Civil ulydighed

Mens dette skrives, trues vi af Corona-virus. Covid-19 er samfundets fjende nummer ét lige nu og bekæmpes med alle midler over hele verden. Grænser lukkes. Man må ikke forsamles mere end 10 personer. Man må gerne gå ture, men med to meter imellem hinanden. Imens frygter myndighederne og især læger og sygeplejersker, at sundhedsvæsenet spændes til bristepunktet som i Italien.

Nogle vil stadig mødes i større grupper. Og andre nægter at gå i karantæne, selvom de er smittede. Måske de vil mene, at de er civilt ulydige. De nægter at følge myndighedernes råd og regler. Men det er ikke civil ulydighed. Det er egoisme. De føler sig vel usårlige og har ikke tanke for samfundets svage. Som Dronning Margrethe sagde: ’Det er tankeløst og hensynsløst’.

To forbilleder

Civil ulydighed vinder respekt, når det netop beskytter den svage – den, der ikke har en stemme, og hvis menneskerettigheder krænkes.

To ikoniske baptistpræster nævnes i dette nummer: Martin Luther King Jr., som talte på vegne af de sorte i USA og døde. Og den nulevende kineser, Chu Yui-ming, der er gået foran i den pacifistiske oprørsbevægelse i Hong Kong.

Anabaptisterne i 1500-tallet var civilt ulydige – og det samme var de første baptister i Danmark i 1830’erne, fordi de ikke ville lade deres børn døbe.

Hvad ville Jesus gøre?

I BaptistKirken i de seneste årtier kan vi kun nævne, at vi har nægtet at lade børn registrere i Folkekirken i 2004-05. Resultatet blev en postboks hos Folkeregisteret. Det var også civil ulydighed. Tre familier gik foran – lige indtil den ene familie havde brug for et pas for at komme på ferie … – Indrømmet!

Vi har meget tilbage at ønske af mod til at stå op for de svage i vores samfund – dem uden en stemme. Den rigtige civile ulydighed koster noget. Det kan i yderste konsekvens koste livet. Mangler vi fantasi?

Vi bør lidt oftere spørge: ‘Hvad ville Jesus gøre?’ – og så gøre det. Uanset konsekvenserne.