Jeppe Bruus:
- minister for Den grønne Trepart
- opvokset i og medlem af Tølløse Baptistkirke
Jeppe Bruus sidder på en af de tunge ministerposter i Mette Frederiksens regering: Den Grønne Trepart. Hans opgave er at få enderne til at nå sammen mellem forskere, politikere og landmænd. Det kræver både viden og politisk tæft. I den position skal han ofte skelne mellem sandhed og løgn. Eller i hvert fald den redigerede sandhed, hvor nogle plejer deres særinteresser. Han giver dette interview til baptist.dk, mens kan kører i ministerbilen på vej til lufthavnen og til Bruxelles.
Hvordan afgør du personligt, om en oplysning er troværdig?
”Det afhænger af kilden. Men selvom jeg har tillid til kilden, kan den oplysning, jeg får, være direkte falsk. Jeg er nødt til at være kritisk hele tiden. Det er ikke noget nyt. Udfordringen er de nye kilder, der er til nyhedsstrømmen. Jeg har mest tillid til evidens. Er der forskning bag de informationer, jeg får? Universiteter eller andre. Oplysninger baseret på en mere eller mindre tilfældig undersøgelse har ikke samme vægt.”
Faktaresistens
– Hvordan agerer du, hvis du møder ’faktaresistens’?
”Jeg kan godt blive overrasket, når nogen, jeg normalt har tillid til, udviser den adfærd. Ofte er det båret af personlige oplevelser, og så prøver jeg at forstå, hvad der ligger bag. Jeg bruger ikke altid tid på at overbevise et menneske om noget andet. Jeg er meget kritisk med, hvor jeg bruger min energi.”
Nogle vil ikke anerkende fakta, selvom de er evidensbaserede.
Jeppe kan godt blive irriteret, når han selv har styr på en historie og sidder med en viden, der viser, at det, en anden påstår, ikke er sandt. ”Når de ikke bøjer sig for, at jeg siger: ’Studier viser…’. Nogle vil ikke anerkende fakta, selvom de er evidensbaserede. De stoler ikke på forskerne. Tror, at de har andre dagsordener. Det kan udvikle sig til mistænkeliggørelse og endda konspirationsteorier.”
Hele sandheden?
– Er sandhed et absolut ideal for dig?
”Jeg synes ikke, man altid er forpligtet til at fortælle hele historien. Vi sorterer vel alle sammen i det, vi fortæller. Det er ikke at lyve. Men vi skal også som venner og familie kunne være i samtalen. Nogle gange kan vi komme med et godt råd, men det er ulideligt, hvis vi hele tiden retter på hinanden.”
– Hvad oplever du som den største udfordring for sandheden i dagens samfund?
”Det er, at vi har meget forskellige kanaler til den viden, vi bliver fodret med. For mange under 30-35 år er det algoritmer på Tik-tok og snap chat, der styrer deres nyhedsflow. Det er den største trussel mod vores demokrati og vores fælles opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. Færre ser nyheder på DR og TV2, stort set ingen læser avis.”
Den grønne Trepart
består af regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening, Fødevareforbundet NNF, Dansk Metal, Dansk Industri og Kommunernes Landsforening.
Optimistisk
”Heldigvis er der også noget positivt i samfundet, som styrker os: Flere og flere melder sig ind i foreningslivet, deltager i idræt eller går til spejder. Jeg er alligevel optimistisk på demokratiets vegne. I det, jeg arbejder med, vil mange gerne være med til at gøre noget lokalt. I treparten sætter vi os om samme bord. Vi opsøger kilder, der ikke er styret af algoritmer. Den største trussel er de store tech-virksomheder, der påvirker valg og forsøger at være kritiske overfor den regulering, vi lægger ind over dem. Jeg står midt i en enorm politisk kampplads, hvor det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad der sker, og motiverne bag.”
Men det lyder, som om Jeppe nyder det trods alt.
Giv din mening til kende