Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighed
Næste indlæg: Forrige indlæg:
Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner

Lone Møller-Hansen foran Baptist World Alliances hovedkontor i Washington i 2016, da hun for første gang deltog i møde dér.

Privat

Baptist World Alliance (BWA): Store beslutninger, håb og visioner

Mens verden hver morgen frygter, hvad der sker i Washington i USA, så udgår der en optimisme fra BWAs verdenskontor i samme by

Lyt til artiklen:

Åbn lyd i nyt vindue

Sikken en forskel. Da jeg for ni år siden første gang var til møde i Baptist World Alliances (BWA) hovedbestyrelse – Executive Committee – var jeg bestyrtet. Økonomien var elendig, der var en enormt dårlig stemning, manglende tillid og tro på fremtiden.

Jeg husker, at jeg på hotellet efter den første dag spurgte den erfarne Regina Class fra Tyskland, om der var en fremtid for BWA. Hun var selv i tvivl.

Nu har jeg været i Washington igen, som jeg har været næsten hvert år siden 2016. Bortset fra uro over den politiske situation var der en helt anden stemning. Optimisme og tillid. Der er sat gang i mange store projekter, og med visionerne kommer pengene. Det er fantastisk.

Lone Møller-Hansen ved Executive Committee-mødet i BWA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

2000 året for kirken

Det mest spændende er en bevægelse, som vi også skal have fat i i Danmark. Den hedder Acts2Movement 2033 – det dækker over en missionskampagne ud fra Apostlenes Gerninger, kapitel 2, vers 42 – 47. Frem til 2033, hvor man fejrer kirkens 2000 års fødselsdag (og 2000-året for Jesu død og opstandelse), skal i hvert fald alverdens baptister, men også gerne andre kirkeretninger, opfordres til at gå ad fem veje i mission. Det handler om at dele vidnesbyrd, læse sin bibel – og støtte oversættelse til nye sprog, arbejde for frihed og retfærdighed, være et lys i nabolaget og vise omsorg for andre. Bevægelsen lanceres på verdenskongressen i Brisbane i juli i år. Helt nede på jorden og praktisk tilgængeligt. Men visionært i en tillid til, at Gud virker igennem almindelige mennesker og almindelige kærlige handlinger.

Til denne lille opgave besluttede vi, at vi skal indsamle 20 mio. dollars. Og den første million er allerede kommet, inden vi er begyndt. Snebolden ruller.

Læs meget mere på https://baptistworld.org/acts2/. Jeg fortæller mere om projektet, efter BaptistKirkens Genstart-proces.

Fire stærke kvinder fra hovedbestyrelsen. Fra venstre Lynn Green, der er generalsekretær i det britiske baptistsamfund, TaNikka Sheppard, den første kvindelige generalsekretær i en af de seks baptistregioner, den for Nordamerika, Jennifer Lau, direktør i Canadian Baptist Ministries – og Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Ny baptist-uddannelse

Vi lancerer en helt speciel uddannelse i baptisthistorie og teologi på det største og et af de mest anerkendte baptistuniversiteter i USA, Baylor – hvor Preben Vang fra Danmark i øvrigt er en af professorerne.

Samarbejdsaftalen blev godkendt på mødet i denne uge. Det bliver et nyt fakultet på universitet, hvor der går 20.000 studerende. Det vil kunne læses af studerende over hele verden online og økonomisk udlignet efter evnen til at betale.

Ny struktur

Det var sidste gang hovedbestyrelsen mødtes på hovedkvarteret i Washington. Fra denne sommer vil en ny struktur være på plads. I stedet for hovedbestyrelsen kommer dels en Trustee Committee, en slags forretningsudvalg og dels et Leadership Council, en slags repræsentantskab, hvor alle udvalg og regioner er repræsenteret – i alt op til 80 personer.

Det kan ikke afsløres, hvem der er indstillet til at udgøre Trustee Committee, da det endelige valg først finder sted i juli på verdenskongressen i Brisbane, Australien.

Bøn i BWA’s Executive Committee (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Netop denne nye struktur betyder, at der skal gøres plads til et lokale på hovedkontoret, der kan rumme 80 personer. Samtidig er antallet af ansatte i BWA tredoblet siden 2018. De ansatte er spredt ud over verden – det er også nyt, og derfor skal der ikke være et tomt kontor i Washington, men fleksible arbejdspladser. Ud af 20 ansatte vil der kun være fem-seks, der er fast på hovedkontoret. Det afspejler en verdensbevægelse, der ikke er nagelfast.

Nye medlemmer

Netop en renovering af den ene af tre etager på hovedkontoret fik vi også besluttet – alle afstemninger i komiteen var i øvrigt enstemmige og for de fremlagte forslag. En sådan renovering vil sikkert koste en mio. dollars. Svimlende beløb, som vi ikke havde haft og ikke havde kunnet drømme om for ni år siden.

Lone Møller-Hansen fra BaptistKirken og TaNikka Sheppard fra USA (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Der er sket virkelig meget. En del af forklaringen på væksten både i økonomi og ansatte, er nye medlemskaber. Efter at det ikke kun var kirkesamfund (som for det meste er økonomisk begrænsede), der kunne være medlemmer, men også missionsselskaber og uddannelsesinstitutioner – så længe de hviler på baptistisk grundlag, er det væltet ind med nye medlemmer.

I dag tæller BWA 53 mio. baptister. Til sommer skal vi optage 22 nye kirkesamfund og institutioner, et af dem i et land, vi ikke har haft som medlemsland før.

En anden del af forklaringen på fremgangen er helt sikkert vores dynamiske generalsekretær Elijah Brown, som netop er valgt til at være leder af BWA de næste fem år. Mindst. Han nyder stor og udbredt tillid, både indenfor organisationen og ude i baptist-verdenen.

Vi kan være stolte af at være en del af denne verdensbevægelse. Jeg tror, at den optimisme, der udgår herfra, og de initiativer, vi opfordres til at være en del af, kan gøre en forskel for vores kirkesamfund.

BWA’s Executive Committee ved mødet i Washington i marts 2025 (Foto: J. Merritt Johnston / BWA)

Giv din mening til kende