Men for fem år siden opdagede præsten i Odense, Henrik Krak Søndergaard, at de mistede mange af de unge, der voksede op i kirken. En del droppede ud efter teenklubben eller efter at være kommet hjem fra efterskole og kom ikke længere i kirken.
Henrik er en handlingens mand og tog fat i problematikken. Det har betydet, at i dag er der personlig kontakt med de unge, når de kommer tilbage til Odense – og siden da har alle fundet en plads i f.eks. spejderarbejdet eller i gudstjenesten.
Men så opdagede han, at der var noget galt med dåben…
Men så opdagede han, at der var noget galt med dåben… altså ikke selve dåben, men hvad der skete med dem, der blev døbt, og at mange unge valgte ikke at blive døbt.
Et wake-up call
Han satte en undersøgelse i gang og på menighedens årsmøde sprang ’bomben’. Mange af de unge, der var blevet døbt, holdt op med at komme i kirken, og endnu flere af de unge, der er vokset op i menigheden, har ikke valgt at blive døbt. Menigheden var chokeret. Så kom Corona og satte alt på stand-by – men nu tager de fat på problematikken igen.
Faktisk kommer der flere af dem, der ikke er døbt.
”Vi har lavet denne dåbsundersøgelse, som viser, hvad der sket med de 41 unge, der er født mellem 1995 og 2005. 18 har valgt at blive døbt, mens 23 ikke er døbt. De fleste af dem, der er blevet døbt, kommer ikke længere jævnligt i kirken. Faktisk kommer der flere af dem, der ikke er døbt. Det er mærkeligt, tænkte vi, så vi lavede interviews med syv af de unge plus to ældre, der er blevet døbt.
Det positive er jo, at vi får mange ’udefra’, der kommer i vores kirke og vælger at blive døbt. Men det er da ærgerligt, at vores egne unge enten ikke bliver døbt eller, hvis de bliver døbt, holder op med at komme.
Vi har jo lavet en vision, der hedder at vi vil ”lede til, leve med og ledes af Jesus”. Når vi taler om tro, er der mange, der siger, at det er vigtigt at få mennesker til at komme til gudstjeneste. Men det er ikke nok. Vi skal være og gøre disciple.
Jeg har gjort meget ud af at udruste de nydøbtes åndelige vejledere. Alle får tilbudt en åndelig vejleder og siger også ”ja tak”, men af forskellige grunde bliver det ofte ikke til så meget. Nogle af dem finder en ikke-troende kæreste eller en muslimsk kæreste.
Forældrene ved ikke altid, hvad de skal gøre, så det bliver de unge selv, der tager beslutningerne. Forældrene holder sig meget tilbage af frygt for at presse deres børn.
Forældrene holder sig meget tilbage af frygt for at presse deres børn.
Så har vi haft et møde med Merete Dalsgaard fra Dansk Oase, som kunne fortælle om denne problematik. Der kom mange, og det viser sig, at forældrene efterlyser redskaber til samtalen i hjemmet. Så det arbejder vi på lige nu. Der findes nogle gode samtale-kort, som også kan bruges i f.eks. teen-klubben.”
Helstøbte tilbud
Odense Baptistmenighed har ellers et helstøbt tilbud til børn og unge. De har børnekirke, spejder, teenageklubben Sela og nu et todelt ungdomsarbejde med SALT for de 16-20 årige og LIGHT for dem på 20+ år. SALT er på dansk, hvor LIGHT er på engelsk, fordi ca. 70 pct. af deltagerne dér er udenlandske studerende.
”Vi har haft svært ved at få teenagerne fra Sela til at komme videre i ungdomsarbejdet, som tidligere var fra 18-25 år. I Sela har det mest været sociale arrangementer, hvor man i ungdomsarbejdet mere drøftede bibelske temaer. Det gjorde overgangen ’hård’. Vi har derfor delt ungdomsarbejdet op i to grupper og indført en andagt i Sela, så der er mere rum for at snakke tro i Sela.
Men hvis ikke de er vant til en samtale om tro hjemmefra, er det svært.
Vi har lige nu flere spørgsmål end svar,” siger Henrik Søndergaard. Det er ikke kun et spørgsmål om menighedens overlevelse, men mere om unges tro og efterfølgelse.
Berøringsangst
”Nogle mener jo, at det mest handler om, at der skal være nogen til at bære kirken videre. For andre er det vigtigste, at de unge kommer til en personlig tro. Motivet er vi altså ikke helt enige om, men vi er enige om, at dette er vigtige spørgsmål. Og så er der en vis berøringsangst, når det gælder om at tale om personlig tro.”
Og så er der en vis berøringsangst, når det gælder om at tale om personlig tro.
I aftes var ledere fra børnekirken, spejderne, teenage- og ungdomsarbejdet samlet for at tale om, hvad de ser af muligheder for at tackle denne udfordring.
Til næste år afholder BaptistKirken en lederkonference netop med fokus på trosoplæring af menighedernes børn og unge. Her kan vi givetvis høre mere om, hvad de har gjort i Odense.
En kommentar til eftertanke.
Jeg mødte for lidt tid siden en ung der var vokset op i en kristen familie, men som ikke selv havde koblet sig på kirken.
Han havde for nylig mødt en anden kristen og gav nu overfor mig udtryk for sin sorg over at hans forældre var stoppet med at snakke om tro og bede med ham i de tidlige teenage år.
Han følte at han dermed blev efterladt alene med sin tro og at han var blevet afskåret for en fælles vandring med troen sammen med sine forældre, i den periode hvor der dukkede mange spørgsmål op og han derfor i en periode havde opgivet troen.