En sort torsdag

”Hvem er iklædt sort i dag?” Sådan lød spørgsmålet, da vi netop havde sat os i møderummet i Kirkens hus i Oslo, hvor dette års møde i Nordic Faith & Order skulle til at finde sted. Det viste sig at være ”Thursdays in Black”, så var man klædt i sort, måtte man stille op til fællesfoto for i dagens anledning at protestere mod kønsrelateret vold og overgreb.

Konceptet stammer fra Kirkernes Verdensråd, men det har vist ikke rigtigt slået igennem herhjemme. At vi i Danmark kun i ringe grad interesserer os for, hvad der i det hele taget kommer fra den økumeniske bevægelse, kom til udtryk ved, at vi i år kun var to repræsentanter til mødet i Nordic Faith & Order.
Svenskerne og nordmændene var til gengæld stærkt repræsenterede med over 10 deltagere hver. Ud over de lutherske var der både katolikker, ortodokse, kvækere, baptister og metodister.

Kristi kærlighed fører verden til forsoning

Blandt de faste deltagere ved møderne i Nordic Faith & Order er brasilianske Odair Pedrose Mateus, der er formand for Faith & Order. Odair fortalte om arbejdet med at organisere det kommende møde i Kirkernes Verdensråd i Karlsruhe i 2021, hvor flere tusinde forventes at deltage. Temaet for mødet bliver, hvordan Kristi kærlighed kan føre verden til forsoning. Der er et ”urgent need for a counter cultural way of being Christian”^[1], understregede Odair.

Efter dagens møde stod den på tapas og danskvand hos Oslos biskop, Kari Veiteberg, der fortalte om arbejdet med hjemløse i Oslo, der af mange opleves som en lukket og uvenlig by. Netop forsvaret for de marginaliserede, svage og underprivilegerede står i centrum for det økumeniske arbejde.

Populisme?

For tiden diskuteres det i den økumeniske bevægelse, hvad man skal stille op med politisk polarisering, ”populisme” og nationalisme. De liberale principper tages som en selvfølge i den økumeniske bevægelse. De, der ønsker at begrænse indvandring, er til gengæld allierede med ”mørke, onde kræfter”, hvis jeg forstod en oplægsholder ret. Lidt tilsvarende, at nogle stadig benægter klimaforandringerne, benægtes det i dele af den økumeniske bevægelse, at der overhovedet kan være negative følger af indvandringen.

Dog blev der på mødet lagt vægt på, at vi er nødt til at lytte til dem, der udtrykker indvandringskritiske synspunkter, for vi må jo erkende, at der også blandt kirkernes menige medlemmer er en frygt for konsekvenserne af indvandringen. Men det blev hurtigt klart, at det netop var “frygten”, vi skulle forholde os til, snarere end politiske argumenter. Det var simpelthen en sag for psykologer at finde ud af årsagen til frygten, hørte vi.

Jeg tror imidlertid, at der skal mere til. Hvis vi vil undgå polarisering, er det nødvendigt med en ligeværdig samtale, hvor vi faktisk lytter til hinandens argumenter i stedet for at afskrive nogle som ”populister”.

Har den økumeniske bevægelse en fremtid?

Den manglende evne til at forholde sig til politiske synspunkter, som ikke er på linje med de liberale principper, der gælder i den økumeniske bevægelse, rejser spørgsmålet, om den økumeniske bevægelse har en fremtid, når den er så ude af trit med den politiske virkelighed?

Problemet er måske, at den økumeniske bevægelse har sejret sig ihjel. Igennem det tyvende århundrede har man gang på gang oplevet at stå på den rette side mod fx nazisme, racisme og apartheid. Men gør dét, at man nu tager det som en selvfølge, at man har ret, mens de andre tager fejl, kunne man spørge?

Kristus i centrum

Der er ingen tvivl om, at de gode intentioner er funderet i en oprigtig kristentro. Det blev tydeligt ved de andagter og bønner, der som en selvfølge rammede dagene ind. Kristus er den røde tråd, og derfor er den økumeniske bevægelse for mig at se stadig relevant.

Det blev flere gange fremhævet, hvor vigtigt det er at stå sammen om at forkynde Kristus i en vesteuropæisk virkelighed, der bliver stadig mere sekulariseret. Her er kirkernes enhed om fx nadveren måske ikke så afgørende, som den har været.

Vi er gået fra det, som en deltager kaldte en tilstand af kristen splittelse til kristen ”bio-diversitet”. Mange oplever ikke længere mangfoldigheden af kirkesamfund som et problem. Spørgsmålet bliver så, hvad det overhovedet er for en enhed, kirkerne skal efterstræbe?

For mig at se er der stadig brug for den økumeniske bevægelse, for vi er nødt til at mødes og lære af hinanden på tværs af kirkesamfundene. Kun på den måde kan vi hver især reflektere over, hvad det vil sige at forkynde evangeliet i dag.

^[1] ”Der er et påtrængende behov for en mod-kulturel måde at være kristen på.”