Den danske stat har de sidste par år officielt sagt undskyld til sårbare mennesker, der har lidt i fællesskabets varetægt. Det er en smuk og svær praksis at sige undskyld – og helt nødvendig, hvor mennesker er sammen.
Undskyld er et af de ord, jeg har brugt længst tid på i opdragelsen af mine børn. Det kan være en meget lang proces at komme hen til det lille, store ord. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange der er blevet sagt undskyld på den mest trodsige og provokerende måde. Det involverer både forvrængede stemmer, tungerækning og hvisken ned i puder.
Det er en kunst at kunne sige undskyld. Vi bliver konfronteret med vores eget mørke, når vi skal sige undskyld. Både det, at vi selv begår fejl og gør andre ondt, men også det, at vi er blevet såret af andre og måske mangler et undskyld.
Til gengæld kan et oprigtigt undskyld fra et såret hjerte til et andet være det smukkeste. En omfavnelse af, at vi alle er sårbare, fejlbarlige mennesker, som har brug for hinanden.
Dette er udtryk for skribentens egen holdning.
Giv din mening til kende