I 1700-tallet nægtede flere forældre at lade deres nyfødte børn døbe, som loven krævede indenfor otte dage. Kongen befalede, at præsterne i København – hemmeligt – skulle finde ud af, hvor mange det drejede sig om. Der var ’snesevis af forældre’.
Simon og Maren Bølle
Blandt dem var Simon og Maren, der fra 1739 ledte en husgruppe. Han brød også loven på to andre punkter: Han holdt nadver og foretog en vielse. Det viser, at han ville skabe en ’fri kirke’, der intet fællesskab skulle have med den lutherske – ’frafaldne’ – kulturkirke.
Kongen udstedte tre love, der skulle styre det vakte lægfolk. Den første tillod, at dåben kunne udskydes seks uger. Blev loven overtrådt, skulle familierne rejse til fristaden Fredericia – eller landsforvises. Den anden påbød, at husmøderne skulle kontrolleres af præsterne. Den tredje handlede direkte om døbere: ’Reskriptet af 5. Marts 1745 mod Separatister og Anabaptister’.
Fra nu af måtte ingen ’bo og opholde sig her i landet, som er henfalden til den anabaptistiske vildfarelse og ikke vil lade sine børn døbe efter loven inden 8 dage, efter de er fødte’. Hvis døberne overtrådte loven, blev de forvist til fristæderne, hvortil ’de inden påske 1746 skal forføje sig’. Hvis de nægtede, ’hensættes de i tugthuset’.
Simon Bølle og den lille københavnske menigheds skæbne med ca. 20 deltagere fortaber sig i mørket.
Anniken og Søren Bølle
I Norge gik det anderledes med Søren Bølle og hans store menighed. Han blev teologisk kandidat i København i 1740. To år efter lod han sig døbe sammen med otte andre i Drammen, hvor de stiftede en døbermenighed. Hans tre brud på loven ligner til forveksling Simon Bølles.
Døbermenighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’.
Det førte til en forgæves ’omskoling’ i fængslet i Oslo. I 1743 døbte han 25 voksne i elven ved Drammen. En af de unge kvinder døde, og han begravede hende i haven. Følgerne blev himmelråbende. Menighedens ledere blev landsforviste som ’forførere og oprørere’, hvorpå de søgte ophold i fristæderne. De blev sejlet til Fredericia, hvorfra de blev forvist. Det samme skete i Frederiksstad: ’En mand førte os straks ud af byen og lod os gå, hvorhen vi selv kunne, fremmede og fattige’.
Beslutsomt rejste de til Drammen igen for at bringe menigheden til Altona på et skib, som de selv lejede. Listen over emigranter, som de afleverede i Drammen, talte 101 døbte og 27 børn – men nu nægtede bystyret dem at rejse.
Hvem var ’bøllerne’?
Med list adskilte myndighederne derpå menighedens medlemmer. De udviste syv ledere med familier, mens resten skulle forblive i Drammen, hvor ’de nok med tiden ved fornuftige læreres opbyggelige opførsel kan blive førte på den rette vej igen’. Døberne tog sagen i egen hånd.
Med list adskilte myndighederne nu menighedens medlemmer.
Midt om natten gik de fra Drammen ’vestpå for at sejle efter de andre’. To uger senere opholdt der sig 60 døbere i Altona, inkl. ’kvinder og børn’. Heller ikke her fik de fred. Efter endnu en vielse i menigheden påbød kong Christian VI alle baptister at forlade ’Fristaden’ (!).
Byens præsident ændrede kongens ordre efter døbernes ønske, hvis de ville fjerne alle særpræg: Langt skæg, rem om livet og deres hvide dragter. Deres ydre identitet blev dem berøvet. Menigheden gik efter 1744 i opløsning.
I 1747 gav kong Frederik V en lov, der ændrede Altonas status. Døberne fik indrømmelser, der gav dem nogle af de rettigheder, som brødrene Bølle havde kæmpet for at indføre i København og Drammen. Men da var det for sent. Nogle tog til Drammen, hvor de efter omskoling gik ind i statskirken. Andre flyttede rundt i Slesvig. Søren Bølle døde i Altona i 1780’erne, hvor ’nogle barmhjertige familier årligt gav ham noget bistand’.
Styrker fromhed riget?
Statsledere har ofte forsøgt at beholde magten ved at stække andres frihed – under dække af kristen fromhed. Sker det også i Europa i dag, hvor ’kristne lande’ forsøger at udøve sindelagskontrol? Kan åndsliv reguleres med tvang?
Giv din mening til kende