Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Er Jesus virkelig Gud?

Er Jesus virkelig Gud?

En undersøgelse blandt amerikanske evangelikale viser at 65% af dem mener, at Jesus er ”den første og største skabning skabt af Gud”, mens hele 30% eksplicit afviser, at Jesus skulle være Gud, selvom han var en stor morallærer.

Det står grelt til med trosopfattelserne blandt amerikanske kristne, hvis man skal tro en undersøgelse fra Ligonier Ministries.[1] Ifølge undersøgelsen mener 65% af amerikanske evangelikale, at Jesus er ”den første og største skabning skabt af Gud”, mens hele 30% eksplicit afviser, at Jesus skulle være Gud, selvom han var en stor morallærer. Begge udsagn strider mod klassisk treenighedslære. Selvom netop evangelikale typisk anses for at være teologisk konservative, befinder flertallet sig altså uden for klassisk ortodoksi.

Hvad danske kirkegængere mener om den slags teologiske spørgsmål er det sværere at få hold på

Hvad danske kirkegængere mener om den slags teologiske spørgsmål er det sværere at få hold på, men mon ikke mange i hvert fald er usikre på, hvordan man bør forstå klassiske teologiske læresætninger? Det tyder noget på. Således kan man fx falde over danske kirkelige hjemmesider, der beskriver treenigheden som bestående af Gud, Jesus og Helligånden, selvom klassisk treenighedslære beskriver Gud som Fader, Søn og Helligånd.

Men hvad vil det egentlig sige, at Gud er tre og dog én? Ikke sjældent er svaret, at det er et paradoks, der strider mod fornuften, men som vi må tro uden nærmere forklaring. Kritikere, fx Jehovas vidner, hævder ofte, at Gud ifølge treenighedslæren er tre personer og én person på samme tid. Og det ville da også være paradoksalt. Men det er en misforståelse. Ifølge klassisk treenighedslære er Gud tre personer med ét fælles guddommeligt væsen. Der er intet paradoks, ingen selvmodsigelse eller fornuftsstridighed.

Treenighedslæren er tværtimod et forsøg på at sætte begreb på evangeliet. Evangeliet er nemlig, at Gud selv er kommet os til undsætning ved at blive menneske i Jesus, dø og opstå for os. Sådan var tankegangen hos de kristne teologer, der i det fjerde århundrede forsvarede den nikænske trosbekendelse, som er den mest udbredte og anerkendte trosbekendelse i kristne kirkesamfund verden over. At Gud er tre guddommelige personer med et fælles væsen, er i grunden ikke mere paradoksalt, end at menneskeheden består af en mangfoldighed af personer med et fælles menneskeligt væsen.

Evangeliet er nemlig, at Gud selv er kommet os til undsætning ved at blive menneske i Jesus, dø og opstå for os.

Treenigheden er måske nok et ’mysterium’, men den blev ikke opfattet som fornuftsstridig af de teologer, der formulerede treenighedslæren. Først i senmiddelalderen blev det efterhånden en udbredt tanke, at treenighedslæren er paradoksal og derfor kun kan tros, ikke forstås. Det gjaldt fx den engelske teolog William af Ockham, hvis teologi på mange punkter blev videreført i protestantismen, hvor et skarpt skel mellem tro og fornuft blev almindeligt.

Efterhånden blev treenighedslæren opfattet som spekulativ teologi uden betydning for troen i praksis. Såkaldt liberalteologi interesserede sig mere for moral, end for teologiske læresætninger. Måske er det den opfattelse, der går igen hos de evangelikale, der mener, at Jesus blot er en stor morallærer. I dele af de karismatiske kirkesamfund, fx den såkaldte Word of Faith-bevægelse, lyder påstanden til gengæld, at alle er Guds børn ligesom Jesus, og at vi derfor kan udrette mirakler, hvis bare vi tror på os selv.

Teologer som Karl Barth har i det tyvende århundrede ellers forsøgt at pege på, hvor vigtig treenighedslæren er, men det synes ikke rigtigt at være trængt igennem udenfor den akademiske teologi. Men hvis vi i dag skal kunne fæstne rødder i klassisk kristendom, er vi også nødt til at tage klassisk teologi seriøst. Jeg kan derfor kun anbefale at give sig tid til at studere de gamle teologer. Vejen frem er også at gå tilbage til kilderne.


[1]     Se ”Survey warns about “widespread confusion” on basic theological issues among US evangelicals” på  https://evangelicalfocus.com/world/7940/survey-warns-about-widespread-confusion-on-basic-theological-issues-among-us-evangelicals

Giv din mening til kende