Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske

Nekrolog

Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske

Lars Bo Jensen satte uudslettelige aftryk i andres liv. Som musiker, der skabte glæde og fællesskab. Som menneske, der elskede og var elsket af alle

Åbn lyd i nyt vindue

Lars Bo Jensen blev født 3. marts 1952. Han døde den 16. august 2024. Sognepræst Poul Joachim Stender forestod Lars Bos bisættelse fra Kirke Saaby Kirke torsdag den 29. august 2024.

Prædikenen

Poul Joachim Stender prædikede ved Lars Bo Jensens bisættelse den 29. august 2024 i Kirke Saaby kirke. Du kan hente prædikenen her  (PDF-fil).

Musikken begyndte i Roskilde

Lars Bo var et musisk menneske. Han voksede op i København og var barn i Kristuskirken på Nørrebro. Teenageårene levede han i Roskilde og i Roskilde Baptistkirke. Selv om han boede i Albertslund hos sine forældre, tog han flere gange om ugen til Roskilde. Her havde han en fætter og to kusiner, som var med i kirkens børne- og ungdomskor under ledelse af Karin Wang Markussen. Lars Bo blev pianist, og i koret fik han lov til at udfolde sine musikalske evner. Det var også i Roskilde, han fandt sine første musikalske venner og etablerede et orkester, som spillede datidens ungdomsmusik. Dette orkester blev også tilknyttet kirkens børne- og ungdomskor.

”Med glädje ska jag bära ett glatt och positivt minne av honom.” (citat fra Facebook)

De gode år

I forbindelse med sit HF-studie flyttede Lars Bo til Roskilde. Han flyttede ind hos os, og blev et medlem af vores familie: Den fjerde bror til vores tre drenge. Lars Bo og Karin havde et meget tæt samarbejde om musikken i BaptistKirken og de mange ting, der skete de år. I samarbejde med DBUF (Danske Baptisters Ungdoms Forbund, red.) og Gunnar Kristensen (generalsekretær i BaptistKirken, red.), arrangerede vi en ungdomsuge, som sluttede med en Gospel Night i kirken, hvor Lars Bo og hans orkester spillede den fedeste musik.

Lars Bo var også med i arbejdet blandt narkomanerne i Roskilde, hvor vi etablerede “Svinehuset”, et værested for Roskildes unge. Samtidig blev det et musikalsk frirum for Lars Bo og hans musikalske venner fra byen.

I 1976 var Lars Bo med til at starte Holsterodde-lejren på Bornholm. På Musikstævnerne i 1980’erne var han det musikalske omdrejningspunkt. Lars Bo har skrevet melodier til flere af Søren P. Grarups salmer.

Musikken var ikke begrænset til kirken: Lars Bo var også med til at danne et band, som spillede til firmafester mm. I flere år var de fast orkester til DSB’s julefrokoster!

”Han gjorde avtryck! Sörjer med er.” (citat fra Facebook)

Musikstudier

Lars Bo fortsatte sin musikalske udvikling, og i 1975 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han læste til Almen Musikpædagog. Uddannelsen brugte han senere som musiklærer på Højskolen i Tølløse og lærer på en privatskole i Roskilde. En stilling som musik- og ungdomspræst i Kristuskirken i København blev det også til.

Organist og kirkemusiker

Det var som organist i Roskilde og Lyngby Baptistkirke, at Lars Bos interesse for kirkemusikken blev vakt, og han uddannede sig til organist på Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde. Nu var vejen banet for at arbejde som organist i folkekirken, og han havde flere vikariater i folkekirkerne omkring Roskilde.

”Lars Bo har verkligen betytt mycket för många.” (citat fra Facebook)

Lars Bo søgte og fik en ledig deltidsstilling i folkekirken i Jyllinge. I begyndelsen til stor glæde for ham selv, men senere også til stor glæde for menigheden og præsterne. Alle satte utrolig stor pris på Lars Bo som musiker og som menneske.

Salmer af Søren P. Grarup med melodi af Lars Bo Jensen

Du finder salmerne på www.spgrarup.dk:
Klik på “Salmer”
Under “Hvor Jord og Himmel Mødes” finder du følgende med melodi af Lars Bo:

  • Der er så mørkt i graven
  • Gud dækker op til livets fest med glæde (en af Lars Bos flotteste melodier!)
  • Guds hænder skabte jorden.
  • Halleluja! Pris Herrens trofasthed.
  • Syng Jesu pris, du vide jord.

Under “Andre nye salmer” er der:

  • Guds rige vil bestå til alle tider.
  • Thekruset.

Et elsket menneske

Han var elsket af de mennesker, han færdedes blandt. Det så vi i forbindelse med bisættelsen, hvor flere end 20 medlemmer og tidligere præster var mødt frem fra Jyllinge Kirke. To af kirkens tidligere præster udtrykte deres uforbeholdne anerkendelse af Lars Bo som menneske og som organist og musiker. Lars Bo magtede at spille både til gudstjenester og til kirkens fester. Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske. I sin tid som organist komponerede han blandt andet overstemme til mange salmer og præ- og postludier.

Lars Bo var et stort og oprigtigt menneske, som man hyggede sig med. Flere har udtrykt: “Vi kommer til at savne Lars´ smittende latter.”

Den sidste tid

Desværre blev Lars tiltagende døv, og derfor lukkede han sig inde i sine sidste leveår. Men alle os, der har kendt Lars Bo Jensen, vil sige tak for alt det, du gav os. Og tak for alt det, der lever videre – din fantastiske musik, som vi heldigvis har lov at bruge.

Ære være Lars Bo Jensens minde.

 


Klik på billedet og hent pdf-fil med node og tekst til “En regnvejrsaften”

En anekdote

Mens artiklen blev til skrev jeg sammen med Povl Erik om melodier, Lars Bo havde skrevet til Søren P. Grarups tekster. En aften dukkede der en mail fra Povl Erik op i indbakken med denne tekst:

“Karin og jeg snakkede om sange, hvor Lars Bo har medvirket. Vi snakkede om at begynde ved begyndelsen. ‘En regnvejrsaften’ med tekst af Søren og melodi af Karin.
Den blev til en sen aften på Rolighedsvej i Roskilde, hvor Lars Bo stod ved vores gadedør, totalt gennemblødt og modløs og trist. På vej fra Albertslund til Roskilde gik hans knallert i stykker, midtvejs, og han måtte gå gennem regnen resten af vejen.
Lars Bo fortæller om hændelsen: Modløs og trist. Men i fællesskabet med de unge i koret finder han, midt i modløsheden, trøst og håb. Søren sætter sig denne aften og skriver teksten, og Karin får inspiration til melodien.”

Henrik Andersen
Webredaktør

 

5 kommentarer til "Et musikalsk geni og et hjertevarmt menneske"

Mette Sørensen

En meget kær ven, en MEGA dygtig musiker – som fortjener hvert eneste ord. Hvor har han lært mig meget. De kærligste tanker ❤️🙏🏼GOD BLESS🙏🏼

29. september 2024 kl. 09:01
ib bermann schmidt

Jeg havde fornøjelsen midt/sidst i 70`erne ifm. den den såkaldte “samnisering” (et begreb, der opstod ifm. de københavnske baptistkirkers samarbejde, bl.a. via musikweekends, at spille med Lars Bo! Jeg har da også en lille anekdote, jeg gerne vil bidrage med. Mit første møde blev et “ikke møde”, idet Lars Bo efter en gudstjeneste eller lignende i Kristuskirken efterfølgende forsvandt ud af bagdøren! Jeg undrede mig over, hvem denne organist var (det har været i 1973/74, tror jeg), for midt i afsyngningen af en salme holdt han pludselig inde…og der stod menigheden ladt alene tilbage, troede jeg. Det viste sig sig ikke at være tilfældet, for man fortsatte ufortrødent, som om det ikke var noget særligt! Jeg fik ikke hilst på ham, som sagt, og næste søndag spurgte jeg Gunnar Kristensen, min præst i Broholmkirken om, hvem denne organist kunne tænkes at være. Gunnar lo, og sagde: “Det kan kun ha` været Lars Bo, for det er den slags, kun han kan finde på”! En kæmpe opgave, som Povl Erik ikke lige fik nævnt, i sin flotte og velskrevne nekrolog her, var, at Lars Bo, vel nærmest som en gestus ifm. udgivelsen af den nye salmebog for baptister, indspillede samtlige salmer og sange med samtlige vers på bånd, og som sidenhen er lagt ud på nettet til fri afbenyttelse. Det er der i dag, hvor der savnes organister i vore kirker, en hel del, der benytter sig af. Æret være Lars Bo`s minde!

29. september 2024 kl. 02:33
Tony Wang Markussen

Han fortjener hvert et ord og de gode minder vil for altid stå helt klart for mig. Tak for alt Lars Bo

27. september 2024 kl. 18:58
Hans Peter Wetlesen

Æret være Lars Bo Jensen’s minde

27. september 2024 kl. 08:33
Hans Peter Wetlesen

Tak for disse stærke minder

27. september 2024 kl. 08:31

Giv din mening til kende