Sofussen og Ulrick Refsager Dam står for programmet til næste præstekonvent, der bliver 12.-14. marts 2026. Torsdag aften til lørdag, så de deltidsansatte har større chance for at deltage.

Deltagerne – fra venstre. Bodil Højbak Møller (generalsekretær), Bente Højris Pedersen (Brovst), Anne-Marie Winther (Brande), Bagerst: Christian Sofussen (Østhimmerland), Forrest: Lone Møller-Hansen (Bornholm), Hanne Kiel (magasinet baptist.dk), Ole Lundegaard (Herlev), Bagerst: Ulrick Refsager Dam (Holbæk), Forrest: Sambuh Langle (Odense), Lars Midtgaard (Bethelkirken, Aalborg), Anders Hyldgaard (Hjørring), Rune Funch (Lyngby), Christian Bylund (Tølløse), Gert Bjørsted (Vrå) – Maria Bjørsted (Vrå) var fraværende, da billedet blev taget (Foto: Johannes Aakjær Steenbuch)
Giv din mening til kende