Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Børn og politik

Astrid Melkær Andersen

Børn og politik

Hvad tænker børn på 10-12 år egentlig om politik? Hvad har de af drømme og anfægtelser? Det har jeg spurgt børn i Bethelkirken i Aalborg om.

Jeg fik lov at bryde ind i deres Tweens-møde, og mens de andre bagte lækre julesmåkager stillede fire modige børn op til en samtale om politik og demokrati. Augusta, 4. kl., Peter og Patrizia, 5. kl., og Asta der går i 6. klasse.

Hvis jeg nu bare siger politik – hvad er så det første, der falder jer ind?

Larmende tavshed! – ”Hmmm ikke rigtig noget”, siger de alle fire. Men de er enige om, at det mest er noget, der foregår i TV, og i øvrigt mest er for voksne – og for resten er det mega kedeligt, og alle benægter ethvert kendskab til politik.

Slet ikke? Kender I heller ingen politikere?

Nå jo, der er ham der statsministeren. Augusta har lige glemt, hvad han hedder, men de andre kan supplere med, at han hedder Lars Løkke Rasmussen. Og borgmesteren i Aalborg hedder vist Thomas. Men ellers er det altså svært at huske, hvad politikerne hedder.
Asta – den ældste i flokken – synes dog, at politikerne er mega dobbeltmoralske. Og det er for dårligt. Fx er det rimelig mærkeligt og spild af papir, at der hænger vildt mange ens valgplakater, nogle gange flere lige efter hinanden det samme sted. Især når de samme politikere siger, at vi skal passe på miljøet.
Der var også ham politikeren fra Alternativet, der altid fløj til folkemødet på Bornholm, selvom han sagde, at man ikke skulle flyve, men ellers mente han ikke, man kunne komme til Bornholm. Som Asta siger, så har hun altså været mange gange på Bornholm uden at flyve.
Pludselig kommer Peter da også i tanke om det med at sende kriminelle udlændinge ud på en øde ø. Det er simpelthen for dårligt. Det var meget bedre, om vi lærte dem at opføre sig ordentligt i første omgang – det kunne vi alle sammen blive enige om. Men det er måske ikke så let.

Asta – den ældste i flokken – synes dog, at politikerne er mega dobbeltmoralske.

Der kan I bare se, I ved jo en hel masse

Så smiler flokken lidt genert. Samtalen forsætter over i hverdagsdemokrati. For i skolen er man jo faktisk også tit demokratisk. Både Patrizia og Augusta kan i hvert fald huske, at man en gang imellem skal stemme om noget i klassen. Det kan være, om man vil se film eller spille spil. Og alle fire kender også til elevråd. Patrizia fortæller, at i hendes klasse skulle man faktisk holde en tale, før de andre stemte på en. Se, det er jo rigtigt demokrati i børnehøjde.

Samtalen forsætter over i hverdagsdemokrati. For i skolen er man jo faktisk også tit demokratisk.

I de andres klasser var det bare noget med at trække lod. Augusta fortæller, at på hendes skole er det først fra 5. klasse, man sidder i elevrådet, men de har alligevel leget elevrådsvalg. Hun meldte sig, men blev ikke udtrukket. Det var simpelthen så strengt. Det var nemlig kun drenge, der blev udtrukket, og hun synes sådan set, at det burde være piger, der bestemte det hele. Asta bakker op og siger, at hun har hørt, at man i de fattige lande også tit bruger kvinderne til at bygge landsbyer op og til at holde styr på små lån.
Peter protesterer og er ikke helt enig. Han vil i øvrigt gerne sige, at hvis han var politiker, så ville han afskaffe lektier og lange skoledage. Augusta fortæller, at hvis drengene i hendes skole skulle bestemme, så ville de helt afskaffe skolen. Piger er altså meget mere fornuftige end drenge.
Patrizia fortæller, at hvis hun var politiker, ville hun nok hellere sørge for, at der var mad nok til alle – også hjemløse. Og det er trods alt vigtigere end kortere skoledage og færre lektier, siger de alle fire.

Menighedsmøder, mener alle fire, er meget kedelige.

Tænker I over, at der også er demokrati i kirken?

Nej, det mener de fire bestemt ikke, der er noget af. Det kan de i hvert fald ikke komme i tanke om. Fotografen, Astrid, minder om menighedsmøderne – de søndage, hvor de spiser frokost sammen. De møder, mener alle fire, er meget kedelige. ”Min far skal altid sige en hel masse”, fortæller Asta. (Han er formand for menighedsrådet.) ”Men nogle gange er det nu alligevel ret hyggeligt”, fortæller Augusta, ”for så er fx Asta og Anton eller nogle af de andre børn med oppe og lege med mig og Villy, imens de voksne holder møde, for vi bor nemlig i kirken”.

Nogle af jer er spejdere. Har I der hørt om at tage ansvar for samfundet?

Det har vi vist ikke lært så meget om endnu, men er det ikke noget med at opføre sig ordentligt? ”Jo, det er det”, forklarer jeg. ”Men det er også noget med, at man engagerer sig i sin by eller sin klasse. Og faktisk har man ret til – og måske også pligt til – at gå hen og stemme, når man kan det. For så heldig er man ikke i alle lande i verden. Alle fire enes om, at det trods alt er dejligt, at uanset køn og hvor rig man end er, må alle over 18 år stemme i vores land.
Nu begynder duften af nybagte småkager at brede sig, og alle fire bliver lidt utålmodige og vil også gerne lige nå at bage. Men på falderebet snakker vi om, at de da vist ved mere, end de først ville indrømme, og så er jeg nysgerrig efter at høre, om nogen af de fire kunne tænke sig at blive politikere. Svaret er klart nej – som Augusta svarer: ”Det lyder bare MEGA kedeligt.” 

Giv din mening til kende