Bygget i 1857 i landsbyen Oure, mellem Svendborg og Nyborg på Sydfyn, er Oure Baptistkirke stadig hus for en af de første danske baptistmenigheder.
For 167 år siden – i 1855 – havde Oure Baptistmenighed 23 medlemmer. I dag er de kun lidt flere med 32 medlemmer. Forskellen er, at flertallet af de aktive deltagere nu er over 58 år. Og den oprindelige bygning fra november 1857 har nok aldrig set så mange tamiler under taget, som den gør nu. Menigheden har nemlig et tæt samarbejde med Bethany International Church, som lejer sig ind. De har lige fejret 30-års jubilæum for den tamilske menighed, så der er stadig kristent liv i den 165 år gamle bygning.
Meget liv førhen
Baptisterne i Oure har oplevet megen fremgang igennem mange årtier, og det hang klart sammen med lokalområdet. Menigheden havde både plads og ressourcer til at lægge mark, hus og folk til i forbindelse med diverse aktiviteter. Menigheden har lagt utrolig mange kræfter især i børne- og ungeaktiviteter med blandt andet sommerlejre på to af medlemmernes marker. Senere blev kirken vært for spejdere i området. Et medlem fra menighedsrådet beretter: ”Mange af landsbyens børn har været igennem kirkens døre på grund af de mange børne- og ungeaktiviteter, og jeg har endda hørt en af dem, som ikke hører til kirken, sige med glæde i stemmen som voksen: ’Jeg har en gang været baptist!’”
De unge flytter
Som mange andre landsbyer oplever Oure en generel nedgang i antallet af børn og unge, for mange rejser og slår sig ned i de større byer, hvor ungdomsuddannelserne og universiteterne ligger. Det kan menigheden tydeligt mærke i 2022, hvor alle aktiviteter ud over søndagsgudstjenesten er nedlagte, selv bedegruppen.
Menigheden måtte lukke spejderkredsen i starten af 2020: ”Vi mangler baptistbørn og unge i byen, og de få, som er aktive, er enten ude at sejle med skibet Logos Hope med OM Danmark (Operation Mobilisation) eller flyttet til storbyen, hvor de læser”, fortæller en af de tilbageværende fanebærere. Dog sidder to unge kvinder i menighedsrådet.
Hvis man havde ressourcerne, er der mulighed for at lave mission blandt disse unge.
En anden ildsjæl ser en ny mulighed. Hun glæder sig over et større antal af unge i byen, der går på Skolerne i Oure Sport & Performing Arts, som udgør et af Danmarks største kostskolemiljøer med efterskole, kostgymnasium og højskole. Hun siger: ”Hvis man havde ressourcerne, er der mulighed for at lave mission blandt disse unge”. Hun har desuden i samarbejde med Borgerforeningen inspireret til, at ruten for juleparaden starter ved højskolen og slutter med æbleskiver i baptistkirken, når byens juletræ skal tændes.
Hjælp til nytænkning
Vi har penge og mange gode idéer, men for få hænder til at udføre dem.
Baptistfamilierne nægter at give op trods de sidste fire års udfordringer og behovet for at danne et nyt menighedsråd. De tænker især på de ældres indsats og gaver: ”Vi kæmper for dem, der er tilbage, og som gav os vores gode økonomi”, siger én af dem. Menigheden var klar over, at der skulle nytænkning til, og derfor har de gjort brug af Jan Kornholt, menighedsudvikler i BaptistKirken. ”Vi har penge og mange gode idéer, men for få hænder til at udføre dem”, fortsætter hun. De fortsætter, så længe de kan, med at finde forskellige til at prædike om søndagen og til at spille på det nye el-klaver, der var en gave, og med at besøge hinanden og yde omsorg, fordi de ingen præst har.
Der er fortsat et solidt samarbejde omkring aktiviteter for pensionisterne mellem ’den røde kirke’ (baptistkirken) og ’den hvide kirke’ (folkekirken), fortæller et andet medlem. Hun tilføjer med begejstring, at man i samarbejde med Borgerforeningen laver aktiviteter for alle aldre, herunder Sct. Hans, og for nylig Jan Kornholts ’I Walk the Line’. En tredje bekræfter, at sidstnævnte arrangement var en stor succes, og vedkommende håber på flere af den slags, så resten af beboerne oplever, at Oure Baptistkirke fortsat er en synlig drivkraft bag byens fællesskab.
Giv din mening til kende