En overvældende afsked

Lyt til artiklen her:

Der var kun ståpladser tilbage, mens 200 var bænket ved smukt dækkede borde i Korskirken i Herlev i søndags. Det var Ole Lundegaards afskedsgudstjeneste, og hvilken en af slagsen. Vokalgruppen sang nærmest himmelsk. Den ledes af Rune Funch, som nu er præst i både Korskirken og Lyngby Baptistkirke. Ole havde valgt gedigne salmer og lovsange med dybde. Og så holdt han en virkelig god prædiken – som I vil få uddrag af senere i denne artikel.

Ole har altid en pointe – som lytteren husker! (Foto: Peter Toldam)

Ole Lundegaard har som præst haft en enestående evne til at favne alle generationer. Han elsker at fortælle historier og lege med i Børnekirken. Når han har haft et halvt års sabbat som ny pensionist, har han lovet at vende tilbage til Børnekirken.

Kvalitetsstempel

Spejderne takkede for hans engagement og deltagelse i mange spejderlejre. Og Peter Toldam berettede om, hvordan Ole har siddet på sygehuset og våget, når der ikke var familie til en døende. Ole har virkelig været vellidt. Ikke kun som prædikant og sjælesørger, men også som underviser, musiker og salmedigter.

Ole har tjent Baptistkirken i Danmark igennem 45 år. Generalsekretær Bodil Højbak Møller, der også har været Oles kollega i Korskirken, talte bl.a. om hans betydning for BaptistKirken, hvor han har været en skattet nytestamentelig lærer på Baptisternes Teologiske Seminarium og senere SALT.

”Ole burde få et stempel: ”OL”. Hvis vores teologiske dokumenter havde dét stempel, var de godkendt. Men du ville jo aldrig bruge det, så det har jeg ikke fået lavet,” sagde hun med et smil.

Og det fulgte meget godt op på Oles prædiken på denne hans sidste søndag som – ansat – præst.

Der er i Korskirken en god tradition for, at tidligere præster bliver ulønnede hjælpepræster!

Ydmyghed

Ole talte netop om ydmyghed i sin prædiken over teksten om Jesus, der siger, at vi skal blive som børn for at komme ind i Guds rige (Markusevangeliet, kapitel 10, vers 13-16). Han sagde bl.a.

Vokalensemblet deltog underledelse af Rune Funch (Foto: Peter Toldam)

”Jesus taler om, at vi skal ydmyge os og blive som børn. At ydmyge sig har for mange mennesker en tvivlsom klang, fordi vi har set for mange eksempler på falsk ydmyghed måske i litteratur eller film eller i virkeligheden. Eller skal vi være ærlige – kender vi det måske også fra os selv?

Hvad vil det sige at være ydmyg? I hvilken forstand er barnet ydmygt? Vi skal jo have fat på det, for det handler om Riget! Ydmyghed hedder på latin humilitas, som har noget at gøre med ordet humus, der betyder ”jord”. At være ydmyg er at være ”af jorden”, at være ”som jorden”. Jorden må modtage regn og sol for at noget kan gro i den. I sig selv er jorden ikke i stand til at producere. Der må væde og lys til. At være ydmyg er altså at være modtagelig. Det danske ord ”ydmyg” indeholder en dimension mere, nemlig det ”myge”, altså det bøjelige, det formbare.

Det stemmer godt med barnet! Det første, et barn gør, er at modtage. Det modtager livet, luften i lungerne, mælken fra mor, kærlighedsblikket fra far og mor. Kærlige hænder, der plejer det. Det er det, et barn er: En modtager.

Det vigtigste

Er det dét, Jesus har i tanke for os voksne, stolte, præstationsorienterede med alle vores egne agendaer? At vi skal huske, at vi først og fremmest skal modtage det, Gud rækker os. At vi skal lade os forme af Gud. Dét er det vigtigste. Det er måske dét, Johannes Døber forstod, da han sagde om Jesus og ham selv: ”Han skal blive større og jeg blive mindre.”

Der var smukt dækket op til 200 i Korskirken (Foto: Peter Toldam)

På mit kontor hænger en bøn, som hører til mine daglige bønner. Jeg læste den engang i en bog af den skotske jesuitterpræst Gerard Hughes. Den lyder sådan: ”Gud, lad hele mit væsen være rettet mod dig, så du kan være kærlighedens og barmhjertighedens Gud for mig og gennem mig.”

Modtagelighed

Den bøn vender rigtigt! Ja, vi har et kald til at tjene vores næste. Vi er Guds hænder og fødder i skaberværket. Men for at vi kan være det på den rette måde, må vi begynde med at lade Guds kærlighed og barmhjertighed forme os. Vi skal lade Gud kaste væde og sende lys til den humus, vi er. Og når Gud bliver kærlighedens og barmhjertighedens Gud for os, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os til gavn for mennesker og skaberværk.

Dukken Nicolas bidrog også denne søndag (Foto: Peter Toldam)

Det største ved mennesket er ikke vores evne til at yde, men vores modtagelighed. Det nyfødte barn rækker ikke hænderne ud for at give, men for at modtage. Vores vigtigste egenskab er vores åbenhed. Som netop dét gælder i forhold til andre mennesker, sådan gælder det ikke mindre i forhold til Gud.

Det vigtigste i livet er ikke det, vi – i vores præstationsiver – når, men det, der når os: Vores kæres kærlighed og omsorg, venners støtte og opmuntring – Guds nærvær. Og vi kan ikke give andre noget mere kostbart end det.

Tager vi imod?

Når det ind til os? Tager vi imod, at Gud er kærlighed, og derfor er vi elsket? Tager vi imod ordene om, at hans tilgivelse er større end vores overtrædelser, at hans nåde er større end vores selvforagt? Lader vi os forme af hans kærlighed og barmhjertighed for selv at kunne være det i verden?

Vores liv er rammet ind af et ”modtag”. Og når vi er klar til at modtage det, Gud rækker os, og lade os forme af det, kan Gud også blive kærlighedens og barmhjertighedens Gud gennem os.”

Tak Ole, du er ikke færdig med at give – og modtage.

Børnekirken bidrog også til underholdningen i den fyldte kirke (Foto: Peter Toldam)