Lyt til artiklen her:

Vi bruger sjældent ordet mission, men taler om at være der for hinanden, at gøre noget for nogen, at lade ordet om Jesus’ liv og lære være levende i vores midte, at være vidner med vores liv og at lade Guds ord virke iblandt os.

Strik

Vi har gennem hele vores levetid – lidt mere end 20 år – haft fokus på Rwanda og Burundi. Flere fra menigheden har besøgt de to lande, og det har ført til stor offervilje både fra dem, der selv har været der, og dem, der er blevet fortalt om turene. Strikkedamerne har strikket gennem alle årene, og to damer har hver strikket mere end 1000 små trøjer til arbejdet i landene. Desværre er det nu svært at få de strikkede trøjer afsted, så det arbejde holder pause. Vi har samlet penge ind til kirkebyggeri og har bygget flere kirker gennem BaptistKirken.

Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene.

Strikkedamerne har også strikket til Bulgarien, men også det ligger stille nu! Det har ellers været en god måde at få kontakt til folk i byen, for mange vil gerne være med til at gøre en forskel i et land, der har meget mindre end os i Danmark. Gennem årene har mere end 30 damer fra byen været aktive med strikkepindene. Vi har haft rigtig god kontakt til dem, så vores arbejde har bestået i at fortælle om landene, servere kaffe og hjemmebag og få tingene pakket og sendt af sted gennem Kvindenetværket.

Cafe Mandfred

Foruden strikkedamerne samler også Café Mandfred – Fred for mændene! – rigtig mange kvinder. En lørdag formiddag, hvor vi hygger os med brunch og lytter til et foredrag ofte med en kvinde med noget på hjertet eller med nogen, der har haft en oplevelse, som vi andre har godt af at høre om. Efterhånden er det blevet sådan, at der kommer kvinder fra hele Nordjylland for at være med, og det glæder os, at vi med vores arbejde her, kan gøre en forskel, så kvinder både får et fællesskab og en god oplevelse. Vi har nu kørt i 20 år, og det er de samme tre kvinder, der har været med gennem alle årene.

Tirsdagstræf har ligeledes kørt gennem alle de år, hvor vi har været kirke i byen. En gang om måneden fra september til marts indbydes byens folk til et foredrag og kaffe. Det er blevet taget godt imod, og der kommer altid en god flok!

Mad&Mening

Vi er en lille menighed med 20 medlemmer og kontakt til mange flere. Ikke mindst gennem vores Mad&Mening. Da vi flyttede i større og bedre lokaler for mere end 10 år siden, begyndte vi at lave et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Et arrangement hver uge, hvor vi indbyder alle til at spise sammen.

Det er rigtig mange, der har lyst til en friaften fra gryderne, eller til at have nogen at spise sammen med, så det er blevet en af vores succeser. Det er hårdt, og det kræver mange i arbejde, men heldigvis er der mange, der vil være med, og med en god planlægning kører det hele på skinner.

Skærtorsdag er blevet en speciel aften for os, fordi vi efter spisningen deler nadver sammen. I år var vi 31 – heraf halvdelen fra byen – der var sammen denne specielle aften. Og ikke én gik hjem inden nadveren! Vi har ellers et løst program, hvor det eneste, der ligger fast, er spisning kl. 18 og andagt, inden vi går fra bordet. Der er stor lydhørhed, og det er nok vores bedste bud på at være kirke for byen.

Vi føler os båret og vejledt af Gud.

At være en lille kirke i en by med stort aktivitetsniveau er ikke let, men vi føler os båret og vejledt af Gud, så vi med rette kan sige, at vi er i mission – på en måde, der passer til os og vores by.

Relateret

• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 25. maj. 2026 - Fælles aktiviteter tager form i efteråret 2026
• 23. maj. 2026 - Når Gud giver os ord
• 15. maj. 2026 - Læs meget mere om Acts2Movement – Tro i bevægelse
• 13. maj. 2026 - Serhiis hus ved vejen blev et hvilested for soldater

Find flere

Lyt til artiklen:

Retræten var målrettet kirkeansatte, og retrætens fokus var gudsbilleder og selvbilleder. Med i bagagen havde jeg en hel del tanker om og oplevelser af mindreværd og utilstrækkelighed.

Vigtige ingredienser i en uges retræte i stilhed er bl.a. at sove, lytte og gå lange ture. Jeg havde delt nogle indtryk og tanker med Magnus Malm i de første samtaler, vi havde, bl.a. om at jeg havde set en grønspætte komme flyvende tæt forbi, at Gud umuligt kunne elske mig, som den jeg var og havde været – og så om alt muligt andet. Noget jeg bed særligt mærke i, var Magnus’ opfordring til at lade Gud elske mig gennem naturen.

Gud rørte mit hjerte

På en af mine gåture på retræten – til en sø et stykke derfra – så jeg i en lysning i skoven en stor flad sten beklædt med mos. Skovens stemmer berørte mig den dag på en særlig måde, og jeg fik lyst til at lægge mig lidt på ryggen på den flade sten. Der lå jeg så med næsen i sky og missede med øjnene mod solen i trætoppene. Lige dér, på den sten, i den skov, rørte Gud ved mit hjerte i en lydløs tiltale: ”Du er mit elskede barn…”.

Igen og igen har jeg haft lignende erfaringer, når jeg har bøvlet med mine selvbilleder og gudsbilleder. At fugle sætter sig i et træ tæt på mig, at hunden mærker mit mismod, at aftenhimlen kaster trøstende stjernestøv på mit hoved, at en hest kommer hen til hegnet og stiller sin silkebløde mule til rådighed for en naturlig sjælesorgssamtale.

Guds stemme

Nogen hører Guds tiltale med forstanden og intellektet, nogle gennem bønnen og Bibelens ord, andre bliver særlig berørt af sang og musik, under nadveren, eller i en samtale med naboen. Guds røst høres og erfares på mange modersmål. Stilheden og ordløsheden er ofte et godt sted at øve sig i at høre Guds stemme.

”Hellige treenige Gud, hjælp mig og lær mig at åbne mit hjerte for dig – rens ud i mine falske selvbilleder og gudsbilleder – og fyld så mit hjerte helt op med din kærlighed.”

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Lyt til artiklen:

Jeg har altid følt mig velsignet. Jeg er opvokset i et kærligt hjem med en glad gudstro og kirkens fællesskab som fundament i tilværelsen. Selvfølgelig har jeg mødt modgang, men altid er jeg blevet vist en anden vej og har oplevet, at Gud var med mig igennem alt. Jeg fik hjælp til at finde glæden og optimismen igen.

En særlig velsignelse som barn

Mine forældre var pedelpar i kirken, hvor jeg som 7-årig kastede min kærlighed på klaveret. Når mor gjorde rent, sad jeg og øvede mig i at spille melodier efter gehør. En dag kom et medlem af menigheden, Marie Petersen, ind og lyttede. Hun var en midaldrende pebermø, som tjente lidt ved at være spillelærerinde i Danmarksgade tæt på kirken. Jeg blev inviteret til undervisning to gange ugentligt og kom til at elske Marie, som lærte mig noder og at spille klassisk musik.

Desværre blev hun syg af kræft, og til sidst – da jeg var 10 år, og hun stadig underviste fra sengen – slap hendes kræfter op. Hun holdt mig i hånden, mens hun fortalte, at nu kunne hun ikke mere, og jeg skulle derfor afløse hende som pianist i søndagsskolen i Ferslev. Jeg fik hendes nodebog til Søndagsskolesangbogen. Få dage efter døde hun, og jeg græd, men huskede, hvad jeg havde lovet Marie, så jeg gik i gang med noderne til de sange, der skulle synges om søndagen.

Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder.

Nodebogen var tæt trykt med 4-stemmige satser

Jeg græd over min afmagt, men så foldede jeg mine hænder, bad Gud hjælpe, og jeg gik i gang med at finde melodierne pr. gehør. Jeg øvede og øvede, og efter de første famlende forsøg kunne jeg lægge harmonier under melodierne. Ingen teori, ingen node. Gud gav mig en velsignelse og styrede min stemme, mine ører og hænder. Først 12 år senere lærte jeg musikteorien på lærerstudiet.

Guds særlige gave er stadig en velsignelse for mig i kirke, skole, hospice med mere. At bruge den giver mig glæde.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne
• 09. jul. 2026 - Omsorg begynder med at standse op
• 05. jul. 2026 - ”… selv i vores lille korps kan de små blive store”

Find flere

Lyt til artiklen:

Alt imens I kæmper med at elske og leve, så er Helligånden på banen i jeres liv, siger Jesus.

Den erfaring kan vi kalde frem fra ugen, der er gået i vores liv, for hvad var vi uden Guds kærlighed og tilgivelse i sidste uge? Hvordan kom vi videre fra dag til dag – fra i gårsdagens fortræd i livet med hinanden – uden vor far i himlens hjælp? Hvordan kom vi videre i tilværelsen, hvis det ikke var for den godhed, som Gud har nedlagt i skabelsen, og som overgår os alle nu og da?

Et bål der brænder

Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for.

Skolemanden Christen Kold sagde: ”Et barn er ikke en flaske, der skal fyldes, men et bål, der skal tændes.” Vi propper ikke kristendommen ned i halsen på vores børn og unge, men vi viser, hvad vi selv brænder for. Vi kommer ikke vores tro på flaske, lige så lidt som vi kommer Gud på flaske. Derimod erfarer vi gennem det kristne fællesskab, at vi lovpriser Gud for hans gerninger i Jesus Kristus: Jesus som heler, frelser, renser og fornyer mennesker.

Kærlighedens bål

Jesus siger: I kender sandhedens Ånd: ”I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer”. Det gælder her om at mærke efter, for Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed. Når jeg eller min ægtefælle er syg, og jeg møder opmuntring og opbakning, bliver det tydeligt for mig, at det kristne fællesskab ikke bare er ord, men er båret af kærlighed og omsorg.

Helligåndens kendetegn er frem for alt tydelighed.

Sangerinden Dicte har skrevet en salme til pinsedag: ”En sang fra dig”. Den handler om kærlighedens bål, som Gud holder i gang, og som brænder i det menneske, som kommer til tro:

Og jeg har klovnet i hver en butik
blot for at opgi´ alt hvad jeg fik
gemt mig bag bjerge af håbløse mål
for at undslippe kærlighedens bål

På de ødeste stier for at finde
en dråbe af stilhed før storm
men hos dig er jeg endelig hjemme
så jeg håber…

Du er en tro i mig
du er en sang der kun kommer fra dig
du er et håb i mig
og en sang der kun kommer fra dig

Det er Helligånden, som skaber troen i os.

Helligånden er et levende vidnesbyrd om, at Ånden altid arbejder i os og med os. Også udover hvad vi selv kan skabe eller tænke os til. Vi skal ikke undfange Helligånden, men det er Helligånden, som skaber troen i os, så Gud Far, Søn og Helligånd bliver en tro i mig, en sang der kommer fra Gud, et håb der lever i os.

Friest er dit åndefang

Helligånden trøster os og skænker os en forklaring på det i vores liv, som vi ikke forstår lige nu. Sådan var det også for de første disciple på pinsedagen. Med ét blæses nederlagsstemningen væk, og opstandelsestroen blev sluppet løs.

I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær.

Pinse er en uventet nyskabelse. Man tror, at alt er slut, og at man er alene, men så viser Gud os alligevel, at han er med os ved igen at blæse sin ånd ind i mennesket. I Helligåndens fællesskab er alt ikke evigt mistet eller tabt, når vi mister, men favnet i Guds nærvær. Nu og for evigt. Vi er favnet, vi er fyldt af ånd, og vi er friest, når dybt vi drager det i sang, så højt i sky det klinger:

”Min sjæl, du har af alt på jord
i tanken, og din tunges ord
de allerbedste vinger,
og friest er dit åndefang,
når dybt du drager det i sang,
så højt i sky det klinger.”[2]

Helligåndens mærke er tydelighed

Vi kan altså tale med hinanden om Helligånden og vores erfaringer af Guds nærvær midt i sorg og glæde. Helligånden er håndslag på fællesskabet og håndsrækninger.  Det er hånden på hjertet, det er hjælp i nøden, det er nødhjælp, det er fællesskab med alle, som sukker og stønner under åget fra undertrykkere i verden.

Helligånden og hverdagen

”Levende Kristus, din hånd på min skulder,
stilheden midt i mit stræbsomme jag
– pludselig ved jeg, at Skaberen under
alt, hvad der lever, en lykkelig dag.”[3]

Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Menigheden er Guds forlængede arm, som lægger hånden om skulderen på folk til trøst, til glæde og til opbyggelse. Helligånden er hverken flyvsk eller begrænset til det private, men skal bredes ud over hver en hverdag. Kristne peger på Guds nærvær i verden. Gud er levende og er på vej, og vi får til pinse at vide, at Gud elsker verden så vildt, at hans kærlighed skal kanaliseres til alle mennesker.

Dét var, hvad Kristus døde for, og hvad han som opstanden holder sine tilhængere fast på. Nu skal vi vise verden, at også vi er gået fra døden til livet, fra mørket til lyset, fra mismodet til håbet. Og den kærligheds ånd, som Gud skænker os, tager ikke pusten fra os. Gud handler nådigt og forsigtigt med os, og Jesus taler tillidsfuldt og konkret til os, så vi forstår alvoren: ”Elsker I mig, så hold mine bud”.[4]

I kender ånden og Guds kærlighed vil hjælpe jer til at folde jer ud og leve på Jesus’ løfte: ”For jeg lever, og I skal leve.”[5]

[1] Johannesevangeliet kap. 14, vers 17b (Bibelen 2020)

[2] Grundtvig: ”Alt, hvad som fuglevinger fik”, vers 2, Salmebog for de danske baptistmenigheder 1989

[3] Lars Busk Sørensen: ”Levende Kristus, din hånd på min skulder”, vers 1, citeret fra Salmer & Sange for Metodistkirken i Danmark 2006

[4] Johannesevangeliet kap. 14, vers 15

[5] Johannesevangeliet kap. 14, vers 19

Forrige

• 24. jul. - Helligånden bevæger
• 23. maj. - Når Gud giver os ord
• 05. maj. - Kyle Henderson: Gud kalder os videre
• 27. apr. - I Guds rige vender magten på hovedet
• 14. apr. - Trosfrihed er mere end jura

Find flere

Lyt til artiklen:

Missionsbefalingen:

Jesus sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden.  Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Matthæusevangeliet kap. 28, vers 18-20

Det handler om helt almindelige mennesker. At vi er til stede med vores tro i vores nærmiljø. Det er ikke svært, hvis bare man tør tage det første skridt. Frimodigt. Med en overbevisning om, at dét, vi har som kristne, forandrer liv. Som Jesus forhåbentlig har præget dit liv, kan også andre menneskers liv blive forvandlede.

Håb

At være kristen handler om flere slags håb. Selvfølgelig håbet om, at der er en evighed, vi kan tilbringe sammen med Gud, og hvor alt er godt og fuldendt. Men også håb for dette liv. At vi ikke er skabt til at være nok i os selv. Vi er skabt til fællesskab, kærlighed, glæde, fred – alt godt. Det har vi fået til opgave at dele med alle, der ikke oplever det. Som kirker støtter vi hinanden i at arbejde for netop det.

 At være kristen handler om flere slags håb. … Men også håb for dette liv.

Vi deler

Vi er helt almindelige mennesker, der deler det, vi tror på, med andre helt almindelige mennesker. Det gør vi gennem vores vidnesbyrd: med ord, gennem vores handlinger i omsorg for dem, der har et behov, vi kan afhjælpe, og ved at bede for mennesker, vi færdes iblandt, med navns nævnelse.

Vi kan jo starte med at læse Bibelen fra ende til anden og lade den vokse i vores bevidsthed. Og samtidig være med til at støtte at alle mennesker har adgang til en Bibel på deres hjertes sprog.

Endelig er vi kaldet til at arbejde for frihed, ikke mindst friheden til selv at vælge, hvad vi vil tro på. Det har været baptisters hjertesag i 500 år. Religionsfrihed. Vi kæmper for, at selv dem, vi er uenige med, skal have ret til deres overbevisning.

A2M – atom

Det er netop, hvad Acts2Movement vil hjælpe os til. Vi kalder det A2M – alt fysisk er jo skabt af atomer.

Verden over har kristne af alle overbevisninger, katolikker og pinsefolk, metodister og baptister, sat pinsen 2033 som mål.  Baptist World Alliance, BWA, har sendt visionen videre til bl.a. BaptistKirken, og vi har grebet den.

En vision, der har en dato, kræver en plan. Den har BWA givet os. Vi kan sammen med andre kristne opfylde missionsbefalingen, at alle folkeslag skal høre budskabet om Jesus inden år 2033. Det kræver, at vi hver især griber en eller flere udfordringer.

En vision, der har en dato, kræver en plan.

Bibelstien – en ny app

Du kan starte med at læse Bibelen sammen med andre. Her får du hjælp af BaptistKirkens nye app, Bibelstien, som kan downloades fra medio august, og som har en bibellæseplan fra 30. august i år. Efter to år har du læst hele Bibelen ved at læse to kapitler om dagen (i gennemsnit 😊), for vi ved godt, at nogle dage lykkes det ikke. – Vi kan også støtte de bibeloversættere, der er i gang med at oversætte Bibelen til et af de 1.156 sprog, som Bibelen for to år siden ikke var oversat til. I løbet af de seneste to år er dette tal faldet til 700 – så det, vi ikke troede muligt, er muligt. At alle sprog har en Bibel i år 2033!

Det kan du gøre

Del dit vidnesbyrd med én person om året. Gør gode gerninger – ligesom dengang du var spejder – for tre nye mennesker eller familier hvert år. Nogle har måske mod på at være hyrde for sit nabolag. Altså skrive i jeres interne kommunikation, at I stiller jer til rådighed, hvis mennesker har brug for en samtale eller en forbøn. Det er nok ikke lige det første, de fleste af os gør. Men nogle har den frimodighed allerede. Endelig kan vi skrive under på BWAs Religionsfrihedspagt, måske kan alle menigheder fejre en gudstjeneste, hvor vi gør det sammen?

Vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især.

Altså – vi er helt almindelige kristne, der kan gøre en forskel hver især. Og sammen kan vi opfylde missionsbefalingen inden pinsen 2033 – Kirkens 2000-års fødselsdag.

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Kyle Henderson var præst i en – efter amerikanske forhold – lille baptistmenighed i Texas, og her havde han regnet med at skulle pensioneres fra. ”Det er der så få præster, der bliver…”, forklarede han, da vi mødtes på hans hotel i København dagen før Inspirationsdøgnet i april.

Han fortæller, hvordan han vågnede en tidlig morgen på en skiferie i 2022 med en meget klar drøm. Han skulle kontakte Rick Warren – præsten fra Saddleback med ’40 målrettede dage’ – og melde sig til en 2033-plan. Han skrev til Rick Warren i seks uger og to dage, før der var hul igennem. ”Det er aldrig en god idé at ringe til en kendt præst med en vision”, konkluderer Kyle.

Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team.

De mødtes et par gange, lidt modvilligt fra Rick Warrens side. Men den tredje gang – otte minutter inde i samtalen – spurgte han, hvor Kyle var præst: ”Jeg har været præst i 27 år i den lille by Athens i Texas”, svarede Kyle. Svaret åbnede døren. Rick Warren kunne fortælle, at 52 år tidligere kom præsten fra samme menighed, Curtis L. Mathis, til Californien og lærte Rick Warren at være evangelist: ”Helligånden siger mig, at du skal være med i vores team”, svarede Rick Warren, som selv er for syg til at rejse rundt længere.

Pinsen 2033

Siden år 2000 havde Rick Warren været en del af en tværkirkelig bevægelse med en vision om at nå alle verdens folkeslag inden kirkens 2000-års jubilæum, som man er blevet enige om, er pinsen år 2033: ”Vi ved godt, at den dato ikke er helt sikker, men nu har vi den kalender, vi har…”, forklarer Kyle.

Kyle blev altså en del af teamet bag ’Finishing the Task’ – ’Afslut opgaven’ – som Rick Warrens kirke havde kaldt det. Siden da har Kyle mødt lederne af de forskellige 2033-kampagner. Få dage efter sit møde med Rick Warren kontaktede han Elijah Brown, generalsekretær i Baptist World Alliance, og stillede sig til rådighed for det, han ikke vidste, at Elijah også havde en vision for: Acts2Movement. Han havde allerede løn til de tre første år: hans gamle menighed har sat ham fri med løn. Og hans kone, Cindy, der var med i Danmark i april, droppede også sit job som børnepræst i kirken i Athens. En ny præst skulle have et ’blankt papir’ at starte på.

Kyle og Cindy Henderson

Ikke første gang

Kyle tjener nu de to 2033-kampagner og mødes med dem fra andre kirkesamfund, som har samme vision. Den reformerte kirke kalder det JC 33. Pave Leo er begejstret og den katolske kirke kalder visionen for Global 2033. Pinsevækkelsen kalder det Empowered 21. Evangelisk Alliance og Kirkernes Verdensråd er også med på vognen. 1000 forskellige bede-organisationer er med. Den lutherske og anglikanske kirke tøver.

”Det er ikke første gang, kirken har haft visionen om at nå alle verdens folk. I 1976 ville sydstatsbaptisterne fuldføre planen i år 2000. Jeg var en teenager og ville være en del af det i min kirke. ’Vi’ besluttede at fokusere på alle de områder, vi så forskelligt på, i stedet for den fortabte verden. Da jeg var 20, havde vi forladt planen. Det mislykkedes ligesom de 700 andre planer for at fuldføre missionsbefalingen”.

Nu er det første gang

Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033.

”Nu er det første gang, vi går sammen om det. Den ortodokse og den katolske kirke arbejder på at fejre påske – og pinse – samtidig i 2033, og fortsætte med det fremover. Det vil være et stort skridt mod kirkens enhed”, fortæller Kyle engageret.

Han er inspireret af Kirkernes Verdensråd, som har sat to mål: ’Every tribe, every nation’, der handler om bibeloversættelser til alle sprog. Ikke nødvendigvis trykt, men eventuelt oplæst eller digitalt.

Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode.

“Jeg elsker mit arbejde. Jeg har fået fortalt, at andre kirker var onde og forkerte, men jeg har fundet ud af, at meget af det, jeg har hørt, ikke er sandt. Mennesker fra alle slags kirker er gæstfrie og gode”, slutter Kyle, der regner med at skaffe sin egen løn og fuldføre opgaven frem til pinsen 2033.

Relateret

• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Livsforvandling gennem bibellæsning
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget

Find flere

Lyt til artiklen:

Michael Frost:

• præst i Lyngby Baptistkirke
• driver selvstændig virksomhed indenfor import, hudpleje og IT-udvikling

For lidt over ti år siden spurgte jeg i Roskilde Baptistkirke, om der var nogen, der havde lyst til at læse Bibelen igennem sammen med mig på et år. Jeg havde lavet en læseplan med tre-fire kapitler om dagen, og hver tirsdag skulle vi mødes hjemme hos mig og tale om det, vi havde læst.

Til min store overraskelse meldte omkring ti personer sig. For mig blev det et tydeligt tegn på, at mange egentlig længes efter at kende Bibelen bedre, men måske mangler fællesskabet, strukturen eller motivationen til at komme i gang.

Et livsforvandlende år

Deltagerne var meget forskellige. Nogle havde læst i Bibelen før, men havde svært ved at forstå den og forbinde den med deres hverdag. Andre havde næsten aldrig åbnet en bibel.

Den første aften dukkede en ældre kvinde op. Hun var mor til en af deltagerne, havde ingen særlig tilknytning til kirke eller tro og var egentlig bare kommet for at køre sin søn. Da hun syntes, det var lidt besværligt at køre frem og tilbage, spurgte hun, om hun måtte blive siddende og lytte med. Det måtte hun selvfølgelig gerne.

Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende.

Da aftenen var slut, sagde hun, at hun ville gå hjem og overveje, om hun skulle være med i gruppen. Næste tirsdag kom hun igen. Hun havde fundet en gammel Bibel i kælderen og begyndte ihærdigt at læse med. Hun lagde ikke skjul på, at der var meget, der var svært at forstå. Men langsomt begyndte ordene at gøre noget i hende. Hun blev mildere. Hun begyndte at bede for sine børn og børnebørn. Hun fandt en ny glæde.

Et halvt år inde i forløbet, efter juleferien, kom hun tilbage med lys i øjnene. Af sin mand havde hun i julegave fået – som hun sagde – den bedste gave, hun nogensinde havde fået: en ny Bibel. Et halvt år senere blev både hun og hendes mand døbt.

Bibellæsning fører til forandring

Året med Bibelen blev ikke kun livsforvandlende for den ene kvinde. Jeg taler stadig ofte med flere af dem, der var med i gruppen, og mange peger tilbage på netop det år som et tidspunkt, hvor deres tro på en eller anden måde blev forandret.

Gennem årene har jeg mødt mange kristne, som aldrig rigtig er kommet i gang med at læse i Bibelen – eller som er gået i stå, fordi det blev for svært, for uoverskueligt eller kom til at føles som en sur pligt. Men jeg har også mødt mange, der har opdaget Bibelen på ny og næsten oplevet en ny forelskelse i Guds ord.

Fællesskab støtter læsningen

Det er også længslen bag Bibelsporet i Acts2Movement: at Bibelen må blive levende, nærværende og spændende for mange flere. En norsk ph.d.-undersøgelse af unge kristnes bibellæsning peger på en tydelig sammenhæng mellem at læse Bibelen sammen med andre og at holde fast i bibellæsningen over tid. Det genkender jeg fra min egen erfaring: Når vi læser alene, kan vi let gå i stå. Når vi læser sammen, bærer vi hinanden videre.

Bibelstien – en ny app

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres. Her kan man følge en af to læseplaner. Den ene plan fører læseren gennem ét kapitel om dagen i to år og dermed to gange gennem Det Nye Testamente samt Salmernes Bog, Ordsprogenes Bog og udvalgte gammeltestamentlige skrifter. Den anden plan lægger op til to kapitler om dagen og fører gennem hele Bibelen på to år.

Derfor har vi fået bygget vores egen app, Bibelstien, som snart lanceres.

Læsegrupper

I appen vil der løbende blive lagt korte undervisningsvideoer ud med introduktioner til det, vi skal læse, blandt andet fra præster i BaptistKirken. Men noget af det vigtigste er, at man også kan deltage i læsegrupper, og dermed læse Bibelen sammen med andre baptister i hele Danmark. Her kan man dele inspiration, opmuntringer og spørgsmål undervejs.

Læseplanerne starter den 30. august, og der kommer mere information. Min bøn er, at mange vil tage imod invitationen. Ikke bare til at læse mere i Bibelen, men til at lade Bibelen læse os, forme os og føre os tættere på Kristus.

Læs også ‘Trosfrihed er mere end jura‘ (Frihedsstien).

Relateret

• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm
• 09. jul. 2026 - Naboskab – om at bede for nabolaget
• 09. jul. 2026 - At vidne

Find flere

Lyt til artiklen:

Morten Filemon Olsen, f. 1990

• faglig koordinator i en kommune
• projektkoordinator i Baptistkirken i Odenses Børne- og Ungdomsforening
• uddannet socialrådgiver og kandidat i samfundsvidenskabelig jura
• medlem af BaptistKirkens integrationsudvalg og KIT’s bestyrelse

Vi behøver ikke at kende vores naboer for at gå i gang med at bede for dem. Når vi begynder at bede for dem, begynder vi også at interessere os mere for dem. Samtidig kan vi heller ikke begrænse vores næste til alene at være vores nærmeste nabo eller kun dem, vi møder ansigt til ansigt.

Flygtninge i nabolaget

Da jeg var barn, kom der mange flygtninge fra Burma til Danmark. En stor del af dem var baptister og opsøgte kirken. Vi tog på besøg og hjalp med forskellige praktiske udfordringer. Pludselig var burmesiske flygtninge en del af mit nabolag, og vi fik hurtigt besked fra nabolaget, når der kom en ny familie til Fyn.

Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag.

En søndag efter en gudstjeneste gik jeg tilfældigt ind i en shawarmabar, der var ejet af en familie, som var flygtet fra Irak. Pludselig var irakiske flygtninge en del af mit nabolag. I 2014 fik jeg mit første job som socialrådgiver i en kommune, og der gik ikke lang tid, før syriske flygtninge vandrede på de danske motorveje. Pludselig var syriske flygtninge en del af mit nabolag.

I 2022 lærte jeg tilfældigt en sygeplejerske fra Iran at kende via det sociale medie Boblberg, før han kom til Danmark. Pludselig var iranske migranter en del af mit nabolag. I 2024 kørte jeg tilfældigt i bus med en familie, som jeg følte mig tilskyndet til at lære at kende. De stod af ved samme busstoppested som mig, og de viste sig næsten at være mine naboer. Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Sådan fik jeg øjnene op for mit fysiske nabolag.

Bøn for mine naboer

Jeg begyndte at gå rundt i mit nabolag og bede for mine naboer. Særligt bad jeg for den familie, som jeg havde set i bussen. Jeg havde fundet frem til, hvor de boede, og da jeg i en periode næsten dagligt gik rundt i nabolaget og bad, kom jeg ofte tilfældigt i kontakt med dem. Relationen blev også hjulpet på vej af fælles bekendte, men det var essentielt, at jeg bad og var fysisk til stede.

Familiefaren fortalte mig for nylig, at han kun har tre venner, som han kan tale med om alt, og at jeg er den eneste af de tre, der er i Danmark. For nogen tid siden spurgte han, om han måtte dele noget med os til en gudstjeneste i kirken. Han fortalte, at han som barn i et muslimsk land havde hørt om Jesus og næstekærlighed i skolen, men at det først var i Danmark, at han havde erfaret det i mødet med kristne.

Udgangspunktet er bøn og nærvær

Det hele begynder med at bede for og være til stede blandt sine naboer. Derfra skal der også gerne vokse en kærlighed til nabolaget, der gør, at mennesker forvandles. Jeg var engang på en konference i Sverige, hvor jeg så en tegning, hvor der stod noget i retning af ’Elsk andre så radikalt, at de forundres.’ Det citat har jeg båret på siden.

Elsk andre så radikalt, at de forundres.

Engagement i lokalområdet

Det er også godt at engagere sig på andre måder i sit nabolag. Det kan være i et forældreråd i sit barns klasse, som frivillig i den lokale fodboldklub eller som bestyrelsesmedlem i grundejerforeningen.

På et tidspunkt begyndte jeg at investere i boliger til udlejning i mit lokalområde, der primært består af ejerboliger i et meget ’kartoffeldansk’ forstadskvarter i det nordlige Odense. Pludselig var burmesere, congolesere, syrere og iranere en del af mit fysiske nabolag.

Relevant kirke

Jeg er ikke god til at bringe kirken ud til mit nabolag, men jeg prøver forskelligt for at gøre min kirke relevant for mit nabolag. Blandt andet er jeg med til at arrangere aktiviteter for børnefamilier, fællesspisninger og ferieoplevelser, hvor dørtærsklen til kirken er så lav som mulig, men hvor vi aldrig lægger skjul på, at vi er kirke.

Bønnens potentiale

Jeg har nok erfaring med bøn til at vide, at det gør en forskel at bede, men jeg har samtidig for lidt erfaring med bøn til at kende det fulde potentiale. Jeg skal blive bedre til at bede for og med mennesker i mit nabolag.

Læs også ‘At vidne‘ (Vidnestien)

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Dorte Brændholt Jensen:

• uddannet: pædagog, teolog og lærer
• lærer på Fuglsang Friskole, Fredericia
• medlem af Baptistkirken i Odense

Når man bekender sig som kristen, burde det være det mest naturlige i verden at forkynde evangeliet og være åben om sin tro. Men det er det ikke i alle situationer for mig. Jeg lægger aldrig skjul på, at jeg er kristen, men jeg ‘råber’ det ikke ud, og jeg er ikke altid modig nok til at forkynde. Derimod forsøger jeg altid at vise det i mine gerninger og levevis.

Jeg er ikke altid modig nok til at forkynde.

At tale med mine venner

Min omgangskreds ligner mange andres. Den består af medsøstre og -brødre i Kristus, af ‘ikke troende’ og tvivlere, og der er også nogle fra andre trosretninger. Mine relationer til dem alle er lige så forskellige, som de er. Nogle kan jeg tale åbent, ærligt og dybt med om tro – andre vil helst undgå at tale om tro.

I hverdagen er det ikke vidnesbyrd og forkyndelse, jeg bevidst formidler. Det er snarere en naturlig del af mig at tale om troen, når situationen byder sig. Samtidig er jeg bevidst i mine handlinger, om hvad der er rigtigt at gøre, men jeg er heller ikke perfekt.

Åben om min tro

Som lærer på Fuglsang Friskole, en ny kristen friskole i Fredericia, er det let at tale om tro og det at være kristen, men da jeg var i Folkeskolen, var det en balancegang. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg er kristen, hverken over for kolleger, elever eller forældre.

Det er selvfølgelig lettere som kristendomslærer, men mine elever har altid fået at vide, at jeg er kristen. Alt efter hvilken årgang, så kunne det blive til dybe samtaler om tro og ikke tro, især i konfirmationsalderen. Jeg tror det og min måde at være på også har givet en vis tryghed og fortrolighed fra eleverne til at turde komme til mig, hvis der var noget, der var svært i deres liv, både store og små ting.

Det blev også en god indgangsvinkel til forældrene, når eleverne gik hjem og fortalte, at jeg også er uddannet præst. Så kom spørgsmålene, både de skeptiske og de nysgerrige.

Ærlig om min tvivl

Når jeg forkynder aktivt for skoleelever, spejdere og andre børn og unge, fortæller jeg ofte. Enten skriver jeg egne historier eller eventyr, der lige passer ind i konteksten og har det kristne budskab i centrum, eller jeg fortæller om mit eget liv og min vandring med Gud i medgang og modgang.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet, for dem har der også været. Jeg har ikke tvivlet på Gud, men tvivlet på om Gud også var der for lige netop mig. Jeg oplever især med teenagere og unge, at det er godt at være åben om egen tvivl, for det kan flere af dem relatere til. Jeg oplever, at det gør dem mere åbne og nysgerrige over for Gud, når vi taler sammen om det.

Jeg fortæller også om de perioder, hvor jeg har tvivlet.

Med Guds hjælp

Jeg vil gerne ‘råbe’ det ud, og jeg ønsker for alle mine relationer, at de også oplever et møde med Kristus. Jeg har længe været typen, der ‘putter sig lidt’. Jeg kan tvivle på, om det, jeg siger, er det rigtige, eller om jeg har noget at byde ind med. Så er det lettere ikke at sige noget. Det skal og vil jeg lave om på, for Jesus siger videre: ‘… idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.’[1]

Det gælder ikke kun for mig, men for alle mine relationer.

Læs også ‘Livsforvandling gennem bibellæsning‘ (Bibelstien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 28, vers 20

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere

Lyt til artiklen:

Henning Kiel, f. 1951:

• freelance regnskabsfører for små selvstændige virksomheder, ofte ejet af flygtninge
• bankuddannet og i mange år ejendomsmægler
• fjerdegenerations baptist og medlem af Baptistkirken i Saltum og Ingstrup

Interviewet begynder med at Henning Kiel fortæller følgende historie: ”Forleden var jeg ved købmanden. Det regnede, da jeg kom ud fra butikken, og en færøsk mand spurgte om hjælp til at køre ham ud til et sommerhus et par kilometer væk. Han skulle til familietræf og havde spurgt flere personer om hjælp. De sagde alle nej.” Henning kørte manden, og det tog ham nærmest ingen tid.

Nu har episoden sat sig fast hos Henning. Ikke fordi den var dramatisk, men fordi den siger noget om tiden. ”Tænk sig, at vi er nået dertil, hvor det ikke bare er en helt naturlig ting, at den første, han spørger, siger ja. Folk har så ofte nok i sig selv.”

Tillid, accept og menneskesyn

Henning Kiel har gennem livet mødt mange mennesker med store problemer. Nogle gange har helt fremmede åbnet sig for ham uden varsel. ”Engang kom en person hen til mig efter en gudstjeneste og fortalte hele sin livshistorie. Vi kendte slet ikke hinanden. Jeg tror, det handler om tillid og accept. Hvis mennesker skal turde åbne sig, skal de mærke, at de accepteres helt, som de er.”

Jeg tror, det handler om tillid og accept.

For Henning handler omsorg om menneskesyn. ”Nogle synes ikke, de kan tale med posedamen, flygtningen eller tiggeren. Men hvorfor egentlig ikke? Omsorg drejer sig først og fremmest om at indse, at alle mennesker er lige, uanset om de er på bunden eller toppen af samfundet.”

Fordomme sætter grænser

Fordomme er en af de store udfordringer, mener Henning: ”Når man har fordomme, sætter man grænser, og det er sørgeligt. Som kristne skal vi være grænseløse. Vi skal være imødekommende og se behovene hos vores næste. Jeg tror, vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om. Hvis vi bliver bedt om at gå én mil med et andet menneske, skal vi gå to, som der står skrevet.”[1]

Vi skal være parate til at give lidt mere, end der bliver bedt om.

Henning oplever, at mange mennesker i dag er blevet mere skeptiske overfor fremmede. Det mærker han blandt andet i trafikken. ”Når jeg møder folk, der blaffer, tager jeg dem næsten altid op, men jeg ser dem faktisk ikke ret meget længere. Jeg tror, vi er blevet mere skeptiske og har sværere ved at stole på hinanden.”

Henning Kiel

Ifølge Henning er behovet for omsorg vokset i takt med, at flere mennesker lever mere isoleret. ”Folk sidder i hver sin æske. Selvtilstrækkeligheden er blevet tydeligere, og ensomhed er et kæmpe problem i dag.”

“Kirkerne spænder nogle gange ben for sig selv. I kirken er vi ofte så pæne og glatte. Vores kristne glathed afskrækker nok en del og gør tærsklen højere, end den behøver at være.”

Gratis hjælpsomhed

”Vi er en af verdens rigeste nationer, men alligevel kan vi have svært ved at give videre til andre mennesker”, siger Henning og fortsætter: “Venlighed og hjælpsomhed er jo gratis! Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror. Der er så meget, vi kan gøre, som ikke koster os noget: et lift, et besøg, en samtale eller bare det at standse op og se et andet menneske.”

Små handlinger kan ofte gøre en større forskel, end man tror.

For Henning hænger omsorg og tro sammen. Ikke primært gennem ord, men gennem nærvær. ”Hvis vi mener noget om mission, er vi også nødt til at mene noget om mennesker. Lyspunktet er Kristus, men mennesker opdager det ofte lettere gennem omsorg end gennem bibelcitater.”

Han vender flere gange tilbage til den gyldne regel fra Matthæusevangeliet: “Alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem.”[2] For Henning er det ikke et citat, men noget, der skal leves. ”Det er egentlig ikke så kompliceret”, siger han. ”Vi skal bare huske at gøre det.”

Læs også ‘Naboskab – om at bede for nabolaget‘ (Nabostien)

[1] Matthæusevangeliet kap. 5, vers 41

[2] Matthæusevangeliet kap. 7, vers 12

Relateret

• 31. jul. 2026 - Velsignelse uden noder
• 25. jul. 2026 - Hvad kan kirken lære af nye troende?
• 17. jul. 2026 - Sammen ved Jesus’ bord
• 09. jul. 2026 - Helt almindelige mennesker
• 09. jul. 2026 - Gud gav Kyle en drøm

Find flere