Den grønne emeritus

Peter Fischer-Møller tager imod i sit nye hjem i Lyngby. En hvid patriciervilla med en stor have. Nærum-banens skinner skiller hækken og Sorgenfri slotspark. Her er plads til to generationer, men sønnen med familie bor lige nu i Skotland. Overetagen er lejet ud. Han tager et par Crocs på og viser rundt i haven med et bugnende drivhus.

De røde crocs med chilier til havebrug.

Peter Fischer-Møller har knapt fundet ud af, at han er gået på pension efter 14 år som biskop i Roskilde Stift. Han er stadig med i Grøn Kirke under Danske Kirkers Råd (DKR), ligesom da han var formand for rådet. Han husker, hvordan den daværende kirkeminister Birthe Rønn Hornbech beskyldte kirken for at være politisk, da de ringede med kirkeklokkerne i anledning af COP15 i 2009. Men de ringede jo gudstjeneste. I Københavns Domkirke. En klimagudstjeneste – og klimaet angår jo hele kloden, så derfor måtte kirkerne godt ringe over hele landet.

Kritikken forstummede. Siden er det gået op for de fleste, at klimakrisen også skal tages alvorligt af kirken. ”Store dele af den protestantiske tradition har udviklet en teologi, der fejlagtigt antager, at mennesket er skabt til at herske over jorden. Men hvis alle havde et forbrug som danskerne, var der brug for fire jordkloder. Vi har kun én”, siger den engagerede biskop emeritus.

Hvis alle havde et forbrug som danskerne, var der brug for fire jordkloder.

En succes

Han er glad for, at Grøn Kirke er en succes. Over 300 kirker har anmeldt sig som grønne kirker. Det kræver, at man kan krydse af ved 25 punkter på en liste med 48, fordelt på seks grupper, mindst to tiltag i hver gruppe. Frit valg.

Drivhuset bugner stadig i oktober.

Kirkens liv handler bl.a. om gudstjenester og undervisning. Information og forankring – vælg mellem det, der står i kirkebladet og på hjemmesiden. Kirkens indkøb; mere grønt og mindre forurenende. I kirkens energiforbrug kan de fleste nu sætte kryds pga. energipriserne. Under kirkens transport – et cykelstativ signalerer, at man kan andet end køre i bil til kirke. Og endelig kirkens affald. Og kirkens jorde, kirkegårdene og ca. 8.000 ha landbrugsjord, som folkekirken råder over.

”De andre nordiske lande var først, men deres grønne tiltag var mere bureaukratiske. Grøn Kirkes styrke er det lokale. Det handler om at øve sig”. Han og fru Bente spiser kun halvt så meget kød i dag som for ti år siden.

Grøn Kirkes styrke er det lokale. Det handler om at øve sig.

Hvad med bilen i carporten, er den på el?

”Nej, vi lavede en beregning. Den var ikke kørt færdig og kører langt på literen. Indregner man produktionen af en elbil – hybridbiler har bare signalværdi – svarede det sig ikke i CO₂-regnskabet. Men den næste bil skal være en elbil”, forklarer han.

Den første kikkert

Peter Fischer-Møller fik sin første kikkert som 13-årig.

Peter Fischer-Møllers interesse for naturen fik form, da han efter konfirmationen kom i klasse med en dreng, der var interesseret i fugle. Med sin første kikkert opdagede han som 13-årig forskellen på en tornirisk og en gråspurv. Lidt ligesom dengang Adam gav dyrene navne. ”Ved du, at der er halvt så mange fugle i dag som for 50 år siden. De har mistet deres levesteder …”.

Han voksede op i Charlottenlund med havet og skoven. Forældrene havde sommerhus i Nordjylland. Selv har han ét på Læsø. Naturen er en integreret del af hans liv. Den store Flora Danica-bog står på gulvet, endnu i plastemballage. En gave ved afskeden som biskop. Han kæmper forgæves med at få ild i brændeovnen.

”Med Brundtland-rapporten i 1987 gik det op for flere af os, at der er grænser for vækst. Vores teologi var blevet spændt for forbrugsvognen. Men jeg var jo bare præst på landet, i forsamlingshusets bestyrelse og den slags.”

Ny i klassen

Så blev han biskop. Som ’ny i klassen’ forslog han bispekollegiet, at de skulle gøre noget ved COP15 – og som det ofte går, hang han på den. Det blev til engagementet i Grøn Kirke. Han blev også formand for Danmission. På sine rejser rundt i verden opdagede han allerede da klimakrisen i Indien, Myanmar, Madagaskar og Libanon: ”Vi skulle have gjort noget for længe siden. Det bliver bare dyrere at rette op på vores fejltagelser.”

Nu er Folkekirken trådt i karakter, fortæller han. En ’storesøster til Grøn kirke’, Folkekirkens Grønne Omstilling, er et fireårigt projekt, som Peter Fischer-Møller blev formand for, da det blev sat i søen sidste nytår. Fire ansatte og 16 mio. kr. i ryggen: ”Kirkens ansvar er i dag bredere anerkendt og forankret.”

 Halter frikirkerne efter?

”Nej, ikke ideologisk. I er mindst lige så optagede af den dagsorden, men mange har ikke hverken økonomiske eller personalemæssige ressourcer. Der er da flere grønne frikirker.” Biskoppen har fået talt sig varm: ”Vi er nødt til at ’walk the talk’. Vi må feje for egen dør for at være troværdige. Det vigtigste er dog ikke vores relativt lille forbrug i forhold til det øvrige samfund, men at vi kan påvirke holdninger.

Fejring af første dag som pensionist.

Det handler om vores natur- og menneskesyn. Som Guds skaberværk har naturen værdi i sig selv, og vi kan alle gøre noget, selvom vi er syndere. Og så er vi ikke alene i verden. Gud bærer os stadig. Det kristne håb er, at vi ikke er overladt til os selv. Gud er nærværende i hvert eneste menneske med sin Hellige Ånd. Og ånd og materie er ikke skilt ad, som i det gamle natursyn med jorden som en ressource for os mennesker. Vi er forbundet. Alle sammen. Det er inkarnationen. Gud blev menneske. Han deler vores liv og vores verden.”

Gud bærer os stadig. Det kristne håb er, at vi ikke er overladt til os selv.

Peter Fischer-Møller slutter med en bredside: ”Det er også os, der er med til at brænde skove af i Amazonas. De vil dyrke sojabønner til vores grise.”