Mine forældre lærte mig, at jeg ikke skulle bede Vorherre om at få en ny drengecykel i en bestemt farve. Derimod skulle jeg takke for glæden ved at kunne cykle og at gå i søndagsskole og lære om Jesus og hans gode gerninger.
Jeg skulle ikke plage Vorherre eller Jesus om noget. Jeg kunne ikke og skulle ikke diskutere eller forhandle med Gud om, hvad mit liv burde eller skulle indeholde. Jeg kunne højst bede om vejledning og så selv prøve at forstå, hvordan jeg oplevede svar på mine bønner eller ønsker. Men jeg skulle huske altid at bede i Jesus’ navn og så lære den bedste bøn – Fadervor – udenad og bruge den under alle livets forhold.
Derfor er også denne korte og indholdsrige aftenbøn blevet den vigtigste bøn for mig, når jeg folder mine hænder og beder: ”Kære Vorherre, tak for i dag – i Jesus´ navn. Amen!”
Men det kan være svært at begrænse mig til det, når mit daglige liv og de bekymringer, som det skaber, fylder mine tanker. Alt det, der rører sig hos mine nærmeste, samt politikernes håndtering af nære og globale udfordringer. Jeg vil rigtig gerne bede om Vorherres indgriben og tydelige vejledning både hos mig selv og de andre.
I Jesus’ bjergprædiken bliver vi vejledt i ikke at lade munden løbe. Gud kender jo allerede vores ønsker og behov, så vi kan nøjes med disse ord i vores daglige bøn:
”Far i himlen!
Lad alle forstå at du er Gud,
Lad dit rige blive til virkelighed,
og lad alting blive som du vil have det
– her på jorden ligesom det allerede er i Himlen.
Giv os det brød som vi har brug for i dag.
Tilgiv os det, vi har gjort forkert,
ligesom vi har tilgivet andre.
Lad være med at sætte os på prøve,
og befri os fra ondskabens magt.
For du er Gud, du har magten,
og vi vil altid hylde dig.
Amen.”[1]
[1] Matthæus-evangeliet kap. 6, vers 9-13 ifølge Den Nye Aftale, Det Danske Bibelselskab 2007
Giv din mening til kende