Det, vi er enige om

Johannes Aakjær Steenbuch, f. 1982:

• medlem af Teologisk Forum i BaptistKirken
• ph.d. i patristik, studiet i kirkefædrene
• cand. mag. i filosofi

Den økumeniske bevægelse udfoldede sig i det tyvende århundrede ud fra et ønske om kristen enhed. At ’de alle må være ét’ blev set som forudsætningen for et troværdigt vidnesbyrd om Guds rige. Det græske begreb økumeni er dog ikke nyt, men betyder den beboede verden i sin helhed.^[1]

Fra det fjerde århundrede kom økumeni til at betegne det, alle kristne har tilfælles. Det begyndte med det første økumeniske koncil i Nikæa i år 325. Her satte kejser Konstantin (272-337) Romerrigets kristne biskopper til at blive enige om kristendommens grundlag. Forinden havde der nemlig været stridigheder om centrale trosspørgsmål, især om Jesus’ identitet. Var han Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Var Jesus Gud selv, eller var han blot et menneske som andre?

Mødet i Nikæa år 325

Det vigtigste produkt af dette økumeniske koncil var den nikænske trosbekendelse. Det slås fast, at Jesus er Guds enbårne Søn, og at det betyder, at Jesus har samme uskabte væsen som sin fader. At Jesus har samme væsen som Gud, var nødvendigt at understrege mod en række bevægelser i og uden for kirken, som benægtede Jesus’ guddommelighed.

Nogle afviste fx treenighedslæren med henvisning til, at Gud ifølge Bibelen er én. Men ifølge den teologi, der lå til grund for den nikænske trosbekendelse, udelukker Guds enhed ikke, at Jesus også er guddommelig. Gud består tværtimod af tre ligeværdige personer, Fader, Søn og Helligånd, i ét fælles guddommeligt væsen, som nogle af oldkirkens teologer, herunder Basileos af Cæsarea (330-379) formulerede det.

Kernen i evangeliet

Det er i grunden ikke meget mere mystisk, end at menneskeheden består af en mangfoldighed af personer med et fælles menneskeligt væsen. Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet. Evangeliets kerne er nemlig, at Guds Søn blev menneske for vores frelses skyld, som det også hedder i den nikænske bekendelse. At alt er skabt ved det samme Guds Ord, som også blev menneske i Jesus for at redde mennesker fra døden, er helt afgørende i klassisk kristendom. Nægter man, at Jesus er Gud selv, nægter man også, at det er Gud, der er kommet os til undsætning i ham. Det er med andre ord selve evangeliet, der er på spil.

Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Afviser man den nikænske bekendelse eller treenighedslæren, har man ikke bare stillet sig udenfor kristendommen i en bestemt historisk formulering, men er også gået på kompromis med evangeliet. Jesus er mere end fx bare en lærer, der viser, hvordan vi kan omvende os til Gud. Vi kan ikke frelse os selv, men Guds Ord er blevet menneske for at tage del i vores død, så vi kan få del i hans liv. Sådan udtrykte en af den nikænske bekendelses fremmeste forkæmpere, Athanasius af Alexandria (296-373), det. Derfor er det så vigtigt, at Jesus er Gud selv.

Konstantin var ligeglad

Roden til kirkelig enhed er i sidste ende Jesus selv, ikke en bestemt dogmatik eller lære. Netop derfor er det så afgørende, hvem Jesus er. Man kunne mene, at den nikænske bekendelse og treenighedslæren var et produkt af politisk ensretning og indblanding i kirkens tro. Kejser Konstantin udtrykte dog selv ligegyldighed overfor striden om Guds væsen, så treenighedslæren blev ikke påduttet kirken udefra.

Treenighedslæren er ikke abstrakt teori, men angår kernen i evangeliet.

Protestanter vil ofte hævde, at Bibelen er den eneste autoritet i trosspørgsmål. Det efterlader dog spørgsmålet om, hvilke skrifter, der bør høre med i Bibelen, og hvordan de skal læses. Her bliver det klart, at Bibelen må læses som et vidnesbyrd om Gud, der er kommet til os i Jesus.

Den nikænske bekendelse er stadig rammen for det økumeniske arbejde. Ikke så meget fordi kirkernes enhed skal findes i en bestemt historisk formulering, men fordi den angår Guds identitet i Jesus, som altid er det fælles fundament.

^[1] oikos betyder hus