Baptister og muslimer – før, nu og i fremtiden

Lyt til artiklen:

Bent Hylleberg, cand.theol., tidligere præst, leder af BaptistKirkens præsteuddannelse og formand for Baptistkirken i Danmark.

Vi skal tilbage til reformationstidens Europa, da fjendtlige muslimer kom sydfra over Balkan og belejrede en af Europas kristne højborge – Østrigs hovedstad, Wien. Muslimerne stod her på toppen af en erobringsbølge, der nu truede ét af den kristne kulturs centre.

Datidens løsninger

De store landskirker dominerede dengang de geografiske områder med den trosform, som reformatoren ville gøre gældende, og som fyrsten satte magt bag. De geografiske grænser skulle også være religiøse grænser, og indenfor dem blev religiøse mindretal ikke accepteret. På det lutherske område måtte der fx ikke være plads til andre end lutheranere. I bedste fald fik mindretallene ret til at emigrere. I værste fald blev de bekæmpet, forfulgt og dræbt. Sådan behandlede storkirkerne både datidens jøder, muslimer – og døbere.

Martin Luther var overbevist om, at hans nye evangeliske tro var den eneste sande form for kristendom. Han anså både døberne, jøderne og tyrkerne [muslimerne] som djævelens redskaber, der ville ødelægge reformationen.^[1] Og han endte med at kalde jøderne for ’dette forkastede, forbandede jødiske folk’. Deres synagoger og skoler skulle brændes; deres huse nedbrydes: ’Væk med dem!’ På samme måde gav han udtryk for had til både muslimer og døbere. Fra 1529 skulle de bekæmpes af kejseren og fyrsterne. Ud af landet – ellers blev de fredløse.

En alternativ vej

Døberne var de første, der ville gøre retten til forskellighed gældende.

Døberne var de første, der ville gøre retten til forskellighed gældende. På et givet geografisk område skulle der være plads til andre end den dominerende flertalskirke. Kirken er et overnationalt fællesskab, der sprænger de nationale grænser, og kristne skal kunne virke i mission på tværs af alle grænser. Denne frihed skulle gælde for alle mindretal – både kristne, jøder og muslimer! Døberne viste vej for et synspunkt, der talte for religionsfrihed til alle.

Det gav Balthasar Hübmaier, der blev baptist i 1525, udtryk for i 1524 i et kort forsvarsskrift for religionsfriheden: Om kætterne og dem, der brænder dem.^[2] Øvrigheden skulle ikke have nogen magt på det religiøse område – heller ikke over den enkeltes samvittighed. Hübmaiers mest berømte sætning lyder: ”En tyrk [muslim] eller en kætter kan ikke overvindes med vores midler, hverken ved sværd eller bål og brand, men alene ved tålmodighed og forbøn. Derfor skal vi tålmodigt afvente den guddommelige dom.” Kun fire år senere blev Hübmaier brændt på bålet i Wien, dømt som ’gendøber’ af den katolske kirkes inkvisition. Hans ordsprog lød: Sandheden er udødelig.

Den grønne trepart

I august fik vi en ny regering med en minister for det ’historiske forlig’ bag Den grønne trepart. De vundne erfaringer fra dialogens bord mellem stridende parter burde inspirere, når det gælder håndteringen af landets kristne og religiøse grupper. Tænk, hvis politikerne tog det religiøse klima lige så alvorligt som den fysiske klimakrise!

Tænk, hvis politikerne tog det religiøse klima lige så alvorligt som den fysiske klimakrise!

Tænk, hvis regeringen lod nye religionslove udspringe af dens dialog med alle involverede parter: Kristne, jøder, muslimer og andet religiøst godtfolk. Det vil fremme forståelsen for tro og religion, reducere den aggressive polemik mod jøder og muslimer og bidrage til et fredeligt pluralistiske samfund. Og tænk, hvis Trossamfundsloven havde været et resultat af et sådant initiativ!

Læs også “Jeg har troet på Gud hele mit liv” – et interview med Zainab Nasrati.

^[1] Martin Schwarz Lausten: Reformationen, jøderne og tyrkerne, i ’Reformationen. 1500-tallets Kulturrevolution’, 2017, s. 265ff.

^[2] Anabaptist! Udvalgte tekster af reformationstidens døbere, Forlaget Apophasis og BaptistKirken 2017, s. 21ff. Hübmaiers skrift har siden fået plads i historien som det første forsvar for generel religionsfrihed.