I lørdags var jeg til temadag om baptistisk identitet i Odense. Helt ærligt så gad jeg ikke afsted. Jeg kunne komme i tanke om 1000 andre ting, jeg hellere ville bruge en smuk forårslørdag på end at sidde indenfor og diskutere nogle ærligt talt ret usexede forslag til en ny fortale til Baptistkirkens vedtægter.
Hvorfor er det baptister bliver ved med at ville snakke om identitet? Det slog mig, at måske er det netop kernen i det at være baptist. At det er noget vi bliver nødt til hele tiden at tale med hinanden om, dele vores forståelse af og lytte til de andres mening om.
For vi er ikke enige – og det er måske en stor del af pointen.
Jeg er glad for at være en del af en kirke, hvor det hele ikke er givet på forhånd. Hvor troen ikke er en fasttømret størrelse, der ikke er til diskussion. Men hvor vi respekterer hinandens perspektiver nok til at vide, at vi ikke kan være kirke uden at give plads til hinanden – også dem vi ikke forstår.
For det er når vi holder op med at tale sammen, at vi holder op med at være kirke sammen – og måske også holder op med at være baptister?
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende