Jonas Norgaard Mortensen er fra 1. august 2018 ansat i to år som udviklingskonsulent for BaptistKirken og skal samarbejde med AEBR i Rwanda og UEBB i Burundi. Jonas har tidligere besøgt og arbejdet i Rwanda og Burundi en måned sammen med sin familie, så de er bekendte med både landene og BaptistKirkens partnere og projekter.
Hanne og jeg er som ægteskab et økumenisk eksperiment af frikirkelig karismatik og folkekirkelig tradition.
Mine bedsteforældre på begge sider var frikirkepræster i Apostolsk Kirke og er slægtshistorien om de store vækkelsesbevægelser i Danmark i 1800-tallet. Som en ”Mortensen” blev jeg derfor født ind i og voksede op som “apostoler” af navn, slægt og gavn. Det var en stærk identitet, et stærkt værdisæt og et stærkt fællesskab. På godt og ondt.
Hannes familie er folkekirkeligt forankret i den midtjyske hede og muld, hvor bondekulturen, missionshuset, Indre Mission og KFUM&KFUK er søjler i kulturen, troen og dagligdagen.
Det slog gnister
Det slog ikke bare gnister i kærligheden, men også kulturen og kirkeligheden, da vi fandt hinanden. Vi blev udfordret og tvunget til både at forstå og forsvare vores eget, men endnu vigtigere at forstå og lære af den anden. Af det andet og de andre.
Vi har været ansat i Danmission, et folkekirkeligt missionsselskab, og arbejdet i Cairo under ”Det Arabiske Forår”.
Jonas og Hanne
Vores familieliv og møde med andre kulturer og religioner i både ind- og udland er også blevet en trosrejse. Hvem er Gud, hvem er jeg og hvad er livet? Svaret har ændret sig og ændrer sig stadig.
Det har været en spændende rejse. Vores tro er blevet mindre autoritær og mere autentisk. Mindre indoktrineret og mere integreret. Mindre kontant og mere kærlig. Mindre fordomsfyldt og mere fredfyldt.
Hanne og jeg måtte bygge bro mellem kulturelle og kirkelige forskelle. Vi fik en stærk relation, en styrke og enhed i forskellighed.
Personalismen
Den røde tråd i mit liv er udviklingen af mennesker, organisationer og samfund ud fra det nordiske eller klassiske kristne livs- og menneskesyn.
Det er den værdikamp, der har drevet mig i livet som både foreningsfrivillig, virksomhedsleder, forfatter, foredragsholder og kristen. Jeg er et passioneret menneske.
Jeg fandt ord for det menneskesyn i personalisme og har forsøgt at formidle det i forskellige bøger. En af mine forbilleder, baptisten Martin Luther King, skrev afhandling om personalisme i Boston og tog værdierne om menneskers værdighed, relationer og engagement fra skrivebordet i biblioteket i Boston og ud til slaget i borgerrettighedsbevægelsen. Jeg har været på studietur i Boston, siddet i dét bibliotek og stået med hans afhandling i hånden. Det inspirerer mig dybt.
Det Arabiske Forår
Under det arabiske forår var Mellemøsten en krudttønde. Det kan Rwanda og Burundi også være, men det afskrækker os ikke.
Familien i byen i Mellemøsten
Midt under revolutionen var der voldsomme kampe i Cairo og jeg kan huske, at vores mellemste datter, Selma, i al sin uskyld, sagde “mor, nu skyder de igen fyrværkeri af”. Det var meget voldsomme og historiske begivenheder; folket satte deres liv på spil for at vælte et autokratisk regime og kæmpe for frihed, rettigheder og demokrati. Alt det, vi hylder, holder taler om og opsætter som målsætning i vores udviklingspapirer.
Det Arabiske Forår blev historisk og revolutionerne ændrede meget af vores arbejde i Egypten, Libanon og Syrien fra udvikling i stabile autokratiske regimer til nødhjælpsarbejde i revolutions- og krigshærgede lande.
Livet og alle sanserne var som forstærkede og fortryllede de år. Det er lige så dragende og meningsfyldt, når man er i det, som det er skræmmende og uforståeligt, når man er på afstand.
Religiøse ”analfabeter”
I de år lykkedes det os for eksempel at få Udenrigsministeriet og DANIDA til at anerkende styrken i trosbaseret og kirkeforankret udviklingsarbejde, demokratisering samt freds- og forsoningsdialog. Det var vigtigt – og det var på høje tid. Danmark er sekulariseret og mange danskere er efterhånden religiøse ’analfabeter’, men i de fleste udviklingslande betyder tro og kirke alt for fred, udvikling og demokrati.
Lige siden vores år i Mellemøsten har vi drømt om at bringe den viden og erfaring mere i spil igen og dirigere vores liv, kald og værdier mod dét meningsfulde arbejde.
Giv din mening til kende